I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15500Visninger
AA

11. 10.

Jeg vender og drejer den lille papirskugle i hænderne, imens jeg koncentreret stirrer på den. Af en eller anden grund forventer jeg, at den pludselig siger at jeg skal stoppe med at glo. Det virker bare mest rigtigt, at sidde og kigge på den. 

Langsomt folder jeg papiret ud igen og betragter de små krøller, som aldrig vil blive rettet fuldstændigt ud igen. Det er forevigt gået i stykker. Ligesom mig. 

"Hvordan har du det i dag, Harry?" 

Jeg ser op og trækker på skulderne. "Fint," svarer jeg så. 

Manden, Charles, som sidder overfor mig er min psykolog. Han har dybe rynker i ansigtet, og hans øjenbryn er let rynkede. Han folder hænderne og lægger dem på bordet foran mig. 

"Hvad indebærer fint, Harry?" spørger han og retter sig op. Han forventer helt sikkert et langt og indviklet svar om hvor forfærdeligt jeg har det. Men sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg er tom. Fuldstændig tom indeni. 

Jeg trækker endnu engang bare på skulderne. 

"Hvorfor trækker du på skulderne?" Spørgsmålet er dråben, det føles som om noget indeni mig eksploderer. 

"Jeg ved det forhelvede ikke! Jeg ved det ikke!" Jeg rejser mig i vrede og tager fat om min hvide plastikstol. "Jeg ved det ikke!" gentager jeg endnu engang.

"Jeg kan mærke du er vred nu, hvorfor er du vred?" spørger han og strammer grebet om sine hænder. 

Det sker hurtigt. Så hurtigt at jeg ikke tænker over, hvad jeg gør. Jeg kaster bare med stolen, lader raseriet flyde ud med mine bevægelser. Jeg kan mærke blodet pumpe rundt i min krop, mærke mit hjerte banke i brystkassen og hvordan udmattelsen overvælder mig.

"Jeg ved det ikke," hvisker jeg lavt og synker sammen på gulvet. Taber, taber, taber, hvisker stemmen bagerst i hovedet. Jeg tager fat i mine mørke krøller og krummer mig endnu mere sammen. Taber, taber, bliver den ved. Jeg strammer grebet.

"Jeg tror vi stopper for i dag," mumler Charles og går ud af rummet, efterlader mig fuldstændig alene på gulvet, i færd med at bryde sammen. Jeg kan ikke bedømme om det er en god ting. Det er det sandsynligvis ikke. Selvdestruktive tanker truer med at ødelægge mig indenfra. Det eneste jeg har lyst til er, at det hele skal stoppe. Bare stoppe helt og aldeles. 

Det gør op for mig, hvor meget jeg spænder i min krop, da jeg mærker en hånd på min skulder. Chokket gennemborer hele min krop og jeg trækker mig hurtigt væk. Et kort hulk forlader mine læber.

"Harry, shh.." hvisker stemmen blidt. 

Jeg løfter blikket og møder Louis rolige øjne. "J-j-j... Je-je-jeg troede.." hikster jeg og snøfter. "Shh, kom her, shh, kom her, du" hvisker han og trækker mig ind til sig. Mit hjerte banker så voldsomt, at det føles som om, at det er igang med at arbejde sig ud af brystet på mig. Ensomheden overfalder mig og jeg putter mig tæt ind til Louis, imens flere hulk bryder gennem mine sprukne læber. Sådan sidder vi længe. Han vugger og beroliger mig. Selv hulker jeg som bare fanden og forbander mig selv langt væk, fordi jeg er så svag. 

Da min gråd dør ud, sidder vi længe bare i stilhed. En stilhed tyk af usagte ord og bebrejdelser. Væmmelsen fylder mig, da min mave pludselig rumler højlydt. Jeg er ikke sulten, husker jeg mig selv på, men min mave bliver ved med at protesterer. 

"Det er vidst spisetid, huh?" smiler Louis, "jeg er også død sulten."

Jeg ryster på hovedet. "Ikke sulten." Hans smil forsvinder, jeg får lyst til at synke ned i jorden og bare forsvinde. 

