I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15420Visninger
AA

7. 6.

4 måneder senere

De tomme pladser føles kilometer lange, da jeg står på scenen og kigger ud i den gigantiske koncertsal. Om 6 timer vil det være fyldt med skrigende piger. Det vil være den største koncert nogensinde, selv større end den vi havde for nogle måneder siden. Der er ikke en tom plads. Heller ikke ståplads. 

Panikken skylder ind over mig, men jeg ryster den hurtigt af mig. Der er ikke tid til panik lige nu. 

"Harry? Harry.." 

Mine tanker bliver afbrudt af en stemme. En velkendt stemme. I en mikrofon. 

"Harry, det er din tur!" 

Jeg vender hovedet og ser mod Liam. Det går langsomt op for mig, at det er min tur til at synge. 

"Undskyld. Jeg stod lige i mine egne tanker," undskylder jeg og smiler forsigtigt. Falsk. 

Louis lave stemme skærer gennem den akavede stilhed. "Det gør du tit, synes jeg," mumler han. Jeg løfter lynhurtigt blikket og hæver et øjenbryn, men jeg kan ikke fange hans øjne. Det gør mig egentlig ikke så meget, for skyldfølelsen ligger tykt i mine. 

"Jeg tror vi tager en pause," lyder en monoton stemme i en øresnegl. Vi nikker alle fem, går ned af scenen og ud backstage, hvor vi om 5 og en halv time skal signere 5 heldige pigers t-shirts eller hvad de nu lige har med. 

Jeg går direkte med kurs mod toilettet. Frokosten ligger tungt i maven på mig. Det er ikke mere end et kvarter siden jeg spiste den, og tankerne kværner på fuld skrue. Da jeg når toilettet, smækker jeg døren i bag mig, tænder vandhanen på fuld skrue og slår toiletbrættet op.

Afmagten fylder mig. Vreden. Sorgen. Presset. Alle de følelser der fylder hele min krop, arbejder sig op gennem halsen på mig som en voldsom kvalme, og jeg stikker modvilligt, velvidende om hvad jeg er i færd med, 2 fingre i halsen. 

Den sure galde vælter op gennem halsen på mig og stanken fylder mine næsebor. Kvalmen bliver større og opstødende bliver ved. Da de dør ud, presser jeg hårdt fingrene ned i halsen igen. Tvinger det sidste op. Det hele skal op. Maden - og følelserne.

Da jeg er færdig, sidder jeg længe bare på gulvet og stirrer ud i luften. Jeg er lettet over, at det hele er ude af kroppen, men samtidig føler jeg bare endnu mere afmagt. Det hjælper jo ikke. Det gør mig ikke til en bedre sanger. Det gør mig ikke mindre. Jeg er stadig alt for stor. Selv Niall der nok spiser 3 gange så meget, er slankere end mig. Hvorfor er jeg så uduelig? 

Jeg hamrer min knytnæve ind i væggen. Smerten breder sig i min hånd og jeg ømmer mig lavt. Langsomt får jeg rejst mig, hevet ud i toilettet, skyllet min mund og ansigt og så slukker jeg vandhanen. Jeg ser mig selv lidt i spejlet og sukker over det blege ansigt der møder mine øjne. Poserne under øjnene er gigantiske, og kan helt sikkert ikke skjules med make-up. Jeg bander lavt for mig selv. Uduelige unge. 

Døren knirker, da jeg langsomt åbner den med blikket klistret mod jorden. En forskrækket lyd bevæger sig ud gennem mine læber, da jeg støder ind i en person. 

"Undskyld!" Min stemme er panisk. Lige siden de 3 piger jeg mødte for omkring fire måneder siden, har jeg været bange for at gøre noget galt. 

"Det er jeg virkelig ked af."

Jeg løfter ikke blikket går bare uden om personen, som stadig ikke har sagt en lyd. Endnu en forskrækket lyd bevæger sig ud gennem mine læber, da jeg mærker en hånd om min arm. Hånden kan næsten nå hele vejen rundt. 

