I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15423Visninger
AA

17. 16.

Claras grin skærer igennem luften, helt ægte og klingende, da jeg peger på en lille dreng imens vi går gennem Hyde Park. Han er i færd med at stå på hovedet, for at efterligne en der mediterer ved siden af et træ. Jeg griner også. Ægte og højt. Det føles fuldstændig fremmede, pludselig at grine og smile igen. Det føles som om, at jeg er ved at lære at gå igen. 

"Kom, vil du ikke have en is eller sådan noget?" spørger jeg Clara og det giver et lille sæt i hende. Latteren dør fuldstændig ud og jeg rynker automatisk mine øjenbryn.

"Jeg er ikke rigtig sulten," svarer hun tøvende. 

"Clara.. Du har ikke fået noget hele dagen-" 

"Du skal ikke lære mig, at jeg skal begynde at spise igen, Harry! Du ved udmærket godt, at det kan jeg ikke bare.. Jeg troede du vidste hvordan jeg havde det," siger hun vredt og går foran mig. Et dybt suk bryder ud igennem mine læber og jeg løber hurtigt op til hende igen. 

Jeg griber hendes lille knoglede hånd og får hende til at stoppe op. "Clara, se på mig," siger jeg blidt og stryger noget hår væk fra hendes ansigt. 

"Jeg forstår dig godt. Jeg er ked af, at jeg sagde det på den måde, det var forkert af mig. Jeg er bare bekymret. Undskyld. Kan du tilgive mig?" Hun nikker tøvende og løfter blikket. Hun har næsten tårer i øjnene, kan jeg se. 

"Skal vi så dele et bæger med én kugle?" spørger jeg forsigtigt. Clara tøver lidt, men ender med at nikke. Jeg mærker hvordan et smil breder sig på mine læber, og tager forsigtigt hendes hånd i min, giver den et klem og trækker hende med over til isboden. Efter vi har fået et bæger med en kugle, sætter vi os på en bænk og spiser i stilhed. Bortset fra at ingen af os sådan rigtig spiser noget. Vi sidder bare og stirrer ud i luften.

"Hvordan har du det, Clara?" spørger jeg forsigtigt.

Hun løfter hovedet og ser på mig med et falsk smil. "Jeg har det fint." Skuffelsen løber igennem mig. Hvorfor fortæller hun mig ikke sandheden? Hun burde vide, at jeg har lært at se lige igennem hendes facade. Vi har trods alt gået i gruppe sammen i næsten 3 måneder. Det har været hårdt at skulle sidde og fortælle om sig selv, men det har hjulpet. Det er længe siden, at jeg har været så glad. Min energi til koncerterne er så meget bedre. Jeg smiler mere, og det går længere og længere imellem de falske smil. Men maden er stadig et problem. Et eller andet sted i baghovedet ligger presset. Nogle gange venter jeg bare på, at alting bryder sammen. At endnu en løbeild vil sætte igang og brænde min nye verden ned. Tanken skræmmer mig. Meget. Men jeg er blevet bedre til at skubbe den væk og tænke positive tanker.

"Du lyver for mig, Clara," hvisker jeg lavt.

Hun løfter blikket og tygger lidt på sin underlæbe af nervøsitet. Hun fumler lidt med hænderne, og vender blikket nedad igen. Hvorfor undgår hun mit blik? 

"Hvad sker der, Clara? Hvorfor vil du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort?" Min stemme er fortvivlet og forvirret. Hele mit hoved er et stort rod, ingenting ser ud til at give mening for mig. Men Clara vælger bare at ryste på hovedet.

"Du har ikke gjort noget, Harry, ingenting, overhovedet." 

"Men hvorfor svarer du så ikke ærligt på mit spørgsmål?"

"Hør nu, jeg er virkelig nødt til at smutte-"

"Svar mig, Clara!" Jeg kan mærke, at jeg er på kanten til hysteri. 

"Hør, Haz, jeg.. Jeg er bare lidt forvirret lige nu, og der er nogle ting, som jeg gerne vil tænke igennem. Det kan jeg ikke gøre her. Men jeg lover dig, at jeg ringer, når jeg kommer hjem og lige har fået snakket igennem."

"Med hvem?" spørger jeg nysgerrigt og lidt forarget - men mest af alt skuffet - over, at det ikke er mig, hun vil snakke med.

"Dr. Ann. Jeg tror, jeg ringer ind og spørger efter en samtale," svarer hun mig. Pludselig forstår jeg det meget bedre og sender hende et lille smil, som hun svagt gengælder. 

