I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15214Visninger
AA

22. 21.

"Jeg vandt!" 

Hvad er klokken?

"Hallo?"

Hvornår var det nu, at samtalen begyndte? Jeg er i tvivl.

"Harryyyyy.."

Hvad skal jeg sige?

"Come on, buddy.. Du er ikke til megen sjov."

Hvem mon det er?

"Jeg er såret, jeg er virkelig såret."

Hvordan mon personen er?

"Jeg er dybt og evigt forelsket i dig, Harry, også selvom du synes at vinduet er dobbelt så spændende som mig. Det er faktisk dét der gør dig så interessant. Vindueskiggeren Harry. Lige min smag, mums. Helt sikkert bedre end Nando's." 

"Hvad?" Min stemme er skarp og forvirret. Jeg har ingen anelse om, hvad Niall lige har sagt, det eneste jeg når at fange er, at han er forelsket i mig. Vent.. Hvad?!

"Great. Du reagerer først når jeg erklærer min kærlighed til dig, og sammenligner dig med Nando's. Jeg kan forstå, at du ikke helt har det på samme måde som jeg," griner han. Nialls blå øjne glimter, og det går op for mig, at jeg har savnet at se dem grine. De sidste par måneder har været det rene helvede - og ikke kun for mig, men også alle omkring mig. 

"Er du forelsket i mig?!" forlanger jeg at vide. 

Grinet der lyder er så højt, at det giver genlyd i værelset. Mange gange. Hvilket resulterer i, at jeg er dobbelt så forvirret nu. Kortspillet som ligger på hospitalsbordet foran os flyver nærmest fra hinanden på grund af hans latter. 

"Nej, forhelvede, jeg prøvede bare at komme i kontakt med dig." 

Lettelsen svømmer ind over mig, jeg mærker en tydelig rød farve stige op i kinderne, og af ren vane slår jeg blikket ned. Det føles mærkeligt pludselig, at kunne få varmen igen. Det har været nogle kolde måneder både indeni og udenpå. Men smilet er ikke til at ryste af. Da jeg løfter blikket igen, betragter Niall mig. Jeg hæver et øjenbryn for at få en forklaring.

"Det er godt, at se dig smile igen. Og blive varm i kinderne," mumler han og piller lidt ved sit ærme. 

Jeg skal til at sige, at det føles godt, men noget standser mig. For hvis jeg siger det, så går jeg hele vejen. Så indrømmer jeg, at jeg har haft det skidt, og så lyver jeg direkte, når jeg siger, at jeg har haft det fint - og stadig har det fint. De små ord kan ændre alt, og det er jeg ikke klar til. Ikke endnu. Måske aldrig. Så i stedet smiler jeg bare forsigtigt op til Niall, og han nikker kort som om, at han forstår mig. Måske gør han. Men hvordan klarer han sig så? Hvordan kaperer han det hele? Alt det som jeg har så svært ved at kapere?

"Hvordan gør du det?" spørger jeg.

Han ser op med et forvirret blik i de klare blå øjne. "Hvordan gør jeg hvad?"

"Hvordan klarer I jer? Hvordan kaperer i presset fra medierne, pigerne, hvordan gør I?" Min stemme lyder bedende, og det er den i sidste ende nok også. Jeg har brug for, at han giver mig en løsning, så jeg kan vende alt det her op og ned igen. Så jeg igen kan stå frem og være selvsikker omkring mig selv, uden konstant at have behov for folks accept. Endnu engang vender jeg blikket ned, og af den grund opdager jeg ikke, at de andre drenge kommer ind i rummet. 

"Jeg ved det ikke, Haz, mate. Vi har ikke nogen konkret løsning på det. Men jeg tror at hovedgrunden til, at vi har nemmere ved presset er," han kæmper virkelig for at bruge de rigtige ord, og det får taknemmeligheden til at strømme igennem mig, "at vi snakker med hinanden. Det har altid været nemt for os fire at snakke. Det har været lidt sværere for dig."

Jeg krymper mig lidt i hospitalstøjet. "Så det er min egen skyld?" 

"Overhovedet ikke," forsikrer han mig. "Du har bare været vant til, at skulle være stærk. Nu skal du bare lære, at det også er okay at vise de mindre stærke sider." 

Jeg nikker lidt til hans ord, imens jeg tygger på min underlæbe. Det han siger giver mening, men jeg er stadig ikke sikker på det. 