"Haz?" Jeg løfter overrasket blikket. Louis?

"Mhm."

"Er du okay?" Han ser lidt på mig. Mit blik flakker væk fra hans, men han fanger det til sidst. Jeg kan ikke give slip på det.

"Jaja, jeg har det fint." 

Han stryger en forsigtig hånd over min kind og bekymringen stråler ud af ham. Jeg kan ikke klare det, jeg får kvalme. Jeg hiver mig væk fra hans hånd og betragter den med væmmelse. 

"Du er helt bleg," konstaterer han. 

"Jeg har det fint, Louis. Lad mig nu bare være, gider du?" Jeg hader den fjendtlige tone i min stemme, jeg har ikke lyst til at såre ham, men han skal bare smutte. Det er nemmere når han ikke er der. 

"Harry, jeg-" 

"Stop. Jeg vil ikke høre det. Jeg. Har. Det. Fint. Okay?" 

Jeg vender ryggen til ham og efterlader ham, forbløffet og såret, ved toilettet. Vreden over min reaktion brænder i mig. Hvorfor er det nødvendigt at såre ham? Jeg hader at såre ham. Han er min bedste ven. Ligesom Niall, Zayn og Liam er. Men alligevel sårer jeg dem, ved ikke at fortælle hvad der foregår. 

Vreden brænder stadig i mig, da jeg skubber døren om til vores opholdsrum bag scenen, men jeg skubber den bestemt til side. Mit eget selvhad skal ikke gå ud over andre, heller ikke selvom det i sidste ende gør det. Med et bump sætter jeg mig i en ledig sofa og hiver min mobil frem. Jeg åbner Twitter. 

"Hey Haz," hilser Niall, da han smider sig i den anden sofa med et tilfreds suk. Jeg mumler noget usammenhængende, som skal forestille at være en hilsen.

"Hvad?" Niall ser forvirret ud og jeg sender ham et lille smil.

"Hej," hilser jeg bare og vender tilbage til min mobil. Twitter er bombet op med tweets. Jeg follower nogle fans og læser nogle af de forskellige tweets igennem. Et specielt et fanger mit blik. 

@iLove1D @HarryStyles looks so thin these days. Does he suffer from an eating disorder or what?

Jeg mærker hvordan hele min krop stivner. Hvad snakker personen dog om? Jeg bider mig i læben, og pludselig forsvinder al farve fra mit ansigt og det føles som om, at alting indeni mig går i stå. Endnu et tweet har fanget mit blik.

@HateHarryS What are you talking about, @iLove1D? He looks fat, like always. And he sings awful not like Liam or the others. They're perfect

Han ser fed ud, som altid. Han synger forfærdeligt, ikke som de andre. De er perfekte. Jeg sidder bare og stirrer på ordene, som om at de vil forsvinde hvis jeg bliver ved længe nok. Men de gør de ikke, og det er ikke kun mig der har set dem. 

@iLove1D Shut up @HateHarryS

@Niamlove Agree with @HateHarryS

@LittleMixerandlover You're so right @HateHarryS

Det føles som om at jeg går i stykker endnu engang. Jeg rejser mig pludseligt op og hiver hurtigt fat i sofaens kant. Det svimler for mig og jeg venter længe på at verden står stille igen. 

"Harry? Er du okay, mate?" Zayns stemme lyder tværs gennem rummet og jeg vender blikket mod jorden igen. Jeg kan ikke længere møde deres øjne, uden at føle en voldsom skyldfølelse. Tænk at de hænger på mig. Hvorfor er jeg her egentlig stadig? De ville klare sig bedre uden mig. 

"Jeg løber en tur," mumler jeg og styrter ud gennem døren. Jeg når kun lige at høre halvdelen af de protester Zayn og Niall kommer med, men jeg ignorer dem bevidst. Jeg har brug for at løbe det hele væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...