I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15267Visninger
AA

2. 1.

Jeg betragter mig selv i spejlet og rynker brynene. Min hud er forfærdelig. Urenheder, furer og frygtelige smilerynker præger den tydeligt. Jeg stryger en hånd gennem de mørke, tykke krøller og ryster mit hår, så det får det rigtige fald og betragter mig så i spejlet igen med et kritisk udtryk i øjnene. Jeg kan ikke gå ud til publikum sådan her, hvad vil de ikke tro om mig? Det er noget andet hvis man har hud som Louis. Med sine 20 år har han lagt sine teenage år bag sig, og dermed også urenhederne som dét medfører. Jeg sukker frustreret og hiver lidt i krøllerne. 

"Hey mate?" Louis' stemme lyder fra døren og jeg retter hurtigt ryggen. "Er du okay?"

Jeg nikker og sender ham et skævt smil, falsk, men dog et smil. "Bare.. Nerver, du ved." Louis betragter mig ubekymret og stryger mig over krøllerne. Jeg spinder som en kat, og han ler.

"No worries, curly. De elsker dig lige meget hvad." Han hiver mig ind i et kram og jeg får et øjeblik lyst til at græde. Det gør de jo ikke. Hvis jeg ikke ser godt ud eller synger korrekt, hvis jeg bare laver den mindste fejl vil de voldsomme kommentarer være over alt på hele internettet. Der er grund til bekymring. 

Jeg gengælder ømt krammet og udstøder et lille lettet suk. Jeg har i det mindste Louis og de andre. De er de bedste venner nogensinde. Jeg kunne ikke ønske mig mere.

En tanke slår ned i mig: kan fansene overhovedet lide mig eller lever de bare med, at jeg er en del af bandet? Jeg ryster den af mig. Det er en latterlig tanke. Er det ikke? Jo, det er det, beslutter jeg mig bestemt og presser læberne hårdt sammen.

"Kom, vi skal på om 5."

"Jeg er der om lidt, jeg skal lige børste tænder." Louis nikker kort, stryger mig over kinden og smutter ud af døren.

Jeg går ind på mit private badeværelse og lægger en perfekt stribe tandpasta på min grønne tandbørste. Langsomt begynder jeg at børste tænder, imens jeg betragter mit spejlbillede. Jeg børster mine tænder så hårdt jeg kan, som for at tvinge dem til at blive hvide. Da jeg er færdig, stryger jeg en hånd gennem de bløde krøller og sukker dybt. Nu er det nu.

Lyden af flere tusinde af skrigende piger når mine ører, og jeg tvinger mig selv til ikke at holde mig for ørerne. Jeg elsker vores fans ingen tvivl om det. Det kan bare godt være anstrengende, især med den enorme hovedpine som lige nu banker på livet løs lige over næsen, mine øjne og ved tindingerne.

"Hazza! Der er du, vi er på om lidt!"  

Jeg løfter hovedet og stopper med at massere mine tindinger, idet jeg ser lige ind i Liams bekymrede øjne. "Er du okay, Haz?"

Jeg nikker som svar. Jeg er nødt til at overbevise dem om at alt er godt. Det er det også. Sådan da. "Har det fint. Skal vi have det for fedt eller hvad?" Jeg lyder nogenlunde overbevisende og sender dem et stort smil. Niall slår en kort latter op og vi giver hinanden et gruppekram inden vi går på scenen til de skrigende piger.

Koncerten er fantastisk. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg op til koncerter altid er så nervøs, når jeg tydeligvis laver det jeg elsker - at andre også elsker det er bare en kæmpe bonus. Jeg smiler bredt og lægger en hånd på maven, og trækker vejret dybt, idet jeg synger min solo i What Makes You Beautiful.

Alle tankerne kværner rundt. Gør det nu, du kan godt, hvis du laver en fejl er du forfærdelig, kom så forhelvede, syng den ud, træk vejret, forhelvede gør det nu bedre.

Jeg tvinger tankerne væk og synger soloen rent og uden at hive efter vejret. Jeg kan godt, overbeviser jeg mig selv om, samt resten af drengene og salen, som bryder ud i sindssyge skrig, da jeg er færdig. Jeg mærker Louis hånd på min skulder og jeg sender ham et lettet smil. Han ved godt, at det er den sværeste del for mig.

