I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15221Visninger
AA

24. 23.

5 måneder senere

De stirrer alle sammen på mig, det er jeg godt klar over, da jeg vender hovedet mod maden og rynker på næsen. Der er dage som disse, hvor jeg har lyst til at smide det hele i vasken. Dage hvor jeg har lyst til at græde, og falde tilbage i alle de gamle vaner. Nogle gange tvivler jeg på om jeg nogensinde vil blive selvsikker igen. Om det virkelig er muligt at elske mig. 

Men så er der alle de gode dage. Alle de dage hvor den evige trykken for brystet kan bæres. Dage hvor jeg ved, at jeg er elsket. Endda mere og mere af mig selv. De gode dage. De dårlige dage. De kommer og går som de har lyst - og måske er det en god ting. 

"Jeg er ikke rigtig sulten," mumler jeg og lægger min gaffel fra mig på bordet. De udveksler blikke. Sådan er det hver gang. 

"Er du sikker? Du fik ikke så meget frokost, Harry," hvisker Liam ud mellem sine sammenbidte tænder. Jeg ved, at han er ved at kæmper med sit temperament. Jeg har virkelig sat ham på prøve  som Daddy Direction det sidste års tid. 

"Ja, jeg er sikker," vrisser jeg irriteret.

"Kom nu, Harry," presser Zayn på. Jeg svarer med en lille hovedrysten. Hvorfor forstår de ikke bare, at jeg ikke har lyst? Jeg er ikke sulten. Lad mig nu bare være, tænker jeg i mit stille sind. 

"Harry.." Niall lyder opgivende. Måske er det dét, der fremprovokerer mit lille udbrud, fordi drengene må ikke give op på mig. Hvis de giver op på mig, går det hele galt. Så klapper fælden og jeg er tilbage til start. Hvis de opgiver mig, har jeg ingenting tilbage.

"Jeg er mæt, forhelvede! Forstå det dog! Jeg har ikke brug for mere mad!" Min stemme er skinger og tårerne vælder op i øjnene på mig. Jeg er så træt af at råbe af dem. Selvom jeg ikke gør det lige så tit som før, så gør det stadig lige så ondt. Deres forskrækkede blikke, sårede miner og hængende hoveder giver mig lyst til at kaste op og bare forsvinde. Jeg kan ikke holde ud at såre dem. Det føles forfærdeligt, og alligevel bliver jeg bare ved. Hvad er der dog galt med mig?

Jeg rejser mig fra bordet og går mod Louis' værelse. Jeg kan ikke lade være. Jeg føler kun ren tryghed, når jeg er sammen med ham. Lige nu er han her ikke. Han har været sammen med Eleanor hele aftenen, og det var fint nok før aftensmaden. Nu har jeg bare brug for ham, men jeg kan ikke afbryde hans date. Jeg ved, at han satte deres forhold meget på pause, da jeg havde det allerværst. 

Louis' sengetøj er helt hvidt og blødt. Hans pude dufter af hans cologne, og jeg kan ikke lade være med at snuse duften godt ind -bare for at mærke den velkendte varme omfavnelse i maven. 

Ingen af drengene prøver at komme ind på værelse. Det ville heller ikke være til nogen nytte. De ved, at jeg ikke vil lytte. De ved, at Louis er min redning på det punkt, og det vil han nok altid være. 

Jeg knuger hans dyne ind til mit bryst og lukker øjnene. Lige inden jeg falder i søvn, kan jeg mærke mine krøller glide ned i panden, men jeg er ikke vågen nok til at børste dem væk. 

***

"Du kan godt. Du kan godt, Harry," smiler pigen og stryger mig over hånden. Der er intet seksuelt over bevægelse. Det er ren blid- og ømhed, den indeholder. 

"Ja, du kan," istemmer hele flokken af mennesker der står omkring mig. Jeg bider mig i læben for, at holde tårerne fra at trille ned af kinderne. 

"Ja, du kan," hvisker en genkendelig stemme og pludselig kan jeg se Clara i mængden. Min hjerte pumper i brystet og mit syn bliver sløret af tårer. Jeg må have set på hende med et opgivende ansigt, fordi hun sender mig sit forsikrende smil, sådan som hun altid gjorde. 

"Jeg ved du kan gøre det, Harry," hvisker hun blidt. "Det er netop en af de ting du kan." Da hendes hånd omslutter mit ansigt i en omsorgsfuld gestus...

Vågner jeg. 

"Haz?" hvisker en stemme og stryger mig lidt over håret. "Hvad laver du herinde?"

Jeg glipper med øjnene og ser lige op i Louis hoved. Et smil er klistret på ansigtet af ham, og jeg ved, at det er Eleanors skyld. Hun er den eneste, der kan få ham til at skinne så meget. Det er jeg hende taknemmelig for. Men jeg kan ikke lade være med at nyde Louis' fortsættende strygen over håret. Jeg mumler svaret ned i hans hovedpude og kan mærke hvordan varmen stiger op i kinderne. Det er pinligt, at jeg har så meget brug for ham.

"Hvad sagde du?" 