"Du er nødt til at spise Harry."

"Jeg er ikke sulten," svarer jeg.

Jeg rejser mig op og slår armene om mig selv. Lokalet er iskoldt, og de små dun på mine arme rejser sig langsomt. "Hvornår må jeg egentlig komme ud?" spørger jeg langsomt. Håbet vokser i brystet på mig. 

"Vi ville egentlig helst have at du blev nogle uger," mumler Louis langsomt imens han rejser sig. Alt indeni mig går i stå og panikken bliver kun større. 

"Hvad?" Min stemme skærer gennem rummet. Deler det op. Louis der. Mig her. Langt væk fra hinanden. Noget mellem os er gået i stykker. Jeg er gået i stykker. 

"Men vi kan ikke bestemme det, fordi du er over 18," afslutter han sin sætning og lettelsen breder sig i hele min krop. Jeg sukker lettet og smiler skævt til Louis. "Kan jeg komme hjem i dag?" Han nikker modvilligt og jeg smiler stort til ham.

"Harry, at du kommer hjem betyder ikke at alt er okay igen," mumler han. "Du har det tydeligvis skidt, og vi er nødt til at gøre noget ved det her." Jeg ryster på hovedet og begynder at gå ud af det iskolde lokale. "Jeg er okay," siger jeg, lige inden jeg smutter ud og hen på mit værelse for at pakke mine ting. Nu slipper jeg i det mindste ud.

***

Smilet breder sig på mine læber, selvom magtesløsheden fylder hver eneste celle i min gigantiske krop. "55 kg," hvisker jeg. Jeg er officielt undervægtig. Men ikke nok, det er jo slet ikke nok. Jeg vender min krop mod spejlet og betragter den med en voldsom afsky. Hvorfor sidder fedtet der stadigvæk? Hvorfor forsvinder det ikke ligesom kiloerne på vægten? Vreden bruser i mig, og jeg må trække vejret dybt for ikke at smadre spejlet.

"Harry?" Lyden bag døren er bekymret. 

"Ja?" vrisser jeg og tager hurtigt mit tøj på igen og gemmer vægten, som drengene ikke har nogen anelse om, at jeg har købt. 

Der bliver taget i dørhåndtaget. Man kan nærmest mærke panikken i personens bevægelser uden for døren. "Er du okay?" 

Jeg åbner døren og sender det bedste smil, jeg kan præstere. Hvilket ikke er meget, det er bare som om, at mine mundviger ikke vil op. Men jeg tvinger mig selv, jeg bruger femten muskler ved at smile. Det betyder mere forbrænding af kalorier. 

"Jeg har det super," smiler jeg og sender Niall et blik. Hans blik formørkes. 

"Lad vær med at lyve for mig." 

Chokket overtager langsomt min krop, og i få øjeblikke står jeg bare og stirrer lidt ud i luften. Det er som om at mit lave blodsukker pludselig slår til. "Hvad mener du?" får jeg fremstammet.

"Enhver idiot kan se at du har det forfærdeligt, og jeg er altså ikke bare enhver idiot, jeg er din bedste ven." 

Langsomt bevæger jeg mig væk fra ham. Jeg vil ikke høre mere, har ikke brug for hans kritik. Mine lemmer gør ondt, og hullet i maven virker dybere, mørkere. Jeg propper alle de grimme følelser derned og lader dem hobe sig op sammen med alle de andre. Alle dem jeg ikke er i stand til at tackle. 

"Undskyld," hvisker jeg inden jeg stryger forbi ham og ignorer hans højlydte råb. Jeg er nødt til at løbe det væk. 

Jeg trækker i løbetøjet på nul komma fem, og er hurtigt ude af døren. Det skal bare løbes væk, husker jeg mig selv på og sætter farten ydeligere op. 

________________

A/N: 
Hvor er jeg forfærdelig til at opdatere, undskyld, men efterskolen tager al min tid. Her har I et lidt mere standard kapitel, men jeg synes også det er vigtigt, at der bare er nogle forklaringer, og intense skænderier osv. 

Hvad synes I om kapitlet? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...