Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5150Visninger
AA

11. Mor og datter

For første gang siden far døde, snakker vi om ham. Mor har lejet en suite med balkon. Det vil sige at vi kun har 1 værelse, men lad os sige, at jeg har prøvet værre.

Næste dag tager vi i byen. Vi går over Golden Gate Bridge og mindes dengang, hvor jeg nægtede at gå videre, fordi jeg synes udsigten var så smuk.

Om eftermiddagen går vi ud og shopper. Jeg køber intet, før vi på vej hjem støder på den guitar butik, hvor jeg som 3årig fik min først ukulele og året efter guitar. Jeg har netop ødelagt mit capo, så jeg skal have et nyt, så vi går ind.

Det er den samme ældre herre som dengang, der står ved kassen. Han stirrer i smug på mig, mens jeg finder det capo, jeg skal have. ”Godt at se du kan dit udstyr,” smiler han. Jeg smiler tilbage. ”Havde en god læremester,” siger jeg. ”Det eneste rigtige capo er jo en Alice Multi.” Han blinker med det ene øje. ”Ja, min pige. Har du ikke også brug for ny guitar?” spørger han. Jeg må indrømme, at den min guitar kun er halvt så god, som hans dårligste, da han får sine af små, men virkeligt dygtige guitar producenter og at der ingen gode guitarforretninger findes i Miami og man står fuldkommen håbløs, fordi man har smadret sin Gibson. ”Jo, men har ingen penge” indrømmer jeg. Han smiler. ”Leg du bare alligevel,” siger han. Jeg prøver næsten alle, før jeg finder den perfekte. Siderne er mahogni og gribebrættet af rosentræ. Vi snakker altså en akustisk nylon guitar. ”Du kan også din guitar,” smiler han.

”Hvad skal du have for den?” spørger mor. ”810$,” svarer han. Mor finder sit kort frem. ”Mor, du ved godt, at jeg alligevel ikke bruger den,” udbryder jeg. ”Hvordan ødelagde du så dit capo?” spørger hun. Jeg sukker. ”Ok, jeg spiller stadig,” indrømmer jeg. Hun lader det være afsluttet, men tager det op, da vi kommer hjem til hotellet.

Her gør hun endnu en ting, jeg ikke har set hende gøre længe. Hun tager min nye guitar og finder sit penalhus frem og begynder at dekorere den. Jeg har intet imod det, for mor har sine talenter, selvom man tit glemmer det. Hun er lidt ligesom mig. Hun er ikke så dygtig til noget bogligt, men hun er kreativ. Jeg sidder og kigger på hende. Hun ligner sig selv mere end hun har gjort de sidste 6 år. Hun har fjernet alt sit makeup og sidder i en af Arons skovmandsskjorter og et par slidte jeans. Der går ikke lang tid før hendes stemme lyder. ”Today is gonna be the day,” starter hun på Wonderwall. I noget tid er jeg bare fortryllet, men en kriller i mig, for mig til at synge med og snart snor vores stemmer sig ind og ud af hinanden.

Da vi når sidste linje kigger mor op på mig. ”Søde, jeg fatter ikke, hvorfor du ikke indrømmer det overfor dig selv. Du har noget helt specielt,” sukker hun. ”Og du vil det.” ”Nej, jeg vil ikke,” afviser jeg. ”Hvorfor ikke?” spørger hun alvorligt. ”Hvis det er fordi at du er bange for at ende som din far, eller blive som jeg var, behøver du ikke være bekymret, for det får du ikke lov til. Vi blev kun sådan, fordi vi ikke havde nogen til at fortælle os, at det var dumt.” Jeg sukker og trækker mig væk.

Vi har vel alle, vores tidspunkter hvor vi tvivler, har vi ikke? Jeg mener, hvad med jer? Er jeg virkelig den eneste, der ikke ved, hvad hun vil med sit liv? Det gad jeg godt vide.

All and over

Nowhere Girl               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...