I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15490Visninger
AA

3. 2.

"Wow, Harry, har du ikke lukket et øje i nat eller hvad?" spørger Zayn grinende, da jeg kommer ind i vores fællesstue, som er fyldt op med den lækreste brunch, næste morgen. Jeg sender Zayn et ondt blik og smider mig på den ene sofa ved siden af Liam, som sidder med en fyldt tallerken, ikke mere fyldt end Niall' dog, på sit skød. 

"Morgen, Haz," hilser han og jeg nikker træt. Min mave rumler højlydt og Niall udstøder et fnis, der mildest sagt lyder retarderet. Ingen tvivl om at jeg elsker Niall, men hans grin er bogstaveligt talt "ha-ha-ha", og det lyder virkelig dumt nogle gange. 

"Sulten, Harry?" spørger Niall og slår ud med armene. "Der er masser af mad." 

Pigens ord fra igår lyder i mit hoved og jeg napper mig selv lidt i læben. Liam bemærker det. "Er du okay?" Jeg nikker lettere irritabelt. "Du spurgte også i går, jeg har det fint, Liam." 

Niall sender mit et irettesættende blik og jeg sukker dybt. "Undskyld, Payne," mumler jeg og han sender mig et ubekymret smil. "Det skal du ikke tænke på, du." Han tilgiver mig for let. Alt, alt for let. Jeg kaster mig frem mod Liam og sætter mig på knæ foran ham. "Kan du tilgive mig, please, sig at du kan tilg-" Jeg når ikke længere, da Louis slår døren op og ser forvirret på Liam og jeg. 

"Haz? What the.. Hvorfor ligner det at du er i færd med at fri til Liam? Er der noget I gerne vil fortælle mig?" 

Louis' forvirrede stemme får os til at bryde sammen af grin og Niall prøver mellem sine små latterudbrud, at forklare hvad der virkelig skete. Louis ligner stadig en der ikke forstår en pind. Han laver en afværgrende bevægelse med sin ene hånd og sætter sig mellem Niall og Zayn i sofaen overfor Liam og jeg. 

"Hvor er kaffen? Jeg skal bruge mindst 2 kopper inden I prøver at forklare mig, hvad det var I havde gang i."

Jeg rækker ud efter kanden med kaffe og tager to kopper. Jeg hælder kaffe op i begge to, et en sjat mælk i Louis', fordi han ikke er en rigtig mand og sort til mig, fordi det er jeg. Overhovedet ikke, jeg er bare ved at falde i søvn. 

"Here you go, LouLou," siger jeg og rækker kaffen med mælk over til ham. Han tager den med et forbløffet ansigtsudtryk. "Har du ikke sovet i nat eller hvad sker der?" spørger han overrasket og jeg ryster på hovedet. Jeg kæmper virkelig for at holde øjnene åbne. Det er jo meningen at vi skal sove og slappe af inden den næste koncert, men selve tanken har holdt mig oppe hele natten. 

"Nej, min hovedpine har holdt mig vågen hele natten," mumler jeg med et tamt smil og ved med det samme, at Louis ikke er hoppet på den, da han ser på mig med et hævet øjenbryn, men trækker derefter ligegyldigt på skulderne. Men jeg ved at han ikke slipper det, men venter til han har mig alene. Jeg må bare undgå ham at være alene med ham resten af dagen, så kan det være at han lader det være.

Jeg betragter Louis der fylder mad på sin tallerken og Niall som er i færd med at fylde op igen. Et smil breder sig på mine læber, og jeg kan ikke lade være med at himle med øjnene. Drengen kan jo spise mere end 20 mænd til sammen og alligevel er han slank som bare pokker. 

"Hvad synes I vi skal lave i dag?" spørger Zayn og sender os et bredt smil. "Vi har jo fri de næste par dage." 

Jeg bemærker pludselig Louis' blik på mig og kigger ned i min sorte kaffe. "Skal du ikke have noget at spise, Hazza?" spørger han lavt, tydeligvis bekymret. Jeg svarer ikke og bider mig lidt i læben. Pigens ord giver genlyd i mit hoved. 

