Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5131Visninger
AA

20. Stuck i en lufthavn

Haha! Jeg føler mig så sjov. Det er den 15. august altså er der 4 dage til at mit album udkommer og lige nu er mit liv fuldkommen et stort kaos. Jeg flyver på kryds og tværs af USA, for at være med i interviews.

Lige nu er jeg mellemlandet i Houston, for at kunne komme hjem til San Francisco, bare så jeg i morgen kan flyve videre til Seattle. Jeg har lige købt mig en wrap til aftensmad, da de over anlægget meddeler, at ingen fly flyver, fordi der er et eller andet galt i kontroltårnet. Der lyder et suk hele vejen igennem lufthavnen. Jeg starter med at spise min mad meget langsomt. Så går jeg rundt og kigger lidt, men det bliver også hurtigt kedeligt.

Det ender med at jeg sætter mig på jorden og pakker min guitar ud. Det skulle jeg vidst ikke have gjort. ”Se! Det er Tri Evans!” lyder det pludseligt. Det er fint nok, så længe det er civile, som bare vil have autograf eller billede, hvilket gør mig forfærdeligt genert, men da der pludseligt ankommer fotografer, som skubber de andre væk, bliver det for meget og jeg pakker sammen, mens jeg svarer på spørgsmål, bare for at holde dem på afstand og derefter takker Fitch for, at han bliver ved med at sende mig remindere om at jeg skal ud at løbe, da jeg suser af sted i et tempo, som kun er set siden den berømte løbe episode før ferien, hvilket på trods af at der kun er gået 3 måneder virker som 3 år.

Jeg holder ikke rigtigt styr på, hvor jeg løber hen, men på et tidspunkt lader jeg mig glide ned af en søjle og hiver efter vejret. ”Er du i dårlig form eller noget?” spørger en frisk pige ved siden af mig. Åh! Great! Jeg som troede, at jeg kunne glemme mit kærlighedsproblem. Undskyld Danielle, men nu gider jeg ikke mere! Specielt efter det her. ”Hvis du åbnede indbakken på min mobil, ville du ikke ligefrem tænke det,” mumler jeg. ”Hvor har jeg set dig før? Ikke fordi jeg vil virke ond, men du ser altså bekendt ud,” siger hun. ”Tri Evans, jeg har lige været på tour med din kæreste,” smiler jeg skævt og samler mit hår i en lav knold. ”Nå,” siger hun med et smil. ”Nu kan jeg huske dig. Det var dig Liam sloges med, da jeg kom.”Ja, han brugte headlock,” nikker jeg. På den måde falder vi i snak. Jeg havde lovet mig selv, at droppe det hele, tabe det hele på jorden.

Til sidst når vi til et punkt, hvor samtalen går i stå. Hun kigger længe ud i luften. ”Er du forelsket i Liam?” spørger hun pludseligt. Jeg synker dybt ned i mig selv indvendigt, mens jeg lægger armene over kors og putter mig bedre. Jeg kan mærke en blokade er på vej, men den må ikke komme, for det dummeste jeg kan gøre nu, er ikke at kunne forsvare mig selv. ”Si,” mumler jeg og føler mig slået. ”Men du må ikke blive misundelig, for jeg vil ikke prøve på noget.” ”Hvorfra skulle jeg vide det?” spørger hun skeptisk. ”Jeg er ikke som andre piger. Jeg kan ikke den slags med fyre, så hvis de falder for mig, er det deres egen skyld. Jeg ønsker det ikke og slet ikke det her. Jeg synes godt om dig, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke bare skal komme mig, så livet kan fortsætte, uden andre end jeg selv skadet. Men hvis du nu har tænkt at blive en ren heks over for mig nu, er det ok. Jeg gør intet,” siger jeg hurtigt og mumlende og lukker øjnene.

Da jeg åbner dem igen er hun væk. Jeg er klar over, hvad jeg har gjort og det eneste jeg vil er at sove. Ja, du hørte rigtigt.

Det er også hvad jeg gør, for næstegang jeg åbner øjnene står der en pæn fyr, nogle år ældre end mig bøjet over mig. ”Flyene flyver igen,” siger han og rækker hånden så jeg kan komme op. ”Hvad for et skal du med?” spørger han. Jeg kigger op på afgangstavlen. Det fly jeg skal med til Seattle flyver nogle minutter efter det til San Francisco. Jeg kæmper for at få et tak frem, men blokaden er nået mig, så jeg giver op og går hen for at tjekke ind til det andet fly.

Jeg har gået 10 meter, da min telefon ringer for første gang. Det er mor, så jeg lægger bare på igen. Hun ringer igen, så jeg må tage mig sammen og finde talen frem igen. ”Så nu kunne du tage dig sammen,” siger hun. Jeg svarer ikke, men det forventer hun heller ikke. ”Der er et arrangement i England her den 19, hvor de har flere store navne til at komme. En af de større måtte aflyse i sidste øjeblik, til dit held,” siger hun. ”Men mor,” starter jeg. ”Det hele handler om at du har lyst,” siger hun. Jeg tænker på, hvad jeg ellers skulle den dag. ”Altså jeg har kigget på programmet, men den eneste du kan lide der spiller, er Ed Sheeran,” siger hun. Jeg sukker. Havde hun sagt Sia, Sufjan Stevens, Lykke Li, Adele, Evanescence eller andre der falder i min forfærdeligt sammensatte smag også havde jeg været solgt, men nu overvejer jeg det kun. ”Ok,” siger jeg så. ”Godt, jeg bestiller fly og omrokerer i skemaet,” siger hun.

Jeg glæder mig til at jeg ikke har brug for, at min mor spiller det taktiske for mig længere. Det føles så kontrolleret. I kender det alle sammen.

Pyh! Tror snart jeg dør. All and over

Nowhere Girl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...