I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15229Visninger
AA

15. 14.

Smilet breder sig på mine læber, da mine hænder omfavner den gloende kop og sender varmen helt ud i fingerspidserne. Det er efterhånden en sjældenhed at jeg overhovedet kan mærke mine hænder. Jeg løfter blikket og betragter Claras markerede kindben imens, at hun kigger ned i sin kaffe. De blå blodårer ses tydeligt ved hendes tindinger som om, at hendes hjerne arbejder som en sindssyg. Hun tæller sikkert kalorier.

"3," siger jeg. 

Clara løfter blikket og ser uforstående på mig. "Hvad?" spørger hun og ser pludselig forlegen ud. "Jeg er ikke gået glip af noget du sagde, vel? Det må du virkelig undskylde.." 

Jeg ryster på hovedet og ler kort. "Nej, nej. 3 kalorier," svarer jeg. Hun nikker forstående og ser kort ned i kaffen. Så er det som om, at hun tager sig sammen og løfter koppen - med sine spinkle arme - op til sine læber og tager en slurk. Jeg følger hendes eksempel og gyser da varmen breder sig i kroppen. Men det er en rar varme. Tryg og.. Varm.

"Du må undskylde før," begynder Clara. Jeg løfter blikket og betragter hende længe. Det mørke hår snor sig om hendes ansigt. "Jeg er ikke vant til at snakke om det. Det er derfor jeg blev tvunget hen i den der gruppe. Min familie er bekymret for mig," hun vrænger det sidste ud og skærer en grimasse. Jeg hæver et øjenbryn. 

"De er ikke en skid bekymrede."

"Det er de vel nok," mumler jeg lavt. Hun ryster bare på hovedet. "Ikke en skid," svarer hun. Jeg vælger at trække på skulderne som svar, fordi noget siger mig, at jeg ikke skal rode mere i det. Vi sidder længe i stilhed og drikker små slurke af vores kaffer. Nogle gange fuldstændig synkront, andre gange ikke. 

"Tænk at berømmelse blev til et mareridt," udbryder Clara pludselig. Det giver et sæt i mig, da det går op for mig, at det er mine ord fra terapien, hun gentager.

"Jeg elsker det. Vores fans. At synge. Drengene," mumler jeg og kigger flovt ned i koppen. Hvordan kan man hade noget, andre ville dø for? Hvor selvisk er det ikke? Jeg bider mig hårdt i kinden og minder mig om, at jeg burde straffe mig selv. 

"Det er ikke noget at være flov over," siger hun som om at hun læser mine tanker, "jeg tror alle ville have det sådan." Jeg ryster kort på hovedet. Det giver et sæt i mig, da jeg mærker hendes iskolde hænder på mine. Helt automatisk løfter jeg blikket og ser lige ind i hendes øjne. 

"Jeg er sikker på at de fleste har det sådan, Harry. Vi kender det alle sammen, ikke? Pres, forventninger, det hele. Du har det bare dobbelt op. Du har det fra mennesker, piger, fra hele verden." 

Jeg trækker på skulderne og vælger at skifte emne. 

"Det var ikke din skyld, at han døde," konstaterer jeg. Hendes blik forvandles til is, hun slipper mine hænder og tager hårdt fat om sin kaffekop, så hårdt at hendes hænder bliver helt hvide. Hun kniber øjnene sammen. 

"Jo det var," svarer hun. Hårdheden skinner tydeligt igennem hendes stemme, men jeg hører smerten bag den. 

"Hvad skete der?" 

"Jeg havde lige fået kørekort. Jeg skulle blære mig, speedede op. En bil kørte over for rødt og kørte ind i os."Hun hvæser ordene ud, tvinger dem ud gennem sine sammenbidte tænder. Selvhadet lyser ud af hende og giver mig en ubeskrivelig lyst til, at give hende et ordenligt kram. En lille tårer undslipper hendes øjenkrog og hun tørrer den irriteret væk. Frustreret over at vise sårbarhed. 

"Det er okay, at være ked af det," mumler jeg og bider mig i læben. Usikkerheden om jeg skal tage hendes hånd, eller om det bare vil gøre hende mere oprørt end hun er i forvejen, fylder mig. 

"Over at jeg myrdede en eller at min bedste ven er død?" spørger hun køligt og løfter blikket. Jeg møder hendes øjne og viger lidt tilbage ved det stenhårde blik. Hun afprøver mig, ved jeg. Det eneste hun vil have lige nu, er en der siger, at det ikke var hendes skyld, fordi hun ikke selv tror på det, minder jeg mig selv om.

"Du myrdede ham ikke. Det var ikke din intention og det var ikke dig," påpeger jeg skarpt. "Det var ham der kørte overfor rødt. Det er hans skyld." 

Hun bider sig i læben og flytter blikket ned mod sin kop igen. Blikket i hendes øjne forandres til afsky og hun skubber koppen væk fra sig. "Hvorfor-" spørger jeg, men bliver afbrudt. "Ikke tørstig."Jeg nikker forstående og skubber min kop væk, så den rammer ind i hendes. "Heller ikke mig."