"Jeg vil gerne ned i fitness. De har vidst både træningsrum og pool her på hotellet," svarer Liam ud af det blå og jeg sukker lettet, glad for at fokus er væk fra mig. Pludselig går det op for mig, hvad han lige sagde. Træning? Det lyder som en god idé et eller andet sted. 

"Jeg tror gerne jeg vil være sammen med Eleanor. Skal du ikke være sammen med Danielle, Liam?" spørger Louis og vender blikket mod sin bedste ven. Liam ryster ulykkeligt på hovedet. 

"Hun er til audition i New York, så hun er ikke hjemme før om en uge." Jeg stryger trøstende over ryggen og sender ham et bredt Harry-Styles-smil. "Så er det godt du har mig," ler jeg og slår ud med at armene, for at påpege at man ikke får bedre. Han ryster lidt på hovedet, men sender mig et lille smil. 

"Så træning it is," bestemmer Zayn og der lyder et dybt suk fra Niall. "Virkelig? Behøøøøves vi?" 

Vi griner alle sammen af ham og Louis klapper ham på skulderen. "Nogen skal jo gøre det, Nialler. Nogen skal jo gøre det." Niall sukker teatralsk og gemmer hovedet i hænderne. Jeg griner og sluger det sidste af min kaffe i en mundfuld. Jeg har virkelig brug for koffeinen. 

Jeg rejser mig hurtigt, og tager kort fat i sofaens kant, da det sortner for mine øjne. Jeg famler lidt i blinde og udstøder en lille lyd, da jeg igen kan se rummet for mig. "Så ses vi i fitness," smiler jeg og efterlader de 4 drenge siddende, måbende bag mig. Det er længe siden, at jeg frivilligt er gået i fitness. Jeg plejer lidt at være på Niall' side på det punkt. Men jeg har taget en beslutning, nu skal det være. 

Da jeg kommer ind på vores, Louis og mit, værelse, går jeg direkte ud på badeværelset og flår min toilettaske op, for at finde nogle hovedpinepiller. Jeg går gennem alle rummene og sukker irriteret, da det går op for mig, at de ikke er der. Hvor lagde jeg dem dog sidst? En lyd fra døren får mig til at fare sammen og jeg vender mig hurtigt om, og prøver at tørre det desperate ansigtsudtryk af mit ansigt, men da jeg ser Louis' blik, ved jeg med det samme, at han har set det.

"Hvad sker der lige, Harry?" Louis er altid seriøs, når han bruger mit fornavn. For det meste går jeg bare under Hazza eller Haz. 

"Ingenting, jeg leder bare efter mine hovedpinepiller, jeg var sikker på, at jeg havde taget dem med," mumler jeg lavt og vender mig om igen. Jeg fumler med mine hænder og det går langsomt op for mig, at jeg ryster. Med en dyb vejrtrækning prøver jeg at berolige mig selv, og det lykkes nogenlunde. 

"Slap af, jeg har nogen," siger Louis mumlende og lavt, og jeg ved pludselig at han er skuffet over, at jeg ikke deler mine tanker med ham. Det plejer jeg at gøre, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det her højt. Ikke til nogen og især ikke til drengene. De vil bare synes at jeg er latterlig. 

Louis rækker mig 2 hovedpinepiller og jeg synker dem hurtigt. "Tak, LouLou," mumler jeg og stryger ud gennem badeværelset, men jeg når ikke længere end til døren, da Louis tager fat i min arm med et ømt ansigtsudtryk. 

"Du ved godt, du kan fortælle mig alting, ikke Harry?" 

Jeg nikker tøvende og han slipper mig så. Jeg klæder hurtigt om, tager en drikkedunk, mit kort til hotelværelset og et håndklæde. Det eneste der står klart for mig nu, er at jeg skal træne. 

"Er I klar drenge?" spørger jeg Niall, Liam og Zayn. De nikker og så smutter vi nedenunder for at træne igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...