I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15268Visninger
AA

23. 22.

"Så du siger, at du altid var usikker på dig selv?" spørger dr. Sullivan mig. Mine tænder famler efter min underlæbe, idet jeg tøver. Til sidst ender jeg med at nikke. 

"Hvornår startede det?" Jeg trækker på skulderne, og fumler med hænderne, imens jeg kigger ned. Min trøje er ved at gå op i syningen efter alt pilleriet. Der er næsten gået 5 minutter, da jeg løfter hovedet og ser på dr. Sullivan, som bare betragter mig afventende med et smil i mundvigen. 

"Jeg tror, det startede allerede ved mine forældres skilsmisse. Jeg følte mig ikke god nok til min far, forstår du? Hvorfor ville han ellers skride? Min mor var fantastisk. Er fantastisk, og det samme er Gemma, så jeg måtte være grunden," mumler jeg sammenbidt ud gennem tænderne. Når det bliver sagt højt, lyder det latterligt, men det er sådan det er. Der er ingen grund til at lyve længere. Jeg vil så gerne være mere sammen med drengene, uden deres triste ansigtsudtryk og skuffede miner. Det eneste jeg vil er, at min mor skal kunne se mig i øjnene igen. 

"Du ved godt, nu, at det ikke var din skyld, ikke?" Hendes stemme er blid; den minder mig om den måde min mor strøg mig over håret, og trøstede mig, når jeg var ked af det, fordi jeg havde slået mig. 

Jeg svarer på hendes spørgsmål med et skuldertræk. 

"Ligesom at det heller ikke var din skyld, at Clara døde."

Ordene møder mig som et slag i ansigtet. Jeg er næsten sikker på, at mit ansigt ville være beskrevet som forfærdet. Pludselig spænder jeg i hele kroppen og piller endnu mere ved den løsrevne tråd i min trøje. 

"Jeg skulle have passet på hende," hvisker jeg sammenbidt. Ordene når næsten ikke ud gennem mine tænder. "Hun var der for mig, og jeg skulle have været der for hende. Jeg svigtede hende, da hun behøvede mig allermest." Det stikker i mig, og tårerne brænder i øjnene. Der er noget der blusser op indeni mig, og først kan jeg ikke mærke hvad det er. Pludselig går det dog op for mig. Det er selvhadet. Jeg kan mærke det igen.

"Det brænder."

"Hvad mener du, Harry?" Dr. Sullivan spørger med den blide stemme, som næsten får ordene til at flyde ud af munden på mig. Det må være en form for magisk kræft, hun har. 

"Jeg kan mærke det," jeg peger mod mit bryst, "det gør så ondt, jeg er så træt af det." 

"Hvad er det, som du kan mærke?" 

"Hadet. Jeg er så træt af at hade mig selv, jeg er så træt af at råbe af mig selv hele tiden, skælde mig selv ud for hver enkel fejl, jeg laver," alle ordene svider i halsen. Men det føles godt, at sige det højt. Det er som at få fjernet en byrde fra mine skuldre. 

"Hvis du skulle gøre noget om, Harry, hvad ville du så gøre? Hvad tror du, der ville hjælpe?" Det får lukket munden på mig. Hvis jeg kunne gøre noget om? I et lille stykke tid er jeg fuldstændig på bar bund, men så kommer svaret til mig. 

"Jeg ville snakke med Clara, sige undskyld til hende." 

Det efterlader dr. Sullivan tavs i et lille stykke tid. Hun får en lille rynke i panden, og det virker ikke engang mærkeligt, at jeg sidder og betragter hende. Jeg kan godt lide at se på hende. Som om at hun har alle svarerene. Det bliver hun nødt til at have, ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. 

"Jeg synes, at vi skal gå en tur, du trænger sikkert også til at komme ud," siger hun så med et smil på læben, "har jeg ikke ret?"

Begejstringen er slet ikke til at styre, da det går op for mig, at hun mener det, så jeg nikker bare ivrigt. Dr. Sullivan rækker ud efter sin frakke og giver et lille nik mod døren. "Smut ind og fin en jakke, så møder du mig ved udgangen bagefter." Jeg er lige ved at vælte min stol i begejstringen. 

*** 

Luften er et frisk, men køligt slag i ansigtet, så jeg pakker mig godt ind i min frakke og gemmer hænderne i lommerne. Vi går lidt i stilhed, men den er ikke akavet, den er bare behagelig. Der er ingen piger, der kommer løbende i mod mig, eller tager billeder på afstand. Det er som om, at hele verden har forstået, at jeg bare har brug for lidt ro. Ro til at finde ud af om alt det her er noget værd. Om livet rent faktisk er det her stress værd. Jeg er stadig lidt i tvivl. 

"Vi skal denne vej, Harry," smiler hun og guider mig hen af en grussti. Det føles som om, at jeg har været her før, men jeg er ikke sikker. 

Da vi når et stakit og et stort græsareal, ved jeg pludselig, hvor vi er. Jeg stopper op og stirrer ud over alle gravstenene. 

"Hvad skal vi her?" spørger jeg skarpt og stirrer på dr. Sullivan. 