"Vi ses, Clara." Hun vinker til mig, jeg vinker tilbage, og så efterlader hun mig ellers mit i Hyde Park. Et stik af savn og forvirring går igennem min krop, men jeg ryster det hurtigt af mig. Der var en grund til, at hun ikke sagde noget til mig. Sikkert en god grund. En rigtig god grund.

Eller bare den simple grund, at du ikke er god nok og hun ikke stoler på mig. 

"Hold kæft, hold kæft, hold kæft," gentager jeg lavt for at få tankerne til at stoppe. Jeg smider den urørte is ud i den nærmeste skraldespand og hiver min mobil op af lommen. Hurtigt finder jeg Louis' nummer og trykker på ring op. 

"Hallo?"

"Louis? Hvad laver du lige nu?" spørger jeg forsigtigt.

"Jeg er sammen med Eleanor, det er sidste gang, vi kan ses inden de næste to uger." Smilet i hans stemme er tydelig, og skyldfølelsen rammer mig: Han har ikke smilet meget de sidste par måneder. Det er helt sikkert min skyld. Pludselig løber skuffelsen igennem mig endnu engang. Skrottet. Du er skrottet. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er forståeligt, at han gerne vil nå at være sammen med Eleanor. De ser ikke hinanden ret tit. 

"Nå okay, fair nok, hils hende!" siger jeg lidt for entusiastisk, men jeg lægger på, inden Louis kan nå at sige noget. Jeg ringer ikke til nogen af de andre, for jeg ved, at Danielle og Liam er sammen. Niall og Zayn hænger helt sikkert ud sammen, og jeg har ikke lyst til at trænge mig på. Så i stedet stikker jeg hænderne i mine lommer, vandrer igennem Hyde Park og prøver at ryste den forfærdelige følelse af, at være skrottet, væk. 

*

Da jeg åbner døren ind til vores - lige nu - fælleslejlighed, eksploderer lyden af oprørte stemmer. De kommer ude fra køkkenet af, og er i færd med at bevæge sig hen til gangen, hen til mig. Nialls skingre stemme er den første der møder mine ører:

"Hvor har du været? Vi har ringet og ringet!" 

Jeg løfter overrasket blikket og ser ned på min mobil. 24 ubesvarede opkald og 5 ulæste beskeder, men ingen af dem tilhører Clara. Bekymringen fylder min iskolde krop, men jeg siger ingenting. Tager bare skoene af og stiller dem på hylden, som er fyldt med 6 par Converse. 

"Harry!" lyder det skarpt fra Louis. Jeg løfter sløvt blikket og trækker på skulderne. 

"Jeg gik bare en tur i Hyde Park, jeg glemte tiden og min mobil var på lydløs," svarer jeg lavt og hænger min jakke op på knagerækken. Jeg vil bare gerne væk fra drengene, deres bekymrede øjne og lugten af mad, som er ved at kvæle mig. 

"Jeg troede, du var sammen med Clara-" Liams stemme er helt rolig, men jeg hører usikkerheden i den. Bare af den simple grund, at jeg er vant til at høre den. 

"Det var jeg også," mumler jeg og lægger tryk på var. "Hun gik." Kort og ærligt. Det stikker lidt i mig, og tårerne stiger op i mine øjne. Jeg kan slet ikke styre mig, og det irriterer mig frygteligt meget. Pattebarn, tudefjæs. Tyk. Tyk. Tyk. Uden at se mod køkkenet sætter jeg kursen mod mit værelse for at være alene.

"Vi skal spise nu-"

"Jeg er ikke sulten!" råber jeg inden jeg smækker døren i, låser og smider mig på min seng, hvor jeg begraver hovedet i hovedpuden og lader tårerne få frit løb. Hvorfor ville hun ikke snakke med mig? Hvorfor har hun ikke ringet? Hvorfor? Hvorfor? Fortvivlelsen og afmagten fylder mig så voldsomt, at jeg uden at tænke over det, tager barberbladet i brug. Bare en sidste gang...

__________________

A/N:

Undskyld, undskyld, undskyld, at der er gået så lang tid. Har det pisse dårligt med det, men .. Jeg har det lige pt. ret mærkeligt og har ikke kunne tage mig sammen. Jeg håber ikke I hader mig, eller er skuffede over det nye kapitel, ellers må I sige til. 

Tak for de søde kommentarer, som jeg har fået de sidste par dage, det er for rart!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...