Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5127Visninger
AA

21. Jeg lukker!

Ja, kære læsere. I er godt 1mio! Men jeg tror desværre det er på tide, at cutte denne line mellem os, men du kan finde mig på twitter under @TriEvans, hvor i bare må tweete mig til døde. Undskyld, men lige nu er det her bare en klods om benet. Papzene ved hvor de kan finde sladder og desværre er det ved at være her. Men jeg skylder jer til gengæld en lykkelig slutning, med en masse klistrede detaljer.

Den starter godt nok ikke så lykkeligt. Mor er så sød at rydde min kalender fuldkommen, så jeg kan komme til England med Mel og ordne scenetøj. Jeg hopper stadig rundt i overallsene til koncerten her, det er mere langsigtet. Jeg hader at shoppe, hvilket jeg nok ikke har fået nok ud. Men altså, det lader til at skæbnen ikke lader mig værre i fred, for bedst som jeg flygter fra noget paparazzi, som allerede nu finder mig et interessant offer, op i London Eye, møder jeg den person, som jeg mindst vil møde og alligevel ikke.

Først tror jeg, at jeg er kommet alene af sted og står bare og kigger ud over London. Så mærker jeg et blik på mig og jeg kigger om på en fyr, der kigger på mig hele vejen nede fra mine støvler, langs benene videre til min armygrønne nederdel, den grå T-shirt med Beatles på, læderjakken, de flippede øreringe og mit hår som er sat i en uglet knold i nakken.

”God damn! At jeg tager til jeres hjemland betyder ikke, at jeg skal støde på jer! Og så dig af alle personer!” udbryder jeg. Han ser såret på mig. ”Jeg ved godt, hvad du mener,” mumler han. ”Jeg mødte Danielle i Houston Lufthavn. Jeg ved ikke, hvordan hun gættede det,” siger jeg. Han kigger nu chokeret på mig, hvilket får mig til at stoppe. ”Altså, Danielle er ret god til at aflæse mennesker og du har det med ubevidst at tale en smule over dig, når du først snakker,” siger han så stille. Jeg bliver ikke fornærmet, tværtimod tænker jeg på jer. I ved hvor meget jeg ubevidst kan tale over mig, fordi det simpelthen virker som hverdag, for mig. ”Men altså jeg lovede hende ikke at gøre noget,” mumler jeg. ”Så mig skal du altså ikke tænke på.”

Han kigger på mig med et blik, der er så blandet at det er svært at tyde. ”Hvorfor skulle jeg ikke tænke på dig?” spørger han. ”Fordi hvis du gjorde, kunne andre end jeg let blive såret,” siger jeg. Han lyser op i et trist smil. ”Har du tænkt over, at jeg måske ville blive såret?” spørger han. Det har jeg, af gode grunde ikke. ”Nej Liam, og det er bevidst og hvad jeg kalder en teenagepiges største fejltagelse, hvis jeg gjorde. Hvad nu hvis, er menneskehedens yndlingssætning,” siger jeg frustreret. Han sukker. ”Hvis jeg sagde til folk, at du er den mest stædige person i verdenen, ville de ikke tro mig, men det er du altså på din egen sære måde,” smiler han. Jeg sukker og vender ryggen til ham.

”Så længe det kun er hvad nu hvis,” siger jeg. ”Det er det ikke rigtigt,” indrømmer han. ”Det gode er at den eneste der bestemmer, er mig selv.” ”Hvis nu jeg nægter, at have noget at gøre med mig, hvis du slår op med hende?” spørger jeg. ”Så er jeg bare single,” siger han. ”Hvad skulle det gøre godt for?” spørger jeg. ”Hvad skulle det gøre godt, at være sammen med en pige som man ikke er vild med?” spørger han. Jeg begynder, at forstå hvad han mener, med at det kun er ham der bestemmer. ”Tænk dig nu godt om,” mumler jeg, på samme tidspunkt som jeg opdager, at vi er tæt på jorden nu.

Folk kigger op og peger og paparazzi er i forreste række. Jeg himler og hopper ud.

Om aftenen har jeg dog ondt i maven. Altså ondt i maven, som spændinger i forhold til det. Dagen efter er dagen, hvor jeg skal på scenen.

Jeg tager faktisk hen og hører Ed Sheeran. Det er ret underholdende. Da den koncert er færdig, skal jeg hen til den scene, jeg selv skal optræde på og gøre klar. Jeg er som sædvanligt hundenervøs, men så snart jeg kommer på scenen tør jeg op. ”Er der nogen her, der ved hvad Nowhere Girl er?” spørger jeg. Alle ved det efterhånden. ”Præcis, den blog der har kostet mig mere bøvl, end man lige skulle tro… Jeg vil først gerne lige sige, at jeg er blevet kritiseret for at lække for meget uden at tænke over konsekvenserne. Rettelse, jeg har lækket for meget, med henblik på konsekvenserne. Jeg startede den, fordi jeg var lost og navnet har jeg fra en sang, som jeg nu vil spille,” siger jeg og så går jeg i gang med Nowhere Man af Beatles, hvor jeg har lavet teksten en del om, så den passer til mig.

