Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5128Visninger
AA

9. Interview og sang

Jeg stirrer ned i jorden. ”Jeg løber ikke med sladder,” mumler jeg. De ånder lettet op, selvom jeg ikke ved, hvor meget de tror på mig.

”Undskyld, hvis du nu har fået et dårligt indtryk af os,” siger Louis så og kommer hen og giver mig hånden. De andre følger trop, selv Zayn gør ganske modvilligt. ”Er du ikke for ung til at være journalist?” spørger han. Jeg nikker. ”Jeg er kun suppleant… Hende der skulle have været hers datter brændte sin hånd på en kogeplade… og de andre havde for travlt,” fortæller jeg usikkert. ”Jeg er ikke journalist og jeg regner altså heller ikke med at blive det. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg vil.”

Det sidste bliver sagt nervøst og meget, meget hurtigt. ”Er du fan eller noget, for du virker altså lidt nervøs?” griner den blonde. Jeg trækker vejret dybt og får fuldkommen styr på mig selv. ”Nej, jeg anede ikke hvem i var før i går. Jeg er bare ekstremt genert overfor folk, jeg ikke kender, så om i havde været aliens eller noget ville jeg stadig have reageret sådan her. Men ved faktisk ikke engang, hvem der er hvem, så vil ikke godt præsentere jer?” beder jeg mere roligt. Jeg tænker konstant, at nu må de synes jeg er et fjols, men da jeg kigger rundt, ser jeg kun smil. ”Harry,” starter Harry. ”Liam,” siger drengen, der prøvede at køle de andre ned. ”Louis,” siger Louis. ”Zayn,” siger Zayn og den blonde siger selvfølgelig: ”Niall.” ”Astrid,” siger jeg. De kigger mærkeligt på mig over udtalen af mit navn. ”Det udtales på svensk. Min mors bedste veninde var svensk. I kan bare kalde mig Evans eller Jane,” forklarer jeg. ”Sagde du Astrid?” spørger Louis. ”Astrid,” retter jeg.

Man kan jo sagtens sige mit navn på engelsk, men det lyder så dumt, så folk der ikke gider bruge tid på den mærkelige udtale kalder mig bare Evans eller mit mellemnavn Jane. Jane lyder bare så dumt og minder mig om min bitchy farmor, som jeg kun har mødt en gang i mit liv.De prøver igen og jeg synes egentligt, de er meget søde at de prøver. Det lykkes for Liam og Niall, men resten giver op og erklærer at de kalder mig Evans.

Så går jeg i gang med interviewet. Den sidste rest af generthed forsvinder snart, for de er virkelig flinke og jeg finder snart ud af at de også er seriøst sære. Mit sidste spørgsmål er om hvilke instrumenter de hver især spiller. Jeg kan ikke lade være med at grine, da Zayn svarer triangel og Harry kazoo. Jeg tilføjer af ren interesse spørgsmålet: ”Hvad arbejder i på? Altså ikke af jeres eget og mere rent afslapning.” ”En der hedder Shy Bird af Mark Evans fra Warrior of the Worrier. Det går bare ikke særlig godt, for guitaren er virkelig svær,” erklærer Niall. ”Må jeg høre?” spørger jeg forsigtigt.

Han rejser sig uden videre og henter en guitar. Han går i gang og jeg kan godt se han har problemer med den, men i betragtning af det. De andre stemmer i med sangen og det undrer mig ikke længere, hvorfor piger er så vilde med dem. Jeg mener, de ser alle irriterende godt ud, de har hver deres spøjse personlighed og de kan synge. Alligevel skriger min perfektionistiske del, efter at gøre noget og mit indre diskuterer på fuld kraft. ”Må jeg prøve?” ryger det ud af mig. Jeg rødmer dybt og de kigger overrasket på mig. ”Kan du?” spørger Harry interesseret. Jeg trækker på skuldrene. Niall rækker sin guitar frem mod mig. Jeg ryster på hovedet. ”Kom nu,” beder han.

Jeg sukker og trækker benene op under mig, så jeg sidder i skrædderstilling og tager guitaren. Så lukker jeg øjnene, tager grebet og lader den første finger glide ned over i det besværlige fingerspil. ”Little shy bird. Don’t hide behind your moms back,” starter jeg. Jeg klarer de besværlige overgange mellem fingerspil og akkorder, som konstant sker i broen til omkvædet. Snart føles det som at flyve af sted. ”Shy bird, sing,” slutter jeg og giver slip på guitaren.

De sidder bare og stirrer på mig. ”Vi er udkonkurrerede,” mumler Louis, hvilket får mig til at rødme dybt. ”Det var jo en helt anden sang,” siger Niall. Jeg nikker. ”Det var den originale,” forklarer jeg. ”Hvad mener du?” spørger Liam. ”Far skrev den til mig og ønskede virkelig at finpudse den, så det kom der den version ud af, som i kender, men jeg kunne bedre lide den originale, som jeg har vænnet mig til,” svarer jeg og har det, som om jeg har talt over mig. ”Det forklarer talentet,” erklærer Harry, i samme sekund som min telefon ringer.

”Skat,” lyder mors stemme. ”Når du er færdig må du gerne komme ned.” Jeg undrer mig virkelig, for hun lyder helt forkert. ”Det skal jeg nok mor,” siger jeg og ligger på. ”Jeg bliver nødt til at smutte, men det var hyggeligt t møde jer,” siger jeg utilpas og vender om på hælen. Jeg forstår ikke rigtigt hvad mor mente, med at komme ned, men jeg gør som hun siger.

Kender i den fornemmelse, af at man har noget grumt i vente? Sådan har jeg det nu.

All and over

Nowhere Girl.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...