Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5128Visninger
AA

7. Sikkerhedstjek

Mors bil er virkelig nem at finde, på trods af at flotte biler ikke er nogen sjældenhed. Men mors er en knaldrød cabriolet, der altid skinner. Jeg foretrækker min egen lille og mindre benzintrækkende af gode grunde. Jeg er, hvad man kan kalde en dårlig bilist, da jeg har noget med fart. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik mit kørekort, men ok.

Jeg springer ind og skriver så til Mel om hun vil sende mig spørgsmålene, før jeg sætter min mobil i mors elskede iPhone holder og sætter bilen i gang. Og hallo? Jeg sværger, at jeg endelig kan se ideen i stemmestyring af mobil, for mens jeg holder koncentrationen på vejen benytter jeg mig af det. Jeg er lidt af et kaos, men det passer nogenlunde med at jeg får nogenlunde ro på, til da jeg parkerer på en parkeringsplads i nærheden af det hotel Mel har informeret mig om. Jeg må indrømme, at jeg får et chok, da jeg ser den store forsamling af piger udenfor.

 Jeg samler min mund op og maser mig gennem den og tumler over det plastik bånd der er sat op. Der går 2 sekunder så kommer der en sikkerhedsvagt hastende. Jeg fumler med min taske og finder min pung, hvor jeg har mit pressekort, som jeg viser. Han nikker og jeg går videre.

Jeg når dog kun ind i lobbyen før endnu en sikkerhedsvagt kommer. Jeg behøver ikke tænke længe over det, for at gætte at dette er bossen. ”Og hvad tror du lige, du laver, missy?” spørger han venligt, men koldt. Jeg prøver at sige, at jeg skal ind til et interview, men det eneste jeg får ud er at vise mit pressekort endnu en gang. ”Det er vel falskt?” gætter han. Jeg kæmper efter ordene, som ligger lige på tungen, før jeg til sidst overvinder mig selv. ”Jeg skal ind og interviewe One Direction,” siger jeg. ”Og det er ikke rigtigt falsk,” tilføjer jeg usikkert. ”Og hvordan har du tænkt dig at bevise det? Du er i hvert fald ikke gammel nok, til at være journalist,” erklærer han. ”Det er jeg heller ikke,” får jeg kæmpet ud. ”Jeg er redaktionssekretær og er trådt i stedet for Ashley Jules, som måtte tage på skadestuen med sin datter, som havde brændt sig på en kogeplade.” ”Nå, så du har historien på plads. Hvis jeg nu ringer til The A Teens chefredaktør, vil han så kendes ved dig?” spørger han. Jeg nikker vildt. ”Det for vi at se,” siger han og forvinder.

Der går lidt tid, før han igen dukker op. ”Det må du undskylde,” siger han. ”Det lød til at du faktisk ikke var en sindssyg fan.” Jeg har brugt tiden på at samle mod sammen, så jeg smiler bare. ”Ligner jeg sådan en?” spørger jeg. Han kigger godt på mig. ”Egentligt ikke,” indrømmer han.

Har i også prøvet det der med voksne der er lige lovligt hurtige til at konkludere? Skriv bare. Så skriver jeg også om interviewet.

All and over

Nowhere Girl 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...