"Jeg savnede dig, men jeg ville ikke afbryde jeres aftale, det kunne jeg ikke være bekendt, så jeg gik bare et sted hen, hvor jeg kunne være sammen med dig uden at forstyrre," mumler jeg flovt og ser ned.

Så er det som om, at Louis smelter og hans smil bliver - hvis det overhovedet er muligt - endnu blidere. 

"Åh, Haz. Du ved, at du altid kan ringe. Jeg er der altid, hvis du har brug for mig, love," hvisker han og løfter forsigtigt mit hoved. Han kysser mig blidt på panden og jeg kan ikke lade være med at smile. Smilet er så stort, at jeg kan mærke mine smilehuller titte frem. Det får Louis til at smile endnu større. 

"Kom, lad os få noget aftensmad, ikke?" Jeg nikker og rejser mig op. Omslynget går vi ind i køkkenet sammen og Louis bikser en sund portion mad sammen. Lige præcis det antal kulhydrater, proteiner og fedt som jeg må få og har brug for. 

Vi spiser i en behagelig stilhed, og da jeg næsten er færdig kommer resten af drengene ind. Jeg tror, at de ved, at krigszonen er forbi. At jeg er faldet ned på jorden igen, fordi Louis er kommet hjem. 

"Undskyld, at jeg snærrede af jer. Det var ikke min mening," undskylder jeg og ser bedende på dem. 

Niall lyser op i sit sædvanlige smil, Liams ansigt bløder fuldstændig op og Zayn ser utrolig lettet ud. Pludselig bliver hele scenariet en stor pærevælling af kram og undskyldninger. Smilet er slet ikke til at tørre af mit ansigt, og det føles helt fantastisk. Smerten i brystregionen er væk, og udfyldt med ren og skær glæde. Sådan vil det være. Men det er netop en af de ting jeg kan. Blive rask. Med det får jeg en god idé til at redde mig selv - og drengene - fra lignende situationer. Jeg undskylder mig, rydder mine ting ud og smider dem i opvaskemaskinen, og med det går jeg ud af døren og mod Londons midte. 

***

Da jeg åbner døren ind til den lidt snuskede tatoveringsforretning, hvor jeg har fået lavet størstedelen af mine tatoveringer, er det lugten af cigaretrøg der rammer mig først. Men det gør mig ikke noget, fordi jeg ved hvor professionelle personalet er og hvor gode de er til at lytte til ens idéer. 

"Harry! Lang tid siden," hilser den yngste af tatovørerne, Natalie. Jeg smiler som en hilsen og nikker lidt. 

"Ja, jeg tænkte, at det var ved at være tid igen," ler jeg og trækker derefter på skulderne. Idéen er helt perfekt i mit hoved, og jeg kan ikke vente med at fortælle hende det. Natalie smiler let og vasker så sine hænder.

"Hvad skal du så have lavet?"

"To tatoveringer med tekst, en på hver under arm, lige over disse," smiler jeg og viser mine arme frem. I starten var det grænseoverskridende at vise mine arme med de store ar. Men nu virker det okay. Natalie nikker bare lidt og tager fat i mine arme for, at finde ud af hvor hun skal tatovere. 

Så sætter hun mig ned i stolen og tager en kuglepind og et papir frem, så hun kan skitse det fra mig.

"Hvad skal der stå?"

"The things I can og the things I can't."

Natalie nikker og skriver på papiret. Da hun er færdig, godkender jeg det og hun går igang. Det tager kun 30 minutter og så er hun færdig. Smerten er ikke voldsom, men heller ikke ikke-eksisterende. Men det er helt sikkert det værd. Det er det værd, at blive rask. 

Da hun er færdig binder hun lidt film om, som hun plejer og giver mig noget creme, som jeg kan pleje det med. Jeg får hurtigt betalt og skal til at gå ud, da hun råber på mig. 

"Harry?" 

Jeg vender mig om og hæver et øjenbryn. "Ja?"

"Det er en af de ting du kan, det ved du godt, ikke? Du kan godt blive rask." 

Overraskelsen strømmer op igennem hele min krop og så nikker jeg. "Jo, det ved jeg godt." 

Natalie smiler lidt og stryger noget af det lange blonde hår væk fra øjnene. I aftenlyset ser hendes kindben uhyggeligt fremtrædende ud, men det klæder hende på en fantastisk måde. "Godt. God aften, Harry." 

Jeg åbner døren og går ud i den kølige aftenluft. Den omfavner mig ligeså blidt som Louis ville have gjort det. Tilfredsheden fylder hele min krop og pludselig griner jeg. Griner af lettelse. Af glæde. Af sorg. Af hvor latterligt livet kan være. Men også over hvor fantastisk det er. 

_______________

A/N: 

Så fik I sidste kapitel. Der kommer dog en Epilog og en Efterskrift. Desuden vil jeg lige takke for 105 favoritlister og 100 likes. Det er totalt surrealistisk og jeg er virkelig, virkelig, glad. I er fantastiske.

Hvad synes I om dette kapitel? Smid gerne en kommentar. Dem elsker jeg virkelig. 

 

Det er ikke rettet, så undskylder småfejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...