I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15431Visninger
AA

20. 19.

Louis' synsvinkel 

Harrys blege ansigt går næsten i et med de hvide lagner som omgiver ham. Der er maskiner tilkoblet til hele hans magre krop, og det er ubeskriveligt hvor meget synet skræmmer mig. Han har ligget ubevægelig i næsten 4 timer siden, at lægerne meddelte, at hans mave var fuldstændig tømt, og at han nok skulle overleve den ubeskrivelige store dosis af piller, som han havde slugt. 

"Han skal nok overleve sit selvmordsforsøg," havde de sagt.

Selvmordsforsøg. Selvmordsforsøg. Selvmordsforsøg 

Ordet runger stadig i ørerne, og giver mig lyst til at lukke øjnene og græde al frustrationen ud, men en lille bevægelse fanger min øjenkrog. Harry rører på sig. Jeg betragter hans lange tynde fingre bevæge sig en smule, og ser at han har små tics ved øjet. Dér bliver det for meget og jeg styrter ud af rummet, og lader ham vågne op; alene. 

Da jeg kommer ud i venteværelset, hvor drengene sidder, ser de alle overrasket på mig.

"Hvad sker der?" spørger Liam med sin bekymrede far-stemme.

"Han er ved at vågne op," svarer jeg nøgternt.

"Hvorfor er du så her? Nu? Burde du ikke være ved ham?" Jeg fornemmer en smule afsky i Liams stemme, og kan se, at han virkelig behersker sig for ikke at begynde at råbe, men jeg ryster bare på hovedet og går væk fra dem.

"For fanden, Louis," bander Zayn bag mig.

Harrys synsvinkel 

Da jeg åbner øjnene, er jeg først fuldstændig lettet. Alting er helt hvidt, så det må være det. Men så bemærker jeg smerten i mit bryst, og hovedpinen der breder sig over mine øjne. Panikken fylder hele min krop, så voldsomt meget, at jeg næsten kan mærke den helt ud i fingerspidserne. Det er der, at det går op for mig, at jeg ikke er død. Men jeg at jeg er i live. Alt for meget i live. Jeg er rasende; rasende på mig selv over, at jeg ikke engang kan gøre noget rigtigt. Jeg kan ikke engang slå mig selv ihjel uden at fejle. 

Langsomt får jeg løftet hovedet og ser ind i en lettet Liam, bekymret Zayn og tårevældet Niall. Der er ingen Louis, bemærker jeg. Det gør ondt i brystet, at han ikke er her, men jeg forstår ham også godt. Jeg ville også skride fra mig selv, hvis jeg havde chancen. 

"Harry-" begynder Liam. "Hey mate, har du sovet godt?" afbryder Zayn Liam og sender mig et blidt smil, og prøver at skjule den tydelige skuffelse i hans øjne.

"Nej, jeg vågnede op igen," mumler jeg lavt og ser ned i dynen som er svøbt godt om mig, imens jeg ignorerer Nialls tydelige gisp og Liam der tager hans hånd og mumler lave beroligende sætninger. 

"Jeg ville bare gerne dø," hvisker jeg umenneskeligt lavt. Men Zayn bider mærke i det. Tårerne vælder op i øjnene på mig og pludselig er det hele bare for meget. Jeg kan mærke hysteriet komme snigende. 

"Jeg vil bare gerne dø!" skriger jeg og hamrer i ren protest armene ned i den stive hospitalsseng. Vreden overtager hver enkel lille celle af min krop og jeg kaster mig rundt, imens jeg gentagende gange skriger. Hulkene baner sig ud gennem munden på mig, og små sorte prikker danser for øjnene af mig. Det føles som om, at hele værelset er ved at sluge mig. Endnu et skrig og en protest flyder over mine sprukne læber. Jeg vil jo bare ikke mere. 

Louis' synsvinkel

Da jeg ser, at Zayn kommer løbende ud fra Harrys værelse, ved jeg at den er helt gal. Men alligevel rykker jeg mig ikke ud af stedet, jeg ved ikke om jeg kan holde ud at se min bedste ven, have det så forfærdeligt. Men så hører jeg ham skrige, og så er jeg oppe af den forfærdelige plastikstol, før Zayn når at sige noget til mig.

Han ser forfærdelig ud, da jeg kommer ind. Men jeg ved straks hvad der skal til. Så forsigtigt lister jeg over til ham og griber fat i ham. 

"Harry, Harry, schhyyy... Så, det er okay, du er i live, og det er okay," hvisker jeg forsigtigt.

"Men jeg vil bare gerne, jeg kan ikke," hikster han, "jeg vil bare gerne dø. JEG VIL BARE GERNE DØ." Han skriger det sidste, og jeg modstår lysten til at skrige igen. 

"Hey, hey, hey, kom her, vi skal nok få styr på det. Vi skal nok klare den. Du skal nok klare den," prøver jeg igen, men han ryster bare på hovedet og kæmper mod mit greb endnu engang. Men jeg giver ikke op, det kan jeg ikke tillade mig. Han er min bedste ven. Jeg er nødt til det. 

"Harry, kig på mig," hvisker jeg. Men han ryster på hovedet, og ser ned. "Harry, babe." Jeg bliver ved. Han ryster på hovedet igen.

"Hazza," og med det simple tonefald, som jeg kun bruger ved ham, slapper han helt af i kroppen. Han stopper med at græde, og jeg kan mærke ham slappe fuldstændig af i mine arme. 

"Du skal nok klare den, love," hvisker jeg og kysser ham på hovedet. Denne gang ved jeg, at det passer. 

Liams synsvinkel

For en gangs skyld ved jeg ikke hvad jeg skal sige, da jeg ser på gruppen af journalister, som kun vokser sig større og større jo flere minutter der går. Klumpen i halsen bliver større og jeg synker en enkelt gang, for at forberede mig på, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke lyst til at sige det, men det er en nødvendighed, det ved jeg. For Harrys helbred især. 

"Vi har besluttet-" min stemme knækker over og jeg er nødt til at hoste en enkel gang for, at få ordene frem. 

"Vi har besluttet at holde pause."

Det hele eksploderer i spørgsmål, og blitzerne blænder mig. Bomben er smidt, og nu vælter spørgsmålene ind. 

_________________
A/N:

Så fik I lige et kapitel! Håber I er tilfredse med det :) Vi er ved at nå til vejs ende. 

Hvad synes I om, at bandet holder pause? Kommer det nogensinde op igen? Bliver Harry okay igen? Åh nej, åh nej. :)

Skriv hvad I synes!

Det er ikke rettet, skal nok lige rette senere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...