I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15296Visninger
AA

18. 17.

3 dage senere

Bib, bib, biiiiiib..

"Ja, hej, det er Clara, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men du skal være velkommen til at lægge en besked efter bibtonen."

Biiiiib...

Jeg smider frustreret min mobil fra mig og stryger hænderne gennem mit hår. Hun har ikke taget sin mobil i 3 dage. I ingen af de tre dage, har hun gjort noget for at kontakte mig. Hvad er det jeg har gjort? Har jeg ødelagt vores venskab fuldstændig? Endnu en voldsom bølge af frustration og afmagt overvælder mig, og jeg hamrer min hånd i væggen. 

"For fanden," bander jeg. "For fanden!" 

Der lyder en banken på min dør, men jeg ignorerer den bevidst. Jeg har ikke tænkt mig at komme ud, hvis det er det, de tror. Følelsen af afmagt er så umulig at håndtere, de vil aldrig forstå det. Det er ikke dem der pludselig bliver afvist. 

Men du afviser også dem. Tænk på hvor meget afmagt de må føle, lyder en fornuftig stemme bagerst i mit hoved. Jeg ignorerer den og hamrer - endnu engang - hånden ind i væggen igen med et lille brøl. 

"Hvorfor svarer du ikke?!" skriger jeg og mærker hvordan tårerne bobler over, og pludselig løber ned af kinderne på mig. Det er hele mareridtet om igen. Endnu engang er jeg ikke god nok til at få noget af vide. Endnu engang er det mig der har smadret noget. Bortset fra at denne gang forstår jeg ikke, hvad jeg har gjort. Jeg er mere forvirret end nogensinde. 

Der er så mange tanker, der skriger af mig, at jeg ikke hører at døren går op og Louis kommer ind. På et tidspunkt holder han også om mig, og jeg græder ind mod hans bryst. Han græder også lidt, tror jeg. Men helt sikkert ikke af samme grund som mig. Faktisk er jeg forvirret over, hvorfor han græder. 

"Hvorfor græder du?" Finder jeg på et tidspunkt modet til at spørge om. Han stryger forsigtigt tårerne væk fra mine kinder med så blide berøringer, at det er lige ved at få mig til at græde igen.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Harry. Jeg kan ikke finde ud af, at hjælpe dig og jeg er så ked af det," hvisker han lavt og ser på mig med tårefyldte øjne. Da går det op for mig, at jeg ikke kun ødelægger mig selv, men også alle omkring mig. Jeg er som en dødsens farlig gift. Jeg dræber alle omkring mig. Langsomt og smertefuldt. 

"Undskyld," hvisker jeg ind mod Louis' bryst. "Undskyld, at jeg ødelægger det hele." 

Jeg kan mærke hvordan hele Louis' krop stivner under mig. Han løfter mit hoved og ser mig dybt ind i øjnene. Alvoren står ud af ham, ligger i hele hans kropsholdning. 

"Det er ikke din skyld noget af det her, Harry. Intet af det. Det mener jeg." Hans bestemte tone overbeviser mig næsten, men så slår det mig, at han bare siger det for at trøste mig. Selvfølgelig var det min skyld: det var mig, og ikke de andre, der brød sammen, da presset blev for stort. Det var mig, og ikke dem. Fordi jeg var den svage. 

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet en del af One Direction. At det hele bare ville forsvinde, og at jeg kunne leve i fred fra pressen og alt hadet. Bare leve i Cheshire med min mor, papfar og Gemma. I fuldstændig fred. Men sådan er det ikke. Sådan skulle det ikke være. 

Min krop bliver mere og mere døsig og jeg lukker træt øjnene i. På et tidspunkt kan jeg mærke, at Louis bærer mig op i min seng. Han trækker et tæppe op over mig, og stryger forsigtigt mit hår tilbage gentagende gange. Det er trygt. 

Jeg ved ikke hvor længe der er gået, da det banker på døren og Liams stemme lyder.

"Louis, jeg skal snakke med dig." Han lyder alvorlig.

Louis stryger mig en sidste gang over håret og rejser sig fra sengen, hvor han efterlader mig. Da døren lukker går der ikke lang tid før, at jeg er faldet i søvn igen.

**

Da jeg vågner, har jeg ingen anelse om, hvor længe jeg har sovet. Min tidsfornemmelse er forsvundet som dug fra solen. Men jeg føler mig udhvilet og mere klar i hovedet. Af ren vane tjekker jeg min mobil, men da der ingen ubesvarede opkald eller sms'er er, ryster jeg på hovedet. Hvorfor er det, at Clara stadig ikke har ringet til mig? Hun lovede at ringe lige så snart hun kom hjem. For 3 dage siden. 

