Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5145Visninger
AA

6. Interview?

Jeg sidder med min mor nervøst overfor en studievejleder. I dag skal jeg bestemme, hvad jeg vil. ”Min datter skal ikke ind på et hvilket som helst college. Det bliver enten ingenting eller Berkeley School of…” siger min mor oprørt, men bliver afbrudt. ”Deres datter skal selv bestemme,” siger vejlederen bestemt. ”Hvad har du lyst til?” Jeg tænker mig om og skal til at sige noget, men tvivler så pludseligt og giver op. Hvad tænker han om mig? Helt sikkert at jeg er et fjols. Det var sådan set indblikket i hele min tankegang.

Heldigvis ringer min telefon. ”Det er Astrid,” siger jeg. ”Hej, Aron her, jeg har et lille problem. Du ved godt, at det var svært at få nogle af journalisterne til at tage Direction interviewet?” lyder det. ”Hvad snakker du om?” spørger jeg. ”One Direction,” siger han og så ringer der en klokke. Jeg sov med Mel og hun plaprede hele dagen om dem, og jeg har stadig ikke fattet, hvem de er. ”Ja, det blev Ashley, der tog det interview, fordi de andre havde travlt,” siger jeg. ”Nemlig og det er lykkedes vores kære Annabel sætte hånden på en kogeplade,” siger Aron. ”Så jeg skal uddelegere opgaven nu?” gætter jeg. ”Nej, for den eneste, der kan tage det er dig. Den eneste der har tid udover dig er Melanie og lige meget hvor professionel hun kan være, stoler jeg ikke på hende. Det var slemt nok, da hun skulle lave spørgsmålene,” siger han. ”Jamen, jeg kan jo ikke få et ord ud, på trods af at jeg ikke ved hvem de er,” stammer jeg. ”Ok, tænk på hvad Mel har lært dig. Den her artikel er altså vores vigtigste i dette blad,” erklærer han. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt før jeg siger ok.

”Mor! Det var Aron,” mumler, nærmest hvisker jeg. ”Jeg skal tage et interview over og det er sådan cirka nu.” ”Det er fint skat, jeg ordner det her. Bliv nu ikke nervøs. Det skal nok gå,” siger hun og rækker mig nøglerne til sin bil. ”Jeg får Aron til at hente mig.”

Så går jeg gennem den næsten tomme bygning og må mærke stirrende øjne. Jeg bliver nervøs, for om der er noget galt med mit udseende, så jeg stopper op og kigger mig selv i en glasdør. Folk siger, at jeg ikke kunne være andet end heldig med generne og selvom jeg som så mange andre kan finde en million fejl i spejlet, må jeg indrømme at folk har ret. Både min mor og far er og var kønne og det har gjort mig køn.

Jeg tjekker mig selv ud nedefra. Beige ruskindsstøvler, armygrøn nederdel til lidt over knæene, en hvid T med det gamle band Warrior of the Worrier på og en sort opsmøget blazer over. Mit røde hår sidder i en sjusket fletning ned af min ene side, mens et par store tåreformede øreringe hænger fra ørene, min fyldte armygrønne taske over skuldrene og mine meget skarpe grønne øjne, har det sædvanlige betuttede glimt. Jeg har det som om hele verdenen stirrer på mig, da jeg fortsætter videre.

Jeg håber ikke, jeg er den eneste, der nogen gange har det sådan. I skal nok få resten af historien, når jeg har fundet ud af den selv.

All and over

Nowhere Girl 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...