Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5224Visninger
AA

10. Mit liv

Ok, det var ikke så slemt igen. Hør bare her.

Da jeg kommer ned i lobbyen, dukker mor pludseligt op. ”Hvad sker der?” spørger jeg bange. ”Jeg fik din beslutning flyttet en uge og jeg ved lige hvad den skal bruges på,” siger hun hemmelighedsfuldt. ”Mor, hvad skal vi?” spørger jeg irriteret. ”Det må du gætte. Jeg kan sige så meget at vi skal på ferie,” siger hun. Jeg rynker på panden. ”Mor, vi har aldrig været på en rigtig ferie,” mumler jeg og følger efter hende ud til bilen og giver hende nøglerne. ”Jeg vil også tøve med at kalde det her en ferie,” indrømmer hun. Jeg himler og sætter mig ind. Min mor har aldrig være tilhænger, af at rejse uden andet formål en at slappe af eller kigge kultur. Det kan man gøre, hvis man nu er et smut forbi, ifølge hende. ”Nu skal du bare hjem og pakke og om du vil eller ej tager du guitaren med,” fastslår hun. Jeg sukker og nikker, da jeg ikke orker at udfritte hende.

Jeg tager hjem og pakker til en uge, på trods af at det ligner noget til en måned. Jeg ved trods alt ikke hvad der venter mig. Så går jeg i gang med at skrive referat af interviewet, til mor kommer og siger at vi skal af sted. Hun kører os hen til lufthavnen og tjekker os ind på et fly til Phoenix, som Aron har skaffet plads til. ”Mor, hvad helvede skal vi i Phoenix?” spørger jeg. ”Det finder du ud af,” smiler hun. ”Hvad vil du have at spise?” spørger hun. Der er 1½ time til at flyet flyver, så vi får aftensmad i lufthavnen. Flyveturen er som alle andre flyveture. Vi snakker ikke ret meget, selvom jeg tror der er en lang snak i opsejling. Da vi ankommer til Phoenix indkvarterer mor os i hotellet lige ved siden af.

Da jeg kommer ned til morgenmad næste morgen og mor allerede er der udbryder hun: ”Dit look passer perfekt til vores gøremål.” Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har tænkt praktisk i dag og har en opsmøget hvid bluse på, med en grøn vest, cowboy shorts der går til lige over knæene og læderstøvler. Med det gætter jeg, jeg har ret. Vi skal være i en eller anden for bevægelse. Og jeg har ret. Min mor sætter GPS på sin mobil og finder den nærmeste biludlejning. Jeg forventer næsten at hun går efter en der ligner hendes egen, men det gør hun ikke. I stedet vælger hun en ældre Range Rover. ”Du må køre, når vi kommer ud af byen,” siger hun, da hun ser mit ansigt og tager mine tasker ud af hånden og putter dem ind i bilen. Vi kører ikke ret langt, før hun drejer ind på motorvejen til LA.

”Hvad skal vi i LA?” spørger jeg. ”Hvad laver vi overhovedet her?” ”Gæt. Nej vi skal ikke til LA, men jeg kan give dig et spor. En af din fars sidste sange,” siger hun alvorligt. ”Til WW?” spørger jeg. ”Det ved jeg ikke,” svarer hun. ”May(be) eller Go back to the start?” gætter jeg. ”Den sidste. Og jeg tror vi skal følge hans råd,” siger hun. Det er længe siden, jeg har set min mor sådan. Hun snakker ellers aldrig om far og lige siden han døde har hun hele tiden haft en falsk overflade som skjold.

”Jeg ved det er mærkeligt, men hvis du nu skulle skrive en detaljeret præsentation af dig selv, hvordan skulle det lyde?” spørger hun. Jeg ved, hvor hun vil hen og kigger derfor skeptisk på hende. ”Mor, er du på stoffer?” spørger jeg irriteret. ”Nej, du ved jeg kun holder mig til alkohol,” siger hun. ”Kun” er vidst lidt meget sagt. Godt nok, har jeg ikke set hende drikke længe, men min mor havde, da hun var yngre en vane med at feste en del, med masser af alkohol. Ikke at hun har været en dårlig mor, for dengang var hun virkelig en god mor, når hun ikke lige en gang imellem gav sig selv fri fra mortjansen, tog i byen og drak sig fuld.

”Ok, jeg hedder Astrid Evans, eventuelt med et Jane imellem. Astrid kommer fra min mors svenske bedste veninde, som døde af spirituskørsel, da jeg var 5. Jeg er født den 3. september i San Francisco. Min far var Mark Evans, forsanger i det verdenskendte rockband WW, som i starten spillede metal, men blev mere og mere pop/rock, alternative. Min mor er May Evans Welsh, forhenværende korsanger for nogle af 90’ernes største ikoner, men hun stoppede med at arbejde, da jeg begyndte at snakke. Hende og min far mødtes, da hun var korsanger for WW. Sammen dannede vi en skæv, men lykkelig lille familie. Desværre levede min far et dobbelt liv, som familiefar på den ene side og stofmisbrugene rockstjerne  på den anden og døde da jeg var 12 af en overdosis. Bare rolig, han var altid clean i nærheden af mig. Jeg tror det er den begivenhed, der formede mig og gjorde mig så genert, som jeg er, i forhold til den snært af generthed jeg havde inden. Inden det var mit ønske også at træde i hans fodspor, men jeg føler at have erfaret at det ikke går så godt på toppen. Dermed ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg skal hen. Derfor er navnet på min blog Nowhere Girl. Lige nu arbejder, jeg hos min stedfars teenagemagasin The A Teen, hvor jeg får overskredet nogle grænser og har mødt mit livs første ven Mel. I min fritid læser jeg gode bøger, blogger og finder ukendt, men fantastisk musik,” plaprer jeg.

Mor smiler skævt til mig. ”Det er længe siden jeg har hørt dig snakke så længe. Da du var lille kunne du snakke i evigheder. Der skulle folk bare gøre dig nysgerrig, så overvandt du genertheden, hvor du i starten gemte dig bag min ryg,” siger hun. Jeg nikker og kan ikke lade være med at grine.

”Hvorfor gør vi egentligt det her nu?” spørger jeg. ”Fordi at jeg tror, at hvis du skal kunne vælge, hvad du vil i livet, må du genfinde den person du var før. Så det vi skal gøre er at vi skal tilbage dertil, hvor du var sådan. Jeg kunne vel lige så godt have trukket dig til New York, men San Francisco er min egen hjemby, så det kan være jeg kan få samme kur,” forklarer hun. Jeg nikker. Jeg er født i San Francisco, men vi flyttede til New York, da jeg var 5. ”Så vi er på vej til San Francisco?” spørger jeg. Hun nikker. ”Næsten på samme måde, som vi kom til Miami,” siger hun. Jeg mindes, da mor og jeg 6 år tilbage kørte langs østkysten fra New York til Miami i en faldefærdig Land Rover.

Nu ved du vidst også alt om mig… Og hvorfor jeg er så sær. Men vi er vel alle sære. Er vi ikke?

All and over

Nowhere Girl 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...