Umiddelbart ville enhver anden person gå hjem til hende, men jeg aner ikke hvor hun bor. Vi har aldrig snakket om vores hjem. Ikke sådan rigtigt. Det er et uberørt emne.

Jeg rejser mig sløvt op fra sengen og strækker min ømme krop. De sidste 3 dage har været det rene helvede. Jeg er nødt til at komme ud fra mit værelse, og få noget mad. Min mave skriger efter noget andet en vand og riskiks. For en gangs skyld skriger min hjerne også på mad. 

Forsigtigt åbner jeg døren, og går ud på gangen som fører til køkkenet. Da jeg når derud, er der ufatteligt stille, taget i betragtning af at alle drengene sidder samlet om det lille firkantede bord. De har hver deres kop kaffe i hænderne, men de er alle uberørte.. Og kolde. 

"Harry," siger Zayn lavt som hilsen. Jeg sender et undrende nik i hans retning og stabler et lille smil på benene. 

"Jeg er sulten, har vi noget mad?" spørger jeg forsigtigt.

I en normal situation ville Louis overentusiastisk have nikket og hjulpet mig med at lave en god tallerken frokost. Men han sidder bare og stirrer ned i sin kolde kaffe. I stedet reagerer Liam og rejser sig. Han åbner køleskabet og hiver nogle ting ud, men jeg ser næsten ikke hvad. Jeg står bare og stirrer forundret på Louis. Hvad er der galt med ham?

"Er du okay, Louis?" spørger jeg og alles blikke falder på mig og derefter på ham. Han nikker kort. 

Liam prikker mig på skulderen og mumler et lavt "her", da han rækker mig en tallerken med salat og noget rugbrød med pålæg. Jeg tager imod tallerkenen og sætter mig ved bordet. Min mave rumler forfærdeligt og jeg begynder straks at spise min mad i stilhed, uden at lægge mærke til, at alle drengenes blikke hviler på mig. 

Da jeg er færdig lægger jeg mit bestik fra mig og ser op. De stirrer alle fire med lange ansigter og medfølelsen lyser ud af dem. Jeg forstår ingenting.

"Hvad sker der?" spørger jeg forvirret og læner mig tilbage i min stol. Louis rømmer sig og virker som en der skal til at sige noget, men ikke kan få sig selv til det. Jeg venter med et hævet øjenbryn, som kun bliver hævet ydeligere, da Louis ryster på hovedet. Han kan virkelig ikke få sig selv til at sige det. Hvad kan være så forfærdeligt, at han ikke kan sige det. Pludselig slår det mig.

"Er mor og Gemma okay?" spørger jeg skarpt. De nikker alle fire i takt, som om at det var aftalt. Jeg er mere forvirret end nogensinde.

Liam rømmer sig og folder sine hænder på bordet som om, at han skal til at bede en bøn. 

"Harry.. Det er Clara," begynder han og hans stemme knækker. 

Alt indeni mig går i stå. Det er umuligt at få et ord ud gennem mine læber, fordi der er så mange ubesvarede spørgsmål i luften. Noget indeni mig eksploderer, men jeg bemærker det næsten ikke. Noget knækker. Stadig ingen reaktion. Jeg blinker bare lidt og prøver at danne en sætning, der vil give mening. 

"Hvadhuner-" Jeg rømmer mig. Sætningen er usammenhængende og jeg kæmper for at få mine tanker på plads, så jeg i stand til at sige noget. 

"Hvad er der med hende?" spørger jeg og er lettet over, at jeg endelig fik stablet en sætning på benene. Mit lille håb bliver knust ved det næste der bliver sagt. Det er Liam, der siger det. Andet bemærker jeg ikke. Jeg husker ikke andet end det, og så de tre efterfølgende ord. Tre ubetydelige og små ord, men med så meget kraft, at jeg ikke forstår det.

"Hun er død."

_______________

A/N:

Bum, bum, bum. Jeg håber ikke I hader mig, fordi det var meningen lige fra start af. Hvad synes I? Hvad tror I der sker?

Tak for al rosen der er kommet, selvom der ingen opdateringer har været! Det glæder mit lille hjerte.

Det er ikke rettet igennem, så jeg undskylder diverse fejl, jeg skal nok rette senere, men følte jeg skyldte jer dette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...