I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15428Visninger
AA

19. 18.

En uge senere

Kraven bliver ved med at sidde skævt - lige meget hvor meget, at jeg prøver at rette den. Frustrationen bliver kun større og større hver gang. Hvorfor kan det hele ikke bare sidde godt for en gangs skyld? Hele jakkesættet hænger på min udmagrede krop, og alligevel ser jeg gigantisk ud. Jeg presser læberne sammen, retter kraven en sidste gang og betragter så mit ansigtsudtryk i spejlet. Jeg er fuldstændig bleg i huden. Randerne under mine øjne er .. Bare blevet en del af mig. Mine kindben stikker faretruende meget ud. Jeg ved, at det skyldes flere dage uden mad. Faktisk har jeg ikke spist siden meddelelsen om Clara.. Ikke noget som ikke er røget op i hvert fald.

Pludselig slår det mig. Clara er død. Væk. Forevigt. Jeg ser hende aldrig igen. 

Noget indeni mig eksploderer. Knækker. Jeg går i stykker. Fuldstændig splittet til atomer. Helt umulig at fikse. Smerten i brystet er ubærlig og jeg hamrer hånden ind i væggen. Tårerne begynder at samle sig i min øjenkrog, men jeg tørrer dem irriteret væk og glider ned på gulvet. 

"Harry?" 

Niall kigger ind af døren, men jeg ignorerer ham. Det eneste jeg kan fokusere på er smertet i brystet. Det gør ondt helt ud i tæerne og fingerspidserne. Det føles som om, at noget er ved at klemme alt livet ud af mit hjerte. Mine lunger er ved at eksplodere. Mit hoved eksploderer. Der danser små sorte prikker for øjnene af mig, og jeg går ikke engang i panik. Det hele er på en eller anden måde beroligende. Hvis det hele slutter nu, gør det mig ingenting, tænker jeg. 

"Harry! Træk vejret!" Den irske dreng, som står foran mig, ser til gengæld panisk ud. 

"Louis! Liam! En eller anden!" Jeg prøver at lade være med at smile over situationen, men jeg kan næsten ikke lade være. Det er en lettelse endelig at være fri.

Pludselig er der flere mennesker indenfor mit synsfelt. Nogen hiver i mine arme og tvinger derved luften ned i mine lunger. De små sorte prikker forsvinder efterhånden og smerten er væk. Den efterlader mig helt tom, og det eneste spor efter angstanfaldet er de spor af tårer, der glider ned af mine kinder. En eller anden trækker mig ind i et kram. De andre følger hurtigt trop. Men den klaustrofobiske følelse vælder ret hurtigt op i mig, og jeg skubber dem irriteret væk. Både Liam, Louis og Niall sender mig sårede blikke, som jeg prøver at ignorere. 

"Vi skal gå nu," siger Liam så med sin faderlige stemme. Jeg nikker mekanisk og vender ryggen til dem. 

Lidt efter sidder vi i bilen på vej mod Claras begravelse. 

**

Snakken begynder straks, da vi ankommer til kirken, hvor Claras begravelse skal foregå. Kvalmen stiger op i mig, men jeg holder den og blikket nede, og går bare ind i kirken uden at sige en lyd. Liam, Louis og Niall går lige bag mig. Zayn har valgt at blive hjemme. Han nærmer sig ikke kirker, siger han. Ikke fordi han er muslim bare af den simple grund, at han ikke kan holde stemningen ud. 

"Harry, hej," siger en stemme og jeg løfter blikket. Det er Claras mor. Jeg nikker og presser læberne sammen og går videre til hendes far. Drengene mumler alle høfligt til dem, idet de giver dem hånden. Pludselig når jeg til en pige, som må være hendes søster. 

"Du ligner hende på en prik," udbryder jeg forbavset. Claras søster sænker bare blikket og lukker øjnene i for at skjule tårerne. 

Idiot, idiot, idiot.

