I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15266Visninger
AA

12. 11.

Det første jeg lægger mærke til, da jeg går ind i rummet, er musikken. Den stille lyd af klaverspil, flyder gennem hele lokalet og efterlader en melankolsk stemning efter hver tone. Jeg stopper op, lader mine tunge ben tage en pause, imens jeg hiver efter vejret. Alt i mig siger, at jeg skal tage noget at drikke, spise noget. Gøre noget andet end bare at stå. Men jeg rører mig ikke ud af stedet. En stemme fanger mine ører.

"Where did I go wrong, I lost a friend, somewhere along in the bitterness. And I would have stayed up with you all night, had I know how to safe a life," synger den. 

Det er Louis. 

"Let him know that you know best, cause after all you do know best. Try to slip past his defense, without granting innocence. Lay down a list of what is wrong, the things you've told him all along. And pray to God he hears you, and I pray to God he hears you."

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem han synger til. Selvom en del af mig har lyst til at løbe ind og fortælle ham alting, bliver jeg holdt tilbage af den dominerende del, der siger at jeg er nødt til at gøre alt alene. Ingen andre behøver at blive rodet ind i det. 

Jeg bliver stående i dørkammen. Jeg står bare og står. Helt stille. 

**

"Harry?" En stemme trænger igennem. Noget rører ved min arm.

"Harry, se på mig!" Jeg blinker. Ser hen mod klaveret, hvor Louis ikke længere sidder. Han står bekymret og skæver til mig. En bevægelse fanger mine øjne. 

"Harry?" Liams stemme trænger igennem og jeg vender hovedet imod ham, opdager hvor tæt han står på mig. Jeg har mistet måske 10 minutter. Mit lave blodsukker har fået mig til at miste 10 minutter af mit liv. Af en eller anden grund finder jeg tanken ufattelig skræmmende. Mine ben ryster af udmattelse under mig, men jeg bider ikke mærke i det. Jo mere jeg står op, jo bedre. 

"Kom, du skal have noget mad." 

Jeg ryster automatisk på hovedet, og nægter at gå med, selvom Liam har godt fat om min arm. En irriteret lyd fra Louis fanger min opmærksomhed og jeg vender blikket mod ham. "Kan du ikke bare spise, når det bliver sagt, forhelvede. Vi kan ikke passe på dig forevigt," hvæser han. Den samme afmagt og vreden, som fylder mig, fylder hans stemme.

Mit hjerte synker fuldstændig. Eller går i stå. Måske begge dele. Det føles som om at jeg er frosset til is. Han ord giver genlyd i mit hoved. Det hele er kaos derinde. Det er ved at eksplodere. En kæmpe klump is har erstattet hullet i brystet. 

"Forhelvede Louis," lyder en mumlen bag mig. Zayn. Jeg kan genkende hans stemme. Det vil jeg til hver en tid kunne. 

Afmagten fylder mig. Vreden. Sorgen. Frygten. Skylden. Presset. Alle de følelser jeg har kæmpet med at glemme, fylder mig, tre gange kraftigere. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg bider mig hårdt i kinden for ikke at skrige. Undskyld, jeg ikke er god nok. Jeg forstår godt du har det sådan, det har jeg også. Jeg er forfærdelig. Et uhyre, et monster. Undskyld, jeg ikke kan finde ud af noget.

Først står jeg bare lidt, ser Louis i øjnene. Men så vender jeg mig om og går, da det går op for mig, at jeg sagde det hele højt. Jeg efterlader dem, alle fire, alene og fuldstændig målløse. 

"Harry!" Det er Niall' stemme. Men jeg ignorere den bevidst og fortsætter med at gå. 

Da jeg når mit værelse smækker jeg døren, låser den, for at sikre mig at de ikke pludselig kommer brasende. Jeg åbner, med vrede bevægelser, min computer og tjekker diverse sider. Ren vane. Intet andet. En kæmpe overskrift fanger mit blik.

One Direction sætter tour på pause. Harry Styles indlagt på psykiatisk afdeling.

