A Grim Reaper *Sat på pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2012
  • Status: Igang
Historien handler om pigen Alyssa der flytter med sin familie til en mindre by i England, der bliver hun forelsket i drengen William, men skæbnen vil at de ikke kan være sammen, William gemmer nemlig på en mørk og dyster hemmelighed. De må nu finde en måde hvorpå de kan være sammen, men de finder hurtigt ud af, at det er lettere sagt end gjort.

*stødende sprog, vold, og "andet" kan forekomme*

2Likes
3Kommentarer
869Visninger
AA

1. New town, New beginning.

"To live is the rarest thing in the world.

Most people exist, that is all.”

― Oscar Wilde

 

 

Jeg vågnede brat ved lyden af en bildør der smækkede, min kind var kold efter at have ligget op ad den isnende bilrude, og jeg kunne mærke kulden komme mod mig som en mur af is, og til sidst sluttede sig om mig som en dyne af det fineste tø-sne. Jeg skuttede mig, kørte min hånd over den duggede bilrude og kiggede ud. Jeg så min bror Declan stå udenfor i sin lange sorte vinterfrakke, han kiggede betragtende på den store victorianske bygning der tårnede sig op foran ham, hans klare øjne faldt på det jeg gik ud fra er en slags gammeldags udestue. De store glaspartier var fyldt med grønne alger og vidnede om forfald og forsømmelse. Man kunne desuden skimte lidt af den engang så pompøse have, med buske, statuer og springvand, alt sammen indhyllet i glimtende rimfrost. Det var vinter - en af de koldeste hidtil, og min bror Declan, stedfar Henry og jeg selv, var kørt hele vejen fra London til udkanten af en halvstor idyllisk landsby, ved navn Ambleside. Klokken var omkring halv 10 om morgenen, hvilket betød at jeg ikke havde sovet særlig længe, dog længe nok til at jeg havde den der underlige følelse af, at man er sprunget frem i tiden. Du undrer dig sikkert over hvorfor Declan, min stedfar og jeg var kørt fra det travle London, til det maleriske Ambleside. For at gøre en lang historie kort, mine forældre havde købt et hus, i Ambleside, langt, langt væk fra London, og jeg var blevet beordret med, for når man er 17, så må man jo for guds skyld ikke bo alene. selvom jeg var blevet slæbt væk fra mine venner... faktisk så var vi ikke rigtigt venner mere, for at sige det som det er, så hadede jeg dem - hvilket jeg stadig gør. Når nu jeg tænker over det så var der faktisk ikke rigtigt noget der holdte mig i London længere, måske min storebrors venner, men de var jo hans, og ikke mine. Men det ændrede ikke på det faktum at jeg rent faktisk godt kunne lide dem, de behandlede mig som en voksen, og var mere seriøse end mine "gamle venner". Ja, dem ville jeg nok savne...     Jeg var blevet fortalt at huset var et gammelt hotel som senere blev lavet til et bed - and breakfast, men gik for omkring 4 år siden neden om og hjem. Bygningen blev derfor opkøbt af byens kulturarvs-fond, eftersom det åbenbart var et af byens aller ældste huse, uheldigvis var der lige det år et forfærdeligt regnvejr som gjorde at nogle af byens største vartegn var blevet beskadiget. skaderne skete ikke på grund af selve vandet, men af følgerne deraf. byen var plaget af vandskader, mudderskred og oversvømmelser, noget som Ambleside ikke var vant til, og havde derfor svært ved at kontrollere konsekvenserne af de store vandmasser. På grund af det massive nedbør var ikke penge nok til både at udbedre skaderne på diverse seværdigheder og/eller monumenter - og på det gamle hus. Kulturarvs-medlemmerne prøvede at samle penge ind, men forgæves. Borgerne i byen kæmpede selv en kamp, en kamp om at få vandskaderne dækket af deres forsikringer, hvilket ikke gik alt for godt, eftersom at det ikke kun regnede lårtykke vandstråler i Ambleside, men i hele England, og det gjorde at forsikringsselskaberne lukkede kassen i - HELT i. Igen ret uheldigt for huset, der måtte lide under det. I hvert fald så blev huset sat til salg, men det var ikke sådan et "rigtigt" hussalg, men nærmere i retningen af "vi-sætter-et-skilt-op-ved-vejen-og-håber-at-nogen-kommer-forbi-Salg. Derfor var det sådan set lidt et tilfælde da min mor og stedfar fandt huset. Min mor, Carol, havde længe snakket om at tage på en romantisk weekend tur til en eller anden - og jeg citerer: "sød lille bonde-by, med roser og sådan noget".  Henry - min stedfar, havde set det som en god undskyldning for at tage fri fra arbejde et par dage, og havde derfor bestilt et wellness ophold på en eller anden bys hyggelige kro - og hotel. Den by viste sig så siden hen at være Ambleside.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...