Vi sætter os ned, helt bagerst, for at holde snakken nede. Det handler om Clara i dag. Hvis bare det handlede om mig, hvis bare det her var mig, tænker jeg dystert.

**

Da vi når hjem igen går alle drengene ind mod stuen. Zayn spørger ind til hele cermonien. Jeg svarer ikke - i stedet fortsætter jeg bare ind og sætter mig i sofaen. Tiden går.  Drengene sætter sig. De snakker ivrigt, fuldstændig upåvirket af dagen hændelser. Jeg prøver at føle noget, men der sker bare ingenting. Jeg er bare.. Død. Pludselig rejser jeg mig med et sæt og sætter kurs ud af stuen. Drengenes blikke hviler i ryggen på mig. 

"Harry? Hvad skal du?" spørger de næsten i kor. 

"Toilettet. Jeg skal bare.." stammer jeg, "på toilettet."

"Fald nu ikke i," forsøger Louis med en joke. Jeg udstøder en kvækkende lyd i et forsøg på at grine af den. Men jeg kan ikke. Følelsesløs. Kold. Død.

Da jeg åbner døren til toilettet, kan jeg allerede mærke lettelsen i kroppen. Jeg lukker døren i, låser den og går hen mod spejlet. 

"Det er den rigtige beslutning, det ved jeg, at det er," siger jeg til mig selv, imens jeg nikker. Så finder jeg det gemte pilleglas frem og hælder dem alle sammen ud i vindueskarmen. Langsomt fylder jeg et glas op med varm, og ser pludselig, at jeg ryster - som en gal - på hænderne. Men jeg ignorerer det. Det er den rigtige beslutning.

En pille til dem der hader mig.

En pille fordi det er nemmere.

En pille fordi jeg synger dårligt.

En pille fordi drengene slipper af med mig.

En pille fordi jeg er tyk.

En pille fordi jeg aldrig bliver god nok. 

En pille fordi jeg hader mig selv.

En pille fordi jeg ikke er noget værd.

En pille til. Og en til. Og en til. 

Jeg bliver mere og mere sløv. Til sidst må jeg kæmpe for at holde øjnene åbne. Jeg er fuldstændig døsig. Der lyder en høj lyd i mine ører, men jeg ignorerer den fuldstændig bevidst. Det banker på døren, går det pludselig op for mig.

En til pille. Og en til. Og en til. Flere. Flere. Flere. 

Der ligger kun 3 piller tilbage, da jeg ryster så meget, at jeg næsten ikke kan stå mere og døren går op. 

"Hvad fanden laver du-" Louis afbryder sig selv med et fortvivlet og rædselsslagent skrig.

"En eller anden ring 911!" råber han ned mod drengene. Jeg ser forvirret og døsigt på ham. Langsomt løfter jeg en finger op til mine læber og tysser på ham. Derefter jeg peger jeg på mit hoved, for at hentyde til, at han larmer. Louis kommer helt hen til mig, og jeg kan tydeligt se tårerne på hans kinder, selvom mit syn er helt sløret. 

"Hvor mange har du taget, Harry?! Hvor mange?!" Han stemme er høj og panisk. Han gør mig panisk.

"Jeg ved det ikke! Stop-"

"HVOR MANGE?!" 

"Stop med at råbe! Jeg ved det ikke!" græder jeg og glider ned på hug. Det begynder at sortne for mig, og det beroliger mig igen. Nu er det endelig ved at være tid. 

"Harry, hold dig vågen, kom nu," lyder Nialls grådfyldte stemme ved siden af mig. Jeg ser overrasket op og skal lige til at sige noget, men jeg har ikke kræfter til det. I stedet lukker jeg bare øjnene i og så bliver det helt sort. 

_________________
A/N:

Så skete det. Hvad synes I? Var det et lorte kapitel, eller er det okay?

- Det er ikke rettet, så hvis der er mærkelige fejl, så undskylder jeg. Det skal nok blive rettet snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...