Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5148Visninger
AA

16. Første gang på scenen

Danielle Peazer er verdens heldigste pige! Seriøst. Jeg ved flere af jer, vil elske at høre mig indrømme, at hun har verdens bedste kæreste. Ikke at jeg er forelsket i Liam, mere fordi at han var en større hjælp, end nogen anden før jeg skulle på scenen.

Jeg står og har det virkeligt dårligt, mens jeg ud af en indgang, kan se publikum blive lukket ind. Folk der kommer forbi har selv travlt, men stopper og giver mig gode råd. Niall kommer springende med Harrys telefon i hånden og jeg tror, han overvejer om han skal stoppe eller fortsætte videre. ”Bare rolig, du kan ikke se længere end lyset,” siger han. Jeg smiler nervøst tilbage. Jeg tror på ham, for han er den af drengene, der lader sig gå mest på af den slags. Jeg er virkeligt taknemmelig for alle de løbende råd og opmundringer, for de holder mig fra at gå i gulvet. Lige nu er min tanke bare, at jeg ikke skal derind på vilkår, men så kommer Liam.

”Du ser ikke for godt ud,” smiler han. Jeg ryster på hovedet. Han sætter sig ned på gulvet og trækker mig med. ”Seriøst, hvad kan gå galt?” spørger han. Jeg kæmper for at få et ord ud og det lykkes. ”Alt,” mumler jeg. ”Ok, lad mig nu se,” siger han og så begynder han, at opstille hypoteser om hvad der kan gå galt. De er så langt ude, at jeg må grine og pludselig ikke virker så nervøs mere.

Det er jeg så heller ikke, indtil jeg står på scenen. Når jeg ikke har haft noget at lave i studiet, har mor altid sat mig til at træne til det her. Eller jeg har ikke vidst det var det her, men noget lignende, så jeg ved præcis hvad jeg skal gøre. Jeg sætter mig midt på scenen, hvor mine instrumenter er stillet klar, og finder trommestikkerne frem. Jeg er ikke ligefrem trommeslager, men jeg kan de enkelte rytmer hvilket er nok til det her.

Jeg får gennem en høresnegl af vide at nu er det nu, trykker på min repeat  pedal og lægger det første slag an, men så går lyset op og i et splitsekund kan jeg se publikum meget tydeligt, hvilket gør mig skræmt. Jeg stopper op midt i det hele og må samle mig selv. Det lykkes dog kun på et sekund og så for jeg startet repeat forfra og indspiller rytmen. Så rejser jeg mig hurtigt op og tager min Les Paul om halsen og spiller dens små detaljer ind, før jeg hurtigt skifter til den akustiske. Før jeg for set mig om ryger jeg ind i mit eget musikalske univers og er fuldkommen på scenen, nu og her. Der er intet ud over scenen og publikum, som jeg har fuldt med mig, efter første nummer.

Før jeg får set mig om, er jeg færdig og af scenen, mere lettet end nogensinde. Jeg når at få 5 high fives, før de forsvinder og pludselig dukker op fra scenegulvet.

Har i nogensinde prøvet at stå på en scene? Hvis ikke skulle i prøve det. Det er meget skræmmende, men på den anden side er der intet der kan måle sig.

All and over

Nowhere Girl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...