I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15223Visninger
AA

14. 13.

Den kolde rude er det eneste der beroligere mig, da Louis kører mig hen mod den høje bygning, som jeg for under en måned siden var indlagt på. Hjertet banker i brystet på mig, men bevidst prøver jeg at ignorere det. Det hele er ved at komme for tæt på. Gruppe-terapi? Hvorfor skulle det hjælpe? Jeg fnyser. Højt.

"Lad nu vær, vi gør det for dit eget bedste," forklarer Louis og sender mig et blik i bakspejlet, inden han vender blikket mod vejen igen. 

"Jeg har ikke brug for gruppe terapi. Eller terapi for den sags skyld."

Han strammer sit greb om rattet, så hårdt at hans hænder bliver helt hvide. Jeg ved at han gør alt for ikke at hvæse af mig igen. Det er den eneste form for kommunikation der er imellem os for tiden. Vi hvæser, råber, undskylder, hvæser igen. Altid. Noget inden i os er gået i stykker, og det er som om vores venskab slet ikke fungerer længere. Det er forfærdeligt. Men nødvendigt, minder jeg mig selv om. 

"Det her ødelægger dig. Du ødelægger dig selv og vi har ikke længere tænkt os bare at se på, det fungerer ikke," fastslår han, idet han stopper bilen. Jeg tøver og kigger op på den høje bygning og gyser.  Jeg kan mærke frygten helt ud til fingerspidserne og det går op for mig, at jeg ryster. 

"Gå ind. Snak med nogen der kan relatere." 

Jeg fnyser af ham. Som om nogen kan relatere til at være det at være kendt - have det hele - og samtidig have lyst til at dø hele tiden, fordi presset udefra er for hårdt. Vreden bobler i mig, men alligevel åbner jeg døren og står ud. Jeg smækker døren og begynder at gå op mod døren uden at sige farvel. Lige inden jeg går ind, vender jeg mig og ser Louis sidde med hovedet i hænderne. 

"Flot, din idiot," hvæser jeg af mig selv. Jeg skal lige til at vende om og gå tilbage til bilen for at sige undskyld, da en pige stemme lyder bag mig.

"Skal du med ind?" Hendes stemme er lys, men alligevel er der noget hæst over den. Som om den er knækket, gået i stykker. Ligesom mig. 

Jeg vender mig og betragter hende lidt med misundelse. Hun er voldsomt tynd. Hendes lår rører ikke hinanden og hendes kinder er helt indsunkne. Men samtidig ser hun så syg ud. Hendes hår er helt tyndt og hendes øjne er fuldstændig døde. Sorgen står ud af dem. 

"Jeg overvejede at blive væk, gå ind til byen når min mor var kørt," fortsætter hun. Jeg kan ikke lade være med at klø mig akavet i nakken. "Men man burde gå ind, gør man ikke? Det siger alle. Hele tiden. Du burde få hjælp, blablabla." Hun sender mig et smil, som viser et kønt tandsæt, selvom hendes tænder ser lidt slidte ud.

"De fatter det bare ikke vel?" Jeg ryster på hovedet. Hun smiler, tydeligvis glad for, at jeg er enig. 

Så trækker hun på skulderne og bider sig i læben. Hendes øjne bliver fuldstændig tågede og længe står hun bare i en anden verden. Det gør jeg også selv, for jeg siger intet til hende. Vi står bare og står, sammen. Der er noget trygt ved det. 

"Nå.." Mumler jeg. "Skal vi gå ind?" 

Hun nikker, trækker vejret dybt og åbner døren. Jeg følger hendes eksempel og tager en dyb indånding, prøver at holde alle minderne på afstand. Men pigens ord kræser i mit hoved. Jeg har alt hvad jeg kom for. Jeg har alt hvad jeg kom for. 

**

Vi sidder 12 mennesker i en pædagogisk korrekt rundkreds og ser ned i hænderne. Vores terapeut, eller psykolog, smiler forsigtigt til os. Hendes hård er pænt samlet i en knold på toppen af hendes hoved, og hendes tøj sidder lidt skævt, men det klæder hende. Hun ligner en der har styr på sig selv og sit følelsesliv. 

