I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15433Visninger
AA

13. 12.

Da skrigene når min øregang, er det første jeg mærker, hvordan min mave trækker sig sammen og bliver til en hård klump, der bugner af forventninger fra de tusindvis af piger som skal ind og have vores autografer. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at de elsker os. At de også elsker mig. Jeg er ikke uelsket.

Uelsket, uelsket, uelsket.

Lysten til at rive mig selv i håret og skrige er så voldsom, og den bliver med nød og næppe stoppet af Liam, som forsigtigt lægger en hånd på min skulder. Min vejrtrækning bliver roligere, idet jeg suger luften helt ned i lungerne og puster ordenligt ud.

”Det skal nok gå,” forsikrer han mig. Jeg nikker nervøst.

Men jeg er bange som bare fanden. Hvad kan der ikke ske? Hvad nu hvis, hvad nu vis... Jeg giver mig mentalt et slag i hovedet for at få tankemylderet til at holde op, da det går op for mig, at nu er det nu. Vi træder ud fra vores lille skjulested og de ellers voldsomme skrig bliver endnu vildere. Det er som om at pigerne slet ikke ved, at vi også bare er normale mennesker. 

Ubevidst trækker jeg maven ind, da jeg står i fuldstændig frit udsyn, bare tanken om hvad de ikke tænker om min krop. Jeg gyser for mig selv, af ren væmmelse. Jeg er ulækker. 

En eller anden skubber mig forsigtigt i ryggen med et lille puf. Hvorfor er der en eller anden der skubber mig i ryggen?

"Hey, det skal nok gå, kom så," lyder en lav hvisken, fra Niall, i mit øre. Jeg er gået i stå midt på gulvet. Louis, Liam og Zayn er næste allerede oppe på podiet, hvor der er sat et aflangt bord, fem stole og en masse små postkort, frem til os. De smiler alle tre, overbevisende og lykkeligt. De elsker virkelig hvad de gør. Det gør jeg selvfølgelig også, rigtig meget. 

Niall smiler skævt til mig, lægger en arm om mine skuldre og sammen går vi op og sætter os. Jeg sidder aller yderst til højre side. Eller venstre, for pigerne. Til højre for mig. 

En pige stopper op foran mig. Hun ligner en der er ved at eksplodere til atomer af ren glæde. En lille tårer triller ned af hendes kind. 

"Hey babe," hilser jeg indøvet og skriver hurtigt, øvet, min autograf på det lille postkort, hvor et stort billede af Louis, Niall, Zayn, Liam og jeg er på. Hun hilser med en lille vinken og tager fat i det færdigt signerede postkort. Med hende kommer der kun flere. I mine øjne er de alle lige smukke. Jeg kan ikke lade være med at synes dét. Måske har det noget at gøre med, at ingen af dem er større end mig. Hadet til mig selv bliver bare værre, af at se alle pigerne. 

"Harry? Mad," lyder en stemme ved min side og jeg vender hovedet. Niall sender mig et betryggende smil og jeg tager mod sandwichen, men uden intention om at spise den. Jeg lægger den på bordet og bliver bestemt ved med at signere. 

"Spis den Harry," hvisker Niall så lavt at pigerne ikke kan høre os. 

Jeg ryster på hovedet. Tom er godt, tom er stærk, tom er tynd. 

"Spis den så," hvæser en anden stemme. Louis. Jeg mærker hvordan jeg bliver lang i ansigtet, men forstår godt hans hvæsen af mig. Hvem ville ikke være irriteret? Det er bare mad, der er ikke noget at være bange for. Men jeg bliver bare ved med at ryste på hovedet.

Endnu en pige kommer op. Hun lægger sin hånd på sandwichen, og det går op for mig, at hun har hørt det hele. Jeg har lyst til at løbe væk, men hun sender mig sådan et forstående smil, at jeg bliver siddende.  Hun har fuldstændig tryllebundet mig. Måske er det fordi at hendes slanke ansigt udstråler, at hun læser mig bedre end alle andre fans.

"Bare spis den, Harry. Du fortjener det mere end nogen anden, du er god nok, husk det," hvisker hun. 

Mit hjerte går nærmest i stå. Den eneste grund til at jeg får skrevet en autograf til hende er, at Niall forsigtigt puffer til min side med sin albue, så jeg er lige ved at ømme mig, fordi han rammer mine ømme ribben. Hun tager taknemmeligt postkortet og vinker. Jeg vinker igen. Hele min verden er stadig gået i stå. 

