Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5145Visninger
AA

15. Slappe af? Næ nej… Opvarme for One Direction.

Ok, anden af mors elskede overraskelser. ”Du skal med, som opvarmning på One Directions mini tour,” siger mor, da jeg regner med at kunne ligge mig i min seng og sove. Jeg er ærlig talt smadret. Sidste nat sov jeg 5 timer på den grønne sofa i Gallery Lounge. Det er sådan, at i nogen studier, har man sofaer inde i studiet. Det har man ikke, der hvor jeg arbejder, men i stedet har man forskellige lounges, som gør at man nærmest kan bo der. Så på trods af det, må jeg nu pakke.

Allerede tidligt næste morgen ringer mor, som tog tilbage til LA, for at spørge om jeg er i lufthavnen. Jeg springer op og skynder mig i bad, hvorefter jeg løber ud og finder et par armygrønne bukser, med en ternet skjortekjole, med et tyndt læderbælte om livet og et par meget slidte Dr. Martens. Så er det ellers bare ud af døren.

Jeg skal møde i lufthavnen, så tidligt at der ingen biler er på vejen, hvilket gør det muligt for mig, at trykke speederen i bund. Man kan sige, at jeg får noget sjov ud af det på samme tid. Solen er kun lige stået op, men skjult bag skyer, da det står til at blive en af San Franciscos mange regnvejrsdage. Turen der normalt tager 25 minutter, tager kun 15 med en tophastighed på 120 km/t. Godt jeg ikke blev taget!

Jeg finder en langtidsparkeringsplads og går så ind for at tjekke ind. Der er præcis en time, ser jeg, da jeg afleverer mit bagage og betaler det ekstra mine guitarer koster, at få med. Jeg har lige købt en Les Paul også, da den bliver nødvendig senere. Jeg får noget hurtigt morgenmad, da jeg er kommet igennem sikkerhed og så går flyet mod Boston. Jeg er ikke så god til at sove, når jeg først er kommet op, så min sidemand må høre på den susende lyd, som er hentydningen af høj musik i mine ører. Det er en stram forretningsmand, som sender mig op til flere blikke. En gang ville jeg være krøbet ned i et musehul, men nu er jeg ligeglad. Et bevis på hvor langt jeg er kommet.

Da vi lander i Boston hopper jeg ind i en taxa, som kører mig til hotellet, hvor Sam står lænet op af nogle betonsøjler, ved indgangen. I forhold til det jeg allerede har set, er der kun en minimal gruppe ventende piger, som holder sig tilbage, fordi Sam har bedt dem venligt om det. ”Må jeg se dit pressekort?” spørger han med et grin. Jeg smiler og finder det. Han kigger på det. ”Det løber jo snart ud,” siger han. Jeg kæmper lidt med ordene, før: ”Og hvad så?” ryger ud. ”Jeg er sanger.” Han smiler skævt. ”Skal jeg følge dig op eller tjekker du selv ind?” ”Er de overhovedet kommet?” spørger jeg. Sam ryster på hovedet, men laver på samme tid nogle hurtige nikke, som kun jeg kan opfange. Jeg går ind og tjekker ind.

Jeg er på den gang, hvor jeg skal bo, da en mand kommer over. ”Er du Tri Evans?” spørger han. Jeg nikker og låser op. ”Jeg er Oliver Stone og denne tours manager,” siger han. Jeg sætter mine ting ind lige foran døren og kigger spørgende på ham. Han kigger spørgende tilbage og skal til at sige noget, da der lyder stemmer.

”Jeg havde ret!” lyder Niall. ”Åh crap!” lyder Liam bag mig. Jeg vender mig om med et smil om munden. ”Vi har været lidt uenige om det nu var dig,” siger Louis, som pludselig står lige foran mig. ”Kan du bekræfte du er dig?” Jeg griner. ”Ja, det tror jeg,” siger jeg. ”Perfekt, lad os komme af sted. Vi skal nok tage dine ting,” siger Oliver. Jeg tror ikke manden er klar over det, men han skræmmer mig. ”Det skal du ikke tage dig af,” siger Harry roligt. ”Han har bare altid så travlt.” ”Men hvorfor skal vi af sted nu?” spørger jeg en smule forvirret. ”Du behøver heller ikke komme med, vi skal til interview. Jeg ved ikke lige, hvad der går af Oliver,” smiler Liam, mens Sam kommer gående fra den anden side.

”Der er en pige, der mener at kende dig. Jeg tror, ikke hun lyver, for hun vidste et gyldigt pressekort, fra The A Teen,” siger han. ”Mel?” gætter jeg. Han trækker på skuldrene og nikker. Jeg følger med ham og midt i foyeren står Mel.

”Mel? Hvad laver du her?” spørger jeg forundret. ”Jeg er i New York, fordi halvdelen af vores ansøgninger kommer herfra,” siger hun. ”Jeg blev træt af det hele og vidste du ville være her fuldkommen skræmt til døde og det ville gå op for dig, at du ikke havde noget at tage på,” smiler hun. Jeg kigger forundret på hende. ”Det er 4 timer hver vej… eller ok lidt under 3 i vores tempo,” siger jeg. ”Ja, men det er herligt at ræse ud af motorvejen, når man har siddet og hørt på snobbede tøser, der ikke har den mindste forstand på hvordan det hele fungere. Jeg er faktisk begyndt at fatte, hvorfor der oprindeligt kun var mig på min alder,” siger hun. ”Men hvad så?” spørger jeg. ”Jo, altså jeg har den perfekte ide til et look, men jeg har ikke lige haft tid… så vi skal først ud at shoppe. Bare rolig, jeg ved præcis, hvad det er og hvor vi typisk får det opstøvet,” beroliger hun.

For tiden går alting meget hurtig for os begge. Aron har længe planlagt, at trække til LA, men ingen har rigtigt troet på, at det ville ske og da slet ikke at det ville komme til at betyde så meget for Mel. Jeg har heller ikke ligefrem holdt ferie, så selvom det ikke er mere end under 3 uger siden, vi sagde farvel i Miami, er der sket en del, der får det til at virke som år siden.

Derfor bruger jeg eftermiddagen på at følge med hende rundt i byen, før vi tager til arenaen, hvor hun gennemfører et look, som jeg nemt selv kan efterligne. Hun har fundet et par overalls, som hun mikser med en hvid ¾ blondebluse, et par sort ballerinaer og store runde sølvøreringe. Makeuppen vil ikke være tydelig på scenen og det sidste hun gør, er at rive fat i min røde manke. ”Du er velsignet med et udseende der vil noget,” siger hun. ”Det grimmeste ved dig, er din naturlige hårfarve, som du jo har farvet over i en overraskende pæn rød…” ”Jeg kan ikke rigtigt gøre for det, men det får mig til at virke så perfekt…” mumler jeg og er ved at skrige, over børsten der hænger fast. Hun tager en elastik, stor nok til at samle mit hår og har så en rodet hestehale. Hun kigger på uret. ”Tror du man kan komme til NY på 2,5 time?” spørger hun. Alt luften bliver trykket ud af mig, af tanken om at hun skal af sted, før jeg har været på scenen. ”Det kan man,” nikker jeg sikkert. ”Op med hovedet. Det skal nok klare det,” beroliger hun, selvom det kun bliver værre.  

Kender i det? Tror det er All and over for nu

Nowhere girl

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...