"Er der nogen der vil præsentere sig?" Ingen svarer. Der går mindst fem minutter hvor alle bare sidder og stirrer pinligt berørt ned i jorden. Pludselig er det som om, at det går op for folk at vi alle er her af samme grund. Vi har et problem, og det er ikke pinligt. 

"Jeg vil gerne starte," mumler en lyshåret pige.

"Jeg hedder Caroline, jeg er 16 år. Jeg kan godt lide orden og høje mennesker. Måske er det fordi alle andre er højere end mig og jeg hader mig selv," hun griner lidt nervøst, "men hvad jeg hader allermest er pres. Pres og forventninger som man skal leve op til." 

Jeg ser overrasket op på hende, møder hendes blik og ser al den nervøsitet, jeg føler, i hendes krystalblå øjne. Hun bider sig i kinden, vender blikket ned mod gulvet igen og vrider nervøst sine hænder. 

"Godt Caroline, velkommen hertil," hilser vores terapeut, Elena. 

Pigen som jeg snakkede med ude foran rækker hånden op og ser nervøst rundt på os alle sammen. "Jeg vil gerne præsentere mig," bekendtgører hun og stryger en brun tot hår om bag sit øre.

"Jeg hedder Clara og er 18 år. Jeg er perfektionist til fingerspidserne." Hendes præsentation er kort og kontant. Ingen tør at stille spørgsmål, med undtagelse af Elena.

"Hvorfor er du her i dag, Clara?" spørger hun.

"Fordi jeg blev tvunget," svarer hun og vrider sine hænder ligesom alle andre. Elena hæver et øjenbryn og smiler venligt. Hun vil have en forklaring for tvangen. "Min bedste ven døde i en bilulykke," hvisker Clara lavt. "Det var min skyld. Jeg kørte bilen." 

Alle er stille, selv Elena. Jeg beslutter mig for at være den der bryder den tunge stilhed. 

"Jeg hedder Harry og er 18 år. Jeg spiller i et boyband og har de fire bedste venner i hele verden. I starten udlevede jeg min drøm. Nu er den blevet til mit mareridt." Jeg mærker hvordan alles blikke hviler på mig, men jeg har vendt blikket ned igen. Nogen gisper meget lavt. Clara betragter mig indgående, kan jeg se ud af øjenkrogen, men jeg beholder blikket nede. Efter det begynder alle at præsentere sig. 

Det ender med at blive en okay time. Alle tør op, nogen hurtigere end andre. Jeg bemærker at Clara stort set er stille resten af timen. Hendes øjne er helt blanke, men hun græder ikke. Det har jeg holdt øje med. 

Da vi får lov til at gå, og alle har fået en tid til næste gang, følger jeg efter hende. Hun går ud mod toilettet. Jeg følger efter hende, løber efter hende. Hun går med hurtige og faste skridt af sted. Selvom jeg løber og hun går, når hun toilettet før mig. 

En snøften lyder bag døren og jeg banker forsigtigt på. "Clara?" Noget i mig siger at jeg er for nærgående, men hun ligner en der kunne bruge en ven.

"Ja?" lyder det bag døren. Den bliver langsomt åbnet og Clara kommer tilsyne. Med tårerne trillende ned af kinderne. 

"Jeg kan ikke finde ud af om jeg er påtrængende, men jeg bliver nødt til at spørge. Vil du have en kop kaffe?" Mine tænder finder hurtigt min underlæbe i en nervøs gestus og jeg trækker vejret dybt. Overrasket løfter jeg et øjenbryn, da hun nikker. "Nu når du tilbyder det så pænt," svarer hun og smiler et lille skævt smil, men jeg ved at det ikke er ægte. 

_______________

A/N:
Jeg tror jeg vil starte med at sige, bare rolig, dette er ikke en anden mainstream fanfic (ikke er der noget galt i det, mange er velskrevede og gode) om kærlighed. De bliver ikke forelskede. Ville bare sige det, håber ikke jeg har ødelagt noget.

Men hvad tror I der sker? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...