"Men når nogen siger du er tyk, eller spiser for meget.. Hvad gør du så? Hvorfor kaster du dig ikke ud mod toilettet som det første? Hvorfor finder du ikke en kniv frem? Hvorfor stopper du ikke med at spise? Hvorfor er det kun mig, der lavede den fejl? Hvorfor var jeg fejlen?" Min stemme er så lille og skrøbelig, at jeg krymper mig over min ynkelighed. Men jeg kan ikke lade være, jeg har brug for svar. 

"Vi har alle sammen haft forskellige måder, at kapere hele denne her verden på," siger en stemme pludselig. Jeg løfter overraskende blikket og ser på Liam. Zayn og Louis står der også. De ser seriøse ud, men ikke på den samme måde som de har gjort de sidste par måneder. Der er en ro i deres øjne. Randerne under deres øjne er ikke så synlige længere. 

"Da mine forældre gik fra hinanden, havde jeg en frygtelig skyldfølelse. Jeg havde det som om, at det var mig der kom i vejen for deres ægteskab. Det ved jeg godt, at det ikke var, men sådan føltes det," siger Louis og kigger på mig. Derefter begynder han at åbne sine bukser, og trække dem ned. Jeg stirrer underligt på ham, og jeg kan mærke, at de andre også gør det. Ingen ved hvad der kommer som det næste. Louis trækker lidt op i sine boxers, og viser nogle tydelige hvide linjer. Jeg gisper og griber om mine arme. 

"Du.. Du.. Du har skåret i dig selv?" 

Han nikker. "Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde hørt, at det virkede, og det gjorde det også i en sum tid. Men da min mor fandt ud af det, blev der hurtigt sat en stopper for det. Jeg blev sendt til psykolog et par gange, og det hjalp en hel del. Men først da det hele faldt på plads derhjemme, havde jeg ikke den der tunge fornemmelse i maven og trykken for brystet." 

Louis' historie fører de andres med sig. Det viser sig, at alle drengene har været igennem meget. Zayn har været igennem så mange racistiske perioder, at det medførte voldelighed med sig. Men hans mor fik ham på rette spor igen. Liam har været besat af træning. Besat af at blive større og være i stand til at tæve dem, som mobbede ham på skolen. Han rynker brynene og stryger sig med det helt kortklippede hår. 

Niall kigger lidt ned i sit skød før, at han mumler noget uhørligt. 

"Hvad?" spørger Liam blidt, og lægger en tryg og forsikrende hånd på hans skulder. 

"Der var en pige derhjemme, som jeg var virkelig forelsket i før x-factor. Vi var sammen i 2 år. Det sidste halve år kæmpede hun med kræft, og da hun døde.. Der brød hele min verden sammen. Jeg lukkede mig inde. Jeg ville hverken spise eller drikke, og det endte med, at jeg dehydrerede fuldstændig. Jeg vågnede op på hospitalet en uge senere. Jeg mistede en hel uge af mit liv," hvisker han. 

Forsigtigt læner jeg mig frem og tager hans hånd. De andre drenge følger min gestus. Liam tager Nialls anden frie, Zayn tager Liam og Louis', og Louis tager min. 

"Jeg tror... Jeg.." 

Drengene presser mig ikke, de venter bare stille og roligt på, at jeg får formuleret de ord, der venter, ordenligt. 

"Jeg vil virkelig gerne have jeres hjælp," hvisker jeg lavt og betragter deres ansigter en for en. De smiler alle roligt og nikker lidt. Louis har næsten tårer i øjnene kan jeg se. Savnet stikker i mig. Selvom de står lige foran mig, og vi endelig er sammen igen, så gør de sidste par måneders savn så ondt i hele kroppen. 

En banken på døren vækker os, og vi slipper hinandens hænder. Louis tørrer øjnene inden en sygeplejerske stikker hovedet ind af døren. 

"Harry, dr. Sullivan er klar," smiler hun. 

_______________

A/N: 

Okay, jeg må ærligt indrømme, at det føltes som et langt kapitel at skrive. Hvad synes I? Og er I ikke bare begejstrede for, at der er et nyt kapitel så tæt på det andet? 

Det er heller ikke rettet, men jeg gør det nok i morgen sammen med det sidste kapitel.

Godnat, sov godt! (Og tak fordi I læser min movella!!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...