I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15225Visninger
AA

6. 5.

Små rystelser går gennem min krop, da jeg vågner og et kort øjeblik føler jeg mig ufattelig desorienteret, indtil det går op for mig, at jeg grædende, og drivvåd, nærmest faldt  om i Louis' arme. Forvirret sætter jeg mig op og opdager at jeg ligger på sofaen i vores fællesstue. 

Tankerne raser og jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg endte her. Det hele står lidt tåget, og forsvinder bare ind i en masse tårer. 

"Det var på tide at du vågnede, lazybone."

Jeg vender hovedet og ser, at Louis sidder i lænestolen overfor sofaen med et krus te i hånden. Han smiler, men hans øjne er bekymrede og forvirrede. Jeg ved at han vil have en forklaring, jeg er bare ikke sikker på om jeg skal give ham den rigtige, eller om jeg skal finde på noget. 

Jeg gnider mine øjne, i et forsøg på at gnide søvnen ud af dem, men jeg føler mig stadig lige så sløv og træt som før. Jeg bemærker hurtigt de indtørrede tårer på mine kinder, men jeg prøver ikke at lade mig mærke af dem. 

"Haz?" Niall' bekymrede stemme bryder den akavede stilhed mellem Louis og jeg. Jeg kan ikke lade være med at sukke lettet. Normalt er stilheden mellem Louis og jeg aldrig akavet, men det er den uden tvivl lige nu. 

"Ja?"

"Åh, du er oppe igen. Sovet godt?" Det er tydeligt at høre hvor nervøs og bekymret han er. Jeg forstår ham godt, jeg ville også være både nervøs og bekymret. Helt sikkert også en masse andre ting. Men lige nu føler jeg mig bare tom. 

Jeg nikker og smiler forsigtigt til Liam og Zayn som også er kommet inden for mit synsfelt. De hilser begge med et nik og sætter sig i sofaen over for min sammen med Niall. Louis kigger ned i sit krus, som han pludselig finder meget interessant. Samtalen er på vej, ved jeg. 

Louis rømmer sig og ser op på mig. Jeg slår blikket ned, pinligt berørt over den scene jeg lige har lavet. Eller egentlig er jeg ikke sikker på, om jeg lige har lavet den. Jeg ved ikke hvor længe jeg har sovet. 

"Harry.. Du bliver nødt til at fortælle os, hvad der foregår. Vi er bekymrede for dig, og vi er dine venner. Du kan fortælle alting til os. Det ved du da godt," begynder Louis og jeg bider mig hårdt i tungen inden jeg slynger alting ud. Jeg er nødt til at lyve, det er bedst for os alle sammen.

"Der er virkelig ikke noget at være bekymret for-" Jeg bliver cuttet af. 

"Ikke noget at være bekymret for? Harry, du er lige kommet grædende hjem. Jeg troede aldrig at du ville stoppe igen. Det virkede som om at du skulle græde til du dehydrerede." 

Jeg behersker mig selv, men jeg er lige ved at himle med øjnene. Han overdriver voldsomt. Eller måske ikke, men det vil jeg have ham til at tro, at han gør. 

"Jeg har en dårlig dag, dem har vi alle engang imellem," mumler jeg forsvarsberedt og lægger armene over kors. Liam hæver et øjenbryn og jeg krymper mig under hans stenhårde blik. Jeg slipper ikke uden kamp kan jeg mærke, så jeg prøver at trække mig tilbage.

"Kan vi ikke tage den senere? Jeg er virkelig smadret og vil-" Afbrudt igen.

"Nej vi kan ej. Vi tager den nu, om du kan lide det eller ej!" Liam' hårde stemme overrasker mig. Han er altid den bløde, far-agtige type. Men selvfølgelig, fædre kan også blive vrede. Jeg lukker øjnene og ser ned i tæppet. Minderne overvælder mig, og jeg ser tydeligt de 3 piger for mig. Tårerne samler sig i øjenkrogene, men jeg bider tænderne sammen. Jeg må ikke græde.

"Jeg stødte bare på nogle uheldige fans." Min stemme er ikke andet end en hæs mumlen.

Louis retter sig op og ser på mig. "Hvad sagde de?" 

Jeg tøver. Zayn ligger mærke til det. "Sandheden, Haz."

"Skal vi ikke bare sige at de virkede som rimelig engagerede fans, men de synes bare at One Direction kun skulle have 4 medlemmer, og de var sikre på, at I var af samme mening." Jeg kan ikke fatte, at jeg rent faktisk fortalte dem sandheden. Jeg havde jo besluttet mig for at lyve. 

"Haz-" Jeg afbryder Liam med en håndbevægelse.

"Er I?" 

Louis ser underlig ud i ansigtet. Han skærer en grimasse og et kort øjeblik tror jeg rent faktisk, at han er af samme mening. "Hvorfor fanden lytter du til sådan nogle, Harry? Siden hvornår er du begyndt at lytte til sådan noget?" Jeg ryster kort på hovedet og krøllerne flyver om omkring mit ansigt.

"Aldrig, Harry. Der er ikke One Direction uden dig," mumler Niall og jeg kigger op på ham. Selvom hans ord lyder så oprigtige, så kan jeg ikke lade være med at tvivle. Men jeg deler ikke mine tvivl med de andre, jeg orker ikke mere drama.

Jeg nikker tøvende.

Drengene betragter mig længe, inden de beslutter sig for at lade mig sove. Louis er den eneste der bliver siddende og fortsat betragter mig. Det føles ubehageligt. 

Jeg vender mig om på siden, og trækker tæppet hen over kroppen som ryster oven på gensynet med oplevelsen. Efter et stykke tid kan jeg høre Louis rejse sig. Jeg lukker hurtigt øjnene så han tror, at jeg sover. 

Han skal lige til at gå forbi mig, da han stopper op. 

"Jeg forstår det ikke, Haz. Hvorfor nu? Hvorfor er du pludselig begyndt at tage alt det til dig, nu?" 

Hans stemme runger i mit hoved, og jeg bider tænderne sammen for ikke at fortælle ham om oplevelsen med pigen. Og Google. Og presset. Og medierne. Og alting. Det hele gør ondt indeni. Men det er min hemmelighed. 

___________________________

A/N: 

Så kom der ENDELIG et kapitel 5! Er virkelig ked af at der er gået så lang tid, men jeg er startet på efterskole, og det er fandeme hårdt med alle de indtryk og sådan! Jeg skal nok få skrevet så meget jeg kan i stilletimerne og hjemmeweekenderne, men efterskolen er i første række. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...