Jeg fortsætter med nogle af dem fra mit album og slutter så af med… ”Eftersom at i er her, gætter jeg på, at i ikke har hørt mit album. Det vil sige, at i ikke ved, at der ikke er kærlighedssange som sådan på det. Det er så simpelt, fordi de alle sammen er dukket op nu her. Den her har jeg færdiggjort i går og det er den eneste rigtigt gode,” siger jeg. ”Hvor er Liam Payne?” lyder et kor bagefter, hvilket giver mig en mærkelig fornemmelse i maven, men jeg kan ikke lade være med at grine. ”Han er sikkert ved at gøre sig klar til at synge selv. Hvis i har intentioner om at høre dem, må i også hellere gå nu. Jeg har i hvert fald ikke mere,” smiler jeg og vinker mens jeg grinende går ud af scenen, efter at have bukket, med klapsalver i hælende.

”HOW ARE YOU DOIN’ IT?” udbryder Mel, som er den første jeg møder, da jeg kommer ned. Jeg trækker på skuldrene. ”Der sker bare noget på scenen og man lader sig rive med,” mumler jeg og trækker i den armygrønne kjole, som hun holder frem. ”Vil du med og kigge på pladsen?” spørger jeg. Hun nikker.

Vi når at gå i 5 minutter, da vi møder nogle piger, der er på alder med os. Altså mellem 17 og 21. ”Oh my god! Tri Evans?” udbryder de i kor. ”Vi hørte dig lige! Du er jo fantastisk. Skal i hen og høre 1D? For så kan vi følges.” Jeg skal til at sige nej, men så kommer Mel. ”Selvfølgelig skal vi det. Kommer i?” Derefter er mit eneste job, som sædvanligt sammen med Mel, at følge med. Vi kommer sådan så vi står rigtigt langt bagude, da vi er sent på den. J

eg har altid elsket drengenes koncerter og den måde, man aldrig rigtigt ved hvad der sker på. De virker helt afslappede på scenen og tosser rundt, som de altid gør. Også i dag har de deres ønske tingting, hvor man kan stille et spørgsmål hentydet til en sang.

”Aha! Den her er spændende. Liam, kom med den sang, der for tiden betyder mest for dig,” siger Louis. Han tøver lidt, hvilket han ellers ikke gør, før han begynder på verset der beskriver den sky fugl i Little Shy Bird. ”Ok, hvor i verdenen er du Evans?!” spørger Louis. ”Jeg er træt af Liams kærlighedskvaler, så gør dog en ende på dem!”

Jeg når ikke, at dukke mig, før pigerne og Mel har skabt, så meget opmærksomhed omkring mig, at jeg er nem, at finde. ”Hun er deroppe og hun ligner en, der mangler sit musehul,” griner Niall sødt. Jeg bliver skubbet frem af Mel, mens en masse folk baner vejen for mig. Da jeg kommer ned til scenen rækker Zayn sin hånd ud og jeg tøver. ”Gør det i det mindste for vores skyld,” smiler han. Jeg ryster overbærende på hovedet og tager hans hånd.

”Og hvad er det så vi siger?” spørger Louis, da jeg står på scenen. Liam griner og giver ham mikrofonen og trækker mig så lidt ud af scenen. ”Jeg har slået op med Danielle,” siger han. ”Det havde jeg lidt på fornemmelsen,” nikker jeg. ”Var det ok?” ”Jeg har ren samvittighed, så ja,” siger han og trækker på skuldrene, selvom jeg kan se, at han ikke er helt upåvirket. ”Liam, øh…” siger jeg pludseligt forvirret. ”Det går ikke.” Han ryster på hovedet og trækker mig så ind til sig i et langt vidunderligt kys.

”Åh! For søren! Det her vil i ikke se,” lyder det pludseligt og vi bliver gjort opmærksomme på at Harry står og kigger ind og er stoppet midt i en sang. Et af de kameraer, der giver billeder til storskærmen kommer hen og snart flokkes 4 drenge, med mikrofoner om os og lader som om de er journalister. ”Er det ikke lige lovligt tidligt efter bruddet Liam?” ”Hvad gjorde at du faldt lige netop for Liam, når du kunne have fået en flot krølhåret single?” ”Er du lykkelig Evans?” ”Har du noget mad på dig?”

Jeg kigger irriteret på dem og tager Liams mikrofon for Louis og fortsætter hvor de kom fra. Der går 2 sekunder, så er drengene med. ”Ladies and gentlemens. Det nyeste medlem i gruppen,” erklærer Louis. Jeg ryster på hovedet og laver grimasser. ”Hvorfor gør du det?” spørger Zayn. ”Du ved, jeg helst vil køre mit eget løb,” siger jeg og går ud af scenen, for at vente på de bliver færdige.

Jeg ved godt, at historien langt fra er færdig, for det er trods alt livet, men jeg tror du må tage dette, som din happy ending for denne gang.

All and over

Nowhere girl       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...