I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15432Visninger
AA

16. 15.

Hele middagen foregår roligt og uden skænderier. Clara er midtpunkt for stort set alle samtaler, der er, men ingen af dem omhandler hendes vægt eller hendes bedste ven. Hun griner, smiler og spiser. Lidt i hvert fald. Men jeg lægger - selvfølgelig - mærke til, at det ikke er ret meget. Hun laver en stor håndbevægelse og er lige ved at vælte et glas, men Zayn griber det inden der er vand ud over det hele. Niall sprutter af grin, så der flyver pasta ud over det hele.

"Ej Niall," mumler Liam utilfreds. "Kan du ikke spise ordenligt når vi har gæster?" 

Men da Clara bare griner endnu højere, lader Liam være med at skælde mere ud. Han smiler bare faderligt og tørrer op efter Niall. 

Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg har det med det hele. Det lille sorte hul i maven gnaver og jeg mærker hvordan de fem mundfulde mad, jeg har spist, vokser i maven på mig Kalorierne sætter sig på hele min krop og panikken bliver større. Men jeg gør intet. Jeg kan ikke få mig selv til at lave en scene, når Clara er her. Når hun kan klare det. Men sandheden er, at jeg føler mig udenfor. Jeg har ikke sagt et eneste ord under hele middagen. Det har Louis heller ikke. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke finde de rigtige ord at sige. Det hele sidder fast i halsen på mig. I stedet for får både Zayn, Niall og Liam charmeret sig ind på Clara. Klumpen i maven er uudholdelig. Jeg lægger min kniv og gaffel fra mig på tallerkenen. 

Jeg venter taktiskt et minuts tid, før jeg rejser mig op og går ud af rummet uden at sige en lyd. Deres snak stopper ikke, de har ikke lagt mærke til mig. En grim følelse fylder min krop og jeg nærmest løber op af trapperne for at nå toilettet. Da jeg står foran døren, og skal til at svinge den op, hører jeg en lav stemme. 

"Hvor er Harry?" Det er Clara. Hun har opdaget, at jeg er gået. 

Jeg skynder mig ind på badeværelset og låser døren. Mit blik lander på det hvide toilet og bliver fyldt med en voldsom afsky, som allermest er til mig selv. Med rystende hænder slår jeg toiletbrættet op, og krummer mig sammen ved den voldsomme lyd det skaber, da brættet og ryggen slår mod hinanden. 

Langsomt sætter jeg mig på knæ og trækker vejret dybt, inden jeg stikker de 2 fingre i halsen og venter på det væmmelige opstød, der vil komme, når jeg rammer det rigtige sted. En banken på døren, giver mig sådan et chok, at jeg får stukket fingrene alt for langt ned og en klam, gul væske kommer op. Jeg hoster lidt af ren forskrækkelse.

"Harry?" Det er Claras stemme bag døren. Tårerne er begyndt at løbe ned af kinderne og en ussel følelse har sneget sig ind på mig. 

"Jeg har bedt de andre om at blive nedenunder," siger hun i et lavt tonefald, men tilstrækkeligt højt nok til at jeg kan høre det. 

"Jeg ved hvad det er du har gang i. Men vil du ikke nok stoppe?" beder hun lavt. Overrasket betragter jeg kummen og vender igen hovedet mod døren. Venter på mere. "Vi ved begge to at det kun hjælper kort. Ikke i længden. Det gør alt værre i længden, ikke? I længden er det hele stadig noget lort og det har ikke løst nogle af de egentlige problemer." Jeg nikker genkendende til, hvad det er hun siger, lige indtil det går op for mig, at hun ikke kan se mig. I stedet kravler jeg, som en baby, over til døren og læner mig op ad den. 

Jeg hører et lille bump, og ved at hun nu også læner sig op af døren. Som i en dårlig romantisk komedie. 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," siger hun. "Jeg ved altid hvad jeg ville sige til mig selv, når det er mig, som sidder i situationen. Nu sidder jeg her og mit hoved er helt tomt." Et suk bryder ud gennem hendes læber. Jeg forestiller mig at hun sidder foroverbøjet, med det mørke hår der dækker hendes ansigt. "Det er jeg ked af." 