Hun ser op på mig med et forsigtigt blik. "Undskyld," hvisker hun. Denne gang beslutter jeg mig for at tage hendes kolde hånd. Det gipper lidt i hende, men hun smiler lidt. Jeg skal lige til at sige, at jeg til en hver tid vil lytte, men en høj, gennemskærende tone afbryder mig. Jeg hiver min mobil op og ser at det er Louis der ringer. "Fuck," mumler jeg. Han ville hente mig efter terapien. Jeg trykker på 'svar'.

"Hallo?" 

"Er du okay? Hvor er du? Jeg har ventet i hundrede år, jeg troede-" 

"Louis, rolig. Jeg har taget en kop kaffe med en af pigerne fra terapien, jeg er ked af, at jeg glemte at sige det," forklarer jeg og smiler lidt over hans lettede suk. "Men vi er nærheden af spisetid og jeg ved at de andre har brugt flere timer i køkkenet, så skal jeg hente dig nu?" Knuden i maven bliver helt stram. Jeg er ikke sikker på, at jeg har overskud til at spise. 

"Du kan invitere hende med hjem, hvis det er," foreslår han, da jeg forholder mig tavs. Jeg mumler, at jeg lige vil spørge Clara.

"Drengene har lavet mad, de spørger om du vil spise med?" spørger jeg forsigtigt. Clara løfter blikket og bider sig forsigtigt i læben, jeg ved at kalorierne og frygten for mad raser rundt i hovedet på hende. "Louis kan hente os om lidt," tilføjer jeg. Så nikker hun pludselig. Det overrasker mig meget, men jeg kan ikke lade være med at smile bredt.

"Hva... Man må tage imod tilbuddet om at være sammen med fem verdenskendte drenge, når man får det, ikke?" griner hun og jeg genkender pigen som jeg mødte ude foran den kæmpe bygning. Jeg nikker og griner.

"Det vil hun gerne," tilføjer jeg til Louis og fortæller ham, hvor han skal hente os.

**

Vi står lidt og snakker sammen, imens vi venter uden for den lidt snuskede kaffebar, vi har brugt de sidste par timer på. Det er en kæmpe lettelse at have nogen at snakke med igen, at grine lidt. Være useriøs. Have et liv der ikke bare består af at hade sig selv. Clara laver nogle lidt voldsomme fagter med hænderne og jeg griner, imens jeg betragter hendes ansigt. Hun smiler, men hendes øjne er helt døde, glansen er væk. Glæden er væk. Hendes hud er tør, og nærmest grå. Hendes brune hår er tyndt og tjavset, men hun er stadig smuk i mine øjne. 

Et voldsomt dyt river mig tilbage til virkeligheden. 

"Harry!" lyder det fra Louis, som smiler som en idiot ud gennem vinduet. Jeg vinker som hilsen og tager Clara med mig over til bilen.

"Louis, det her er Clara," præsenterer jeg hende og smiler skævt. Han nikker og jeg lægger mærke til, hvordan han betragter hendes tynde skikkelse. Hans øjne formørkes en smule, men jeg tvivler på, at Clara lægger mærke til det. Det er kun fordi jeg kender ham så godt. 

"Hej Clara," hilser han og smiler høfligt. "Sæt jer ind, der er mad lige straks."  

Vi sætter os ind og kører i fuldstændig stilhed hjemad. Jeg er i tvivl om, det er en god stilhed. Der er bare stille og jeg savner allerede lyden af Claras grin, der fylder mine ører og får mig til at boble af glæde. 

Da Louis stopper bilen og slukker, siger ingen af os noget. Vi stiger bare ud og går op af trapperne. Der bliver ikke sagt en lyd, før vi åbner døren ind til lejligheden, som er blevet gjort rent siden jeg tog af sted om morgenen, og Niall' stemme lyder ude fra køkkenet af: "De er kommet!"

Liam kommer afslappende gående ud og tørrer sine hænder i forklædet, og smiler stort. "Hej!" 

"Hej Liam," hilser jeg og smiler beroligende til Clara, som ser voldsomt nervøs ud. Hendes øjne flakker rundt og hun fumler med hænderne som om, at hun ikke ved, hvor hun skal gøre af sig selv. 

"Jeg-" hendes stemme knækker og hun hoster kort, "jeg hedder Clara." Liam nikker og tager hendes hånd, men jeg bemærker hurtigt hvor forsigtig han er med hendes tynde fingre. 

"Hej Clara," hilser han. "Kom og hils på de andre." Han trækker hende med ud i køkkenet, og hun vender hurtigt ansigtet mod mig og mimer "kom med". Jeg følger efter hende, og Louis følger efter mig.

______________________

A/N: 

Så kom der endnu et kapitel. Jeg vil prøve at skrive så meget jeg kan her i weekenden, da jeg har forlænget weekend og først skal møde mandag aften. 

Hvad synes I om kapitlet? Er det kedeligt, eller er det spændende med nye mennesker? Hvordan tror I middagen går? Del jeres tanker!

Og lad mig så lige skrige af glæde, for det har jeg slet ikke haft mulighed for endnu: Jeg fik fucking billetter til koncerten i Forum. Fuck, ja! Var der nogen af jer der gjorde det? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...