"Vi skal besøge Clara," svarer hun mig bare og betragter mit ansigt. Blæsten hiver i mit hår, som blæser ned i øjnene på mig. Jeg skubber det irriteret væk og tripper.

"Jeg tror ikke, at det er en god-"

"Jeg tror, at det er det helt rigtigt at gøre," afgør hun og med det begiver vi os ned til det gravsted, hvor Clara blev begravet for lidt over en uge siden. 

Det føles som om, at luften bliver tykkere og tykkere idet de nærmer sig graven. Mine skridt bliver langsommere og langsommere. Jeg er ved at blive kvalt, og da vi er lige godt en meter fra graven, kan jeg ikke mere. Mine ben braser sammen under mig, og jeg gemmer hovedet i hænderne. 

"Jeg kan ikke," gisper jeg, "jeg kan ikke."

Dr. Sullivan sætter sig på hug foran mig og stryger mig med sine lange slanke fingre over håret. "Du kan godt, Harry, hun er lige der, gå hen og snak med hende, fortæl hende alt det, du havde mod til på hospitalet." 

Det tager mig mindst ti minutter, at samle mod og kræfter til at gå den sidste meter hen til gravstenen. Jeg kører mine lange fingre hen over hendes navn, og bider mig i læben; kæmper for at holde tårerne tilbage. Bag mig træder dr. Sullivan lidt væk. 

"Jeg er tilbage, når du er færdig, okay?" Jeg nikker bare, fuldstændig fokuseret på graven, jeg står overfor. Som jeg næsten står på. Tanken er uvirkelig; under mig ligger Clara. Stadig i sin krop, bare ikke tilstedeværende. Næsten som sidste gang vi var sammen. 

"H-" min stemme er hæs, og jeg kan næsten ikke få alle de små ord over mine læber, "Hej Clara."

Mine fingre ryster, da jeg fortsætter: "Jeg savner dig. Meget. Det hele virker langt mere uoverskueligt uden dig, også selvom vi kun kendte hinanden i et kort stykke tid. Du gav mig mod. Mod til at fortsætte. Men det forsvandt med dig."

Et snøft bryder ud gennem mine læber, og tårerne begynder langsomt at trille, men det påvirker ikke min stemme. Jeg bliver ved med at snakke.

"Jeg er så ked af det. Ked af, at jeg ikke lyttede eller pressede mere på. Det eneste jeg tænker på er, at hvis jeg havde presset mere på, så havde du spist aftensmaden uden at kaste op. Så var dit spiserør ikke bristet. Jeg er så ked af det, undskyld." Nu hulker jeg. Det ene hulk efter det andet splitter mine læber ad. 

"Det gør ondt helt inde i brystet. Jeg hader mig selv for ikke at kunne hjælpe dig. Jeg hadede mig selv nok til ikke at ville leve mere, siger det ikke nok?" Jeg snøfter ynkeligt. "Og nu.. Nu ved jeg ikke hvad jeg vil, Clara. Hvad skal jeg gøre? Hele min krop siger, at jeg skal blive. Men jeg kan ikke holde ud, hvis det bliver på de her præmisser. Jeg kan ikke holde det ud, hvis mit hoved skal eksploderer hver dag, eller hvis jeg hver eneste dag, skal have lyst til at smadre mit spejlbillede." 

Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. 

"Alt jeg vil er, at se mig selv i spejlet og bare være lidt tilfreds. Jeg vil bare gerne elske mig selv igen. Eller at vide at det hele nok skal blive godt en dag. Hvorfor er der ikke nogen der kan love mig det?" 

Et lille vindpust omfavner mig, og jeg lader det give mig et kram. Jeg kan næsten høre Clara citere A Walk To Remember, hendes yndlingsbog; “Love is like the wind, you can't see it but you can feel it.”

Og det er præcis sådan jeg har det med Clara, da jeg rejser mig op og tørrer øjnene. Hun er som vinden, jeg kan ikke se hende, men jeg vil altid kunne mærke hende. 

Længere nede af grusstien, kan jeg se dr. Sullivan vente på mig. Jeg lader en sidste gang blikket glide over hendes navn. 

"Jeg er ked af det, Clara, og jeg savner dig. Jeg håber, at du har det bedre nu," endnu et vindpust omfavner mig, og jeg griner lidt; tager det som et ja, "jeg elsker dig. Det vil jeg altid gøre." 

Med de ord vender jeg mig om og går mod dr. Sullivan. Betydeligt mere lettet end før. Jeg var måske godt ødelagt, men stykkerne er ved at blive limet. Måske kan jeg godt fikses. Måske kan jeg endda blive hel igen? Ingen ved det. Kun tiden vil vise det.

_________________

A/N: 

Jaaa, endnu et kapitel, og så er det endda et af de sidste. Jeg tror ikke, at der er mere end 2 tilbage. Men de kommer nok ikke først om hundrede år. Med mindre jeg får skrevet lidt i morgen, nu må vi se.

Hvad synes I? Havde I forventet det? Giv gerne lidt respons, det elsker jeg. 

Det er btw. ikke rettet, håber jeg snart får tid til, at rette alle kapitler. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...