Jeg løfter hovedet. "Det må du ikke være," får jeg klemt ud mellem mine læber.

"Vil du ikke godt åbne døren, Harry?" Hendes stemme er så bedende, at jeg ikke kan andet end at gøre som hun siger. Jeg drejer nøglen rundt og åbner den gamle trædør. Den knirker, men det eneste jeg lægger mærke til, er Clara. Hun smiler forsigtigt, inden hun omfavner mig. Idet jeg mærker hendes tynde arme omkring min krop, bryder jeg sammen og hulker ind mod hendes knoglede skulder.

**

Stilheden lægger sig over vores lejlighed, da Clara er gået hjem. Jeg har ikke snakket med drengene sådan rigtig endnu, jeg har ikke rigtig kunne få mig selv til det. Men Clara og jeg snakkede en halv times tid ude på badeværelset efter, at jeg var brudt sammen. Hun lyttede. Jeg snakkede. Hun fortalte. Jeg lyttede. Smilet breder sig på mine læber ved tanken om hende. Det er måske det, der giver mig styrken til at gå ned og snakke med drengene, for at forsikre dem om, at jeg er helt okay igen. 

Jeg når til enden af trappen, da jeg hører deres stemmer. De er i færd med en intens diskussion. 

"Jeg kan ikke lide at han er sammen med hende, kan I ikke se hvor langt ude hun er?" Det er Louis' stemme. Vreden fylder mig, men jeg bliver stående i stedet for at afbryde ham. "Hun kan.. Påvirke ham i en dårlig retning."

"Hun virker altså til at være helt okay, Louis," forsvarer Zayn hende. 

"Ja, hun er da sikkert meget sød.. Men se nu på hende! Tænk hvis det bliver lige så slemt med Harry, han risikerer at d-"Liam afbryder ham lige inden han udtaler det forfærdelige ord. Men vi ved alle, hvad han var i færd med at sige. Han er bange for at jeg dør. 

"Jeg forstår godt du er bekymret, Louis. Vi er alle sammen bekymrede for Harry. Men Clara er en skøn pige og hun fik virkelig beroliget ham her til aften. Der er der ingen af os andre, som har været i stand til, så måske er Clara lige præcis hvad han har brug for. En der forstår ham hundrede procent. Vi vil aldrig kunne sætte os i hans sted, ikke ligesom hun kan," siger han. Jeg er lige ved at smile over hvor sød han er. Men vreden fylder mig stadig for meget. 

"Men hvad hvis hun-" Lige pludselig slår det bare klik, jeg kan ikke holde ud, at han kritiserer hende. 

"Stop, Louis," advarer jeg ham. De ser alle fire overrasket op på mig. "Clara har absolut ikke gjort andet end at hjælpe mig, og du vover på, at være fjendtlig overfor hende. Hun er sød, betænksom, venlig, hjælpsom og syg. Men der er en grund til at hun er begyndt til den terapi." 

Louis ligner en der skal til at protestere, men mit blik får ham til at tie stille. "Undskyld," siger han så til sidst. "Jeg er bare-"

"Bekymret, det ved jeg godt," mumler jeg og fumler lidt med mine hænder. "Undskyld."

"Vi skulle til at se en film, joiner du, Hazza?" spørger Niall og bryder den trykkede stemning. Jeg ser op og nikker ivrigt. En film er måske lige præcis hvad vi alle har brug for. Vi sætter os i en sofa, helt samlet, som vi plejede at gøre. Jeg ligger op af Louis, som nusser mig i håret. Filmen kører på tv'et. Sådan falder jeg ind i en drømmeløs søvn. 

______________________
A/N:

Hvad synes I? Er det godt? Dårligt? Har Louis grund til bekymring eller? Hvad mener I om Clara?

Er syg, så er her hjemme. Det giver mig lidt tid til at skrive, når mit hoved ikke er ved at eksplodere, altså. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...