"For satan!" bander jeg og styrter ud på toilettet. Det er der jeg får øje på det. Bladet. Det ligger bare der, glinser lidt i lyset fra lampen i loftet. Jeg ved med det samme at jeg må gøre det. Det er ikke mit valg at tage, det er bare sådan landet ligger. 

Det hele går lidt i slow motion, i det jeg rækker ud efter barberbladet. Jeg stirrer på det. Mine hænder ryster. Langsomt sætter jeg mig på gulvet, i et lille hjørne mellem toilettet og badet. Mine fingre vender og drejer det lille skarpe blad, imens mine øjne betragter det. Det lille blad kan ødelægge alting. Eller gøre alting godt igen.

Du er ikke god nok. Det bliver du aldrig.

Det giver et jag i min arm, da jeg trykker bladet ned i underarmen og tegner en perfekt lige streg, vandret, i min blege hud. Blodet pibler ud med de små spøgelser der fylder min krop med skylden, afmagten. Presset forsvinder.

Men det varer ikke længe, og en ny perfekt linje bliver tegnet lige over den anden. 

Smerten er overvældende, hele min arm føles tung. Der ligger en perfekt tåge omkring alle mine tanker. Intet trænger igennem. Jeg bemærker kun lige en banken på døren. En protesterende banken. 

Langsomt rejser jeg mig op. Vasker min arm ren for blod, og finder nogle plastre. Da jeg har fået fikset sårene, trækker jeg mit ærme ned over. Langsomt bevæger jeg mig hen til døren. Åbner. 

Det er Louis der står med et pint ansigtsudtryk. 

"Undskyld," hvisker han. Jeg ryster bare på hovedet af ham. Han ser overrasket ud. "Tænk ikke over det, det er ligemeget," svarer jeg bare med et skuldertræk. Sandheden er, at det ikke er ligemeget. Han ord har brændt sig fast på min nethinde og vil altid blive husket. 

Sådan står vi lidt. Med en masse usagte beskyldninger, undskyldninger og ord hængende i luften. Ingen af os tør bryde stilheden, vi er begge bange for, at den lille illusionsboble vil sprænge og antænde en løbeild, som ingen ende vil have. 

"Jeg savner dig," hvisker jeg lavt. Louis ser forbløffet op. Det er som om at det tager tid for budskabet at trænge ind, fordi han står bare og stirrer. Utilpas træder jeg lidt baglæns, men når ikke langt, før han har fat i min arm og derefter trukket mig ind i et fantastisk varmt kram. Først står jeg bare lidt og lader ham om at kramme mig, men der går ikke længe, før jeg også krammer med. Ligesom dengang hvor det hele var som det skulle være. Det føles som en evighed siden. 

"Lad os få noget mad," mumler han i mit øre. Til hans store overraskelse nikker jeg. 

Han lægger en arm om mig og sammen går vi ind i vores store fælles køkken. Faktisk er det kun Louis og mit køkken, men de andre drenge er flyttet ind på ubestemt tid. Det er helt sikkert min.. Tilstand, der er skyld i det. Det er jeg ikke i tvivl om. 

"Der er blevet spurgt om vi har tænkt os at fortsætte touren, eller om vi fuldstændig aflyser den." Liam' stemme er så lav, at det bekræfter mig i, at det ikke var meningen at jeg skulle høre det. 

"Vi fortsætter den, selvfølgelig," svarer jeg ham. Zayn, Liam og Niall ser forskrækket på Louis og jeg. 

Louis greb om mig løsnes, vi går hen til bordet og sætter os. Otte forskrækkede og bekymrede øjne betrager mig. "Harry, du-"

"Vi fortsætter den." Min stemme er bestemt, selvom jeg ryster ved tanken indeni. "Jeg har det okay, jeg kan godt gøre det. Vi er nødt til det. For vores fans skyld." 

Trods tvivlen og frygten der lyser ud af Louis' øjne, nikker han. "Vi fortsætter den." 

_______________________
A/N: 

Undskyld den sene opdatering, har lige haft 5 lækre dage i Prag! Ferie er jo skønt. 
Hvad synes I om dette kapitel? Et eller andet sted synes jeg det er ret tyndt, men samtidig synes jeg det fungerer. Giv mig jeres mening.

Hvordan tror I det vil gå, når de fortsætter touren? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...