På en eller anden måde formår jeg at spise sandwichen uden indvendinger. Den mørkhårede piges ord gør et eller andet ved mig, får mig til at føle, at jeg virkelig godt må. Ligesom alle andre normale mennesker. Jeg forestiller mig ikke at kalorierne er små dyr, der gnaver sig ind i min hud og bliver siddende, imens hver eneste af dem får mig til at føle et kilo tungere. Det irriterer mig ikke, at der ikke er en gnavende fornemmelse i min mave. Jeg har det godt. En kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Lettelsen driver ind over mig og sender en overvældende tåge gennem mit hoved. Men det er en god tåge. Smilet breder sig på mine læber og mit gode humør smitter af på drengene. Netop af den grund smiler jeg endnu bredere til den pige som nærmer sig. 

"Hej," hilser jeg oprigtigt glad. 

Hun svarer ikke. Kommenterer ikke noget. Tager bare kortet efter at Niall har signeret det, og jeg kan ikke lade være med at sætte et uforstående ansigtsudtryk op.

"Skal jeg ikke signere det?" 

Det er som om at hun først opdager mig nu. Hun ryster på hovedet, retter ryggen og knejser med nakken. Højt hævet over alle andre.

"Som om at jeg gider have din autograf. Jeg har fået hvad jeg kom efter," hvæser hun og går.

Tilbage sidder jeg; lamslået, ude af stand til at forstå hvad der lige skete. Hvorfor sagde hun som hun gjorde? Jeg stirrer lidt ud i luften og prøver at regne det ud. Men der sker ikke noget. Min hjerne fungerer ikke optimalt, igen. 

Uden at tænke over det, rejser jeg mig op med et sæt og styrter ud af salen. Min krop ryster og panikken overfalder mig. Kalorierne kribler i kroppen på mig, sætter sig alle de steder, hvor jeg har kæmpet for at komme af med dem. Panisk prøver jeg at finde toilettet i den store hal, imens jeg ignorerer de blikke jeg får sent. 

Jeg hører nogen råbe efter mig. Men jeg reagerer ikke. Forsætter bare. 

Da jeg endelig finder toilettet tøver jeg ikke med at kaste mig ind, låse døren og kaste alting op igen. Tårerne triller ned af kinderne på mig og brækket står ud af halsen på mig, sammen med panikken og selvhadet. Da jeg endelig er færdig med at kaste - det jeg nu kunne få op - op, sætter jeg mig op af væggen og græder. Magtesløsheden blander sig med de voldsomme tanker og smerten indeni er uudholdelig. Jeg smadrer mine hænder ind i toilettet. Hamrer hovedet ind i væggen og gør alt for at få smerten til at holde op.

"Harry, luk op!" 

Liam' stemme vækker en panik i mig. Jeg er helt sikkert smurt ind i bræk, det må han ikke se. Det fortjener han ikke. Men alligevel får han døren op. Jeg ved ikke hvordan. 

"Åh, Hazza," hvisker han med en stemme fuld af medlidenhed. Et hulk bryder ud mellem mine læber og jeg slår hovedet endnu hårdere ind i væggen, og mærker hvordan sorte prikker danner sig for øjnene af mig. 

"Stop. Hazza, stop." Jeg bliver ved. Lad nu smerten være distraherende. Lad den nu, ber jeg i mit kaosfyldte sind. 

"Harry, STOP!" 

Jeg stopper. Det var ikke Liam' stemme. Jeg løfter blikket og møder Louis' blik gennem tårerne. Hans øjne er opspilede og fyldt med rædsel. Jeg mærker en gennemborende smerte i maven. "Få det til at holde op," ber jeg. "Få det til at holde op." 

Hulkene bliver flere og flere. Lidt efter sidder de alle med armene om mig, men ikke engang det giver den velkendte følelse af tryghed. 

__________________
A/N:

Jeg kan ikke helt finde ud af dette kapitel. Det skrev lidt sig selv, men det var nødvendigt til næste kapitel. 

Hvad synes I? 

Jeg ved ikke lige hvornår næste kommer, for jeg bliver højst sandsynligt på skolen de næste 2 uger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...