I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15264Visninger
AA

5. 4.

Den kolde luft slår mig i ansigtet, og jeg hiver hætten på min hættetrøje op og vender mig mod vinden, imens jeg går ned af en lang gade. For at være helt ærlig, så har jeg ingen anelse om, hvor jeg er henne. Jeg ved bare at jeg er et sted i London. 

Jeg håber uendeligt højt, at jeg ikke møder nogen fans, for det føles mildest talt som om, at jeg er ved at gå i stykker. Tankerne raser værre end nogensinde. Værre end til nogen koncert. Værre end til nogen signering. Værre end til noget photoshoot. Er jeg virkelig så uduelig? Jeg tænker mig længe om, og sukker irriteret da det går op for mig, at Louis har ret. Jeg har aldrig holdt en slankekur. Men nu skal jeg vise ham. Jeg kan godt denne gang. 

Langsomt, overrasket løfter jeg blikket og betragter den lille Starbucks, jeg står foran. Jeg kigger mig omkring. Der er ikke et øje i nærheden og jeg beslutter mig for, at gå ind. Der kan umuligt være nogen derinde der vil genkende mig.. Eller det håber jeg i hvert fald ikke at der er. 

Jeg holder blikket i jorden, imens jeg står og bestiller en kop kaffe. Normalt ville jeg bestille en kop varm kakao. Det er lidt en tradition Louis og jeg har. Jeg bider mig i læben ved tanken om ham. Savnet er allerede ved at melde sig, men han hygger sig helt sikkert med Eleanor. Savnet bliver hurtigt skubbet til side og erstattet af jalousien. 

Mobilen brummer i min lomme, men jeg ignorerer den bevidst og sætter kurs mod et næsten skjult bord, da jeg har fået min kaffe. Mit blik er stadig limet fast til gulvet, som har en underlig gul farve. Et kort sekund undre jeg mig over, hvad de vasker deres gulve med, fordi trægulvet ser ikke ud til at kunne holde til det. Jeg skal lige til at kommenterer det, da det går op for mig, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad de vasker deres gulve med. Man er her jo bare for at drikke kaffe. Desuden bestiller de fleste nok to-go her. Stedet ser ikke ligefrem indbydende ud. 

Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder der i den brune træstol, men det er et godt stykke tid, for pludselig er solen ikke til at se på himlen længere, og der går ikke lang tid før der lyder et brag og det står ned i stænger. Et suk slipper ud mellem mine sprukne læber. Jeg er klar over, at jeg burde gå hjem eller svare på de beskeder der garanteret fylder min, nu slukkede, mobil, men jeg kan bare ikke rigtig overskue det. Jeg bliver bare siddende.

"Hallo? Hr. Vi bliver nødt til at bede dig om at gå - vi lukker desværre nu." 

Jeg løfter overrasket blikket og ser ind i et par lyseblå øjne, der minder mig alt for meget om Niall'. Jeg slår blikket ned og nikker. "Undskyld," mumler jeg og rejser mig. Beslutsomt sætter jeg kurs mod døren og lader servitricen stå forbløffet bag mig. Jeg ved at hun genkendte mig, jeg kunne se det i øjnene på hende.

Der går ikke længe inden jeg er gennemblødt, men jeg sætter stadig ikke kurs hjemad, eller mod hotellet. Faktisk aner jeg ikke hvor hjem er. Jeg kan ikke huske hvorfra jeg kom. Hvilket er lidt af et problem.

 

Efter en halv time i regnen, er jeg nødt til at give op. Jeg har virkelig ingen anelse om hvor jeg er.

Jeg ser lidt rundt efter en jeg kan spørge om hjælp, men der er ikke et øje. Pludselig får jeg øje nogle skikkelser, som går med en paraply over sig. Jeg løber over gaden og prikker forsigtigt en af dem på skulderen. 

"Hallo? Må jeg spørge om noget?" De vender sig og nikker. Jeg sukker lettet. De er alle tre piger, kan jeg se.

"Hvor ligger det nærmeste hotel?" 

"Du skal bare fortsætte lige ud, så til højre ved tredje kryds, så er du der," svarer den ene pige og jeg sender hende et taknemmeligt smil.

"Tak!" 

"Hey.. Er du ikke Harry Styles?" spørger den midterste pige pludselig og jeg bider mig selv i kinden for ikke at sukke. Jeg nikker langsomt, imens jeg betragter deres holdninger gå fra venlige til fjendtlige. 

"Skrid ud af One Direction, helt seriøst. Du ødelægger alting," siger hun pludselig. Jeg stivner og betragter hende med opspilede øjne. Jeg kan ikke lade være. Hendes ord overrasker mig.

"Ja, helt seriøst. Der er forhelvede ingen der gider dig og dit kæmpe ego. Den måde du altid indtager scenen på, det er til at få kvalme over," istemmer pigen til venstre.

"Drengene gider dig helt sikkert heller ikke," tilføjer pigen til højre. 

Jeg står fuldstændig stille og betragter de tre, før venlige, piger. De vender ryggen til mig og så går de. De kunne lige så godt have tæsket løs på mig, for jeg føler mig helt mørbanket. Det føles som om noget indeni mig er gået i stykker. Knækket. Fuldstændig ødelagt. 

Jeg ved ikke hvornår jeg vender mig om og går i retning mod hotellet som drengene og jeg bor på. Jeg ved bare at jeg gør det. Da jeg når hotellet, står jeg længe bare og betragter det. Hjertet banker hårdt mod mit bryst, idet jeg går ind af den store glasdør og slæber mig afsted, hen mod vores værelse. Mine knoer rammer nærmest ikke døren, før den er slået op og en panisk - men kort efter lettet og derefter vred - Louis betragter mig. 

"Harry?! Hvor fanden har du været?! Vi har været ved at gå til af bekymring! Hvorfor fanden har du ikke taget din telefon?" Spørgsmålene hagler ned over mig, men jeg besvarer dem ikke. Betragter ham bare sløvt, og mærker hvordan pigernes ord har sat sig fast i kroppen på mig. Jeg betragter drengene, der dukker op bag Louis ryg. Betragter Liam' bekymrede ansigtsudtryk, Niall' skinnende blå øjne og Zayn' rynkede bryn. 

Et hulk bryder ud gennem mine læber og jeg læner mig langsomt ind mod Louis, som hurtigt ligger armene om mig, og jeg bryder ud i en voldsom gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...