Koncerten slutter. Vi tumler ud fra scenen, overgearede og glade over den gode koncert. Niall laver et hop op i luften og griner højlydt.

"Det var for vildt, det var det virkelig!" 

Jeg giver Zayn high five og smider mig udmattet i en sofa. "Træt, Haz?" spørger Liam og jeg sender ham et udmattet nik. "Det skal alligevel gøre godt med 4 dages pause inden næste koncert," svarer jeg og trækker vejret dybt.

"Til gengæld bliver det også den største." Jeg vender blikket mod Louis og nikker kort. Tanken skræmmer mig allerede. "Nogensinde," tilføjer han. 

"Lou, du må ikke skræmme Hazza!" udbryder Niall og lægger en beskyttende arm om mig. Jeg griner og trækker kort på skulderne. "Mig skræmmer ham ikke. I'm fearless, man!"

Louis fnyser uoverbevist og jeg kan ikke lade være med at tænke på om han virkelig tror, at jeg er bange. I så fald har han jo ret. Jeg er bange. Måske tænker han på dengang, jeg skulle synge min første solo i x-factor og brød sammen med sceneskræk? Eller ligefrem på da vi skulle optræde første gang live med What Makes You Beautiful? Jeg brød grædende sammen på kamera. Der er ikke noget jeg fortryder mere end dét. 

"Skal vi få taget et bad og så smutte tilbage på hotellet? Jeg har altså fået mig lidt af en hovedpine," mumler jeg og de andre mumler samtykkende. Vi elsker vores fans, men deres skrig giver sgu lidt af en hovedpine engang imellem. 

Vi får taget et bad og med Pauls hjælp, får vi os kantet ind i vores bil og kører mod hotellet, hvor der ude foran står endnu bunke skrigende piger. Vi signerer ikke noget eller får taget nogen billeder. Vi er alle rimelig smadrede og orker ikke mere. En sætning fanger dog mit højre øre. "Han er blevet lidt chubs, er han ikke? Harry altså." Jeg betragter pigen med sammenknebne øjne og bider mig lidt i læben. Mener hun det eller joker hun? 

"Hold kæft, han kigger herover! Tænk hvis han hørte dig," hvisker pigens veninde. Jeg orker pludselig ikke flere skrigende piger og går bestemt gennem mængden og ind på hotellet. Jeg står i receptionen og kigger tøvende hen af den lange gang hvor vores værelser ligger. Langsomt begynder jeg at gå mod det gigantiske værelse, som jeg deler med drengene. Jeg har ikke engang en seng for mig selv. Jeg deler med Louis. 

Jeg smækker døren hårdt i, da jeg når ind på værelset og kigger rundt. Der er blevet ryddet op siden vi sidst var her. Der ligger ikke længere madpapir eller tøj der stinker over det hele. Det hele ser pænt ud og rent ud. Jeg går ind på Louis og mit værelse og smider mig på sengen. Et dybt suk passerer mine læber, da jeg hører drengene komme ind. Jeg trækker ud af mine bukser og mine sokker af.

Hurtigt lægger jeg mig under dynen i t-shirt og boxershorts, imens jeg venter på at de kommer ind på værelset. 

"Haz? Er du her?" Liam' stemme går gennem døren og jeg hiver dynen hen over mit hoved for at lukke den bekymrede stemme ude. 

"Hazza? Er du okay, mate? Du var så hurtigt væk ude foran." Jeg nikker under dynen og bider mig i læben, for ikke at råbe af Louis der står foroverbøjet foran mig. "Jeg er bare virkelig træt," forklarer jeg hurtigt. Jeg mærker Louis hånd stryge mig over håret. 

"Sov godt, curly," hvisker han og kysser mit hoved. Jeg sukker lettet idet han smækker døren i. Mit hoved gør så forfærdeligt ondt og pigens ord giver genlyd hele tiden. "Han er blevet lidt chubs, er han ikke? Harry altså." Har jeg virkelig taget på? Tankerne kværner hele natten og jeg får ikke lukket et øje.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...