Nowhere girl (1D)

Astrid Evans... Helt normal pige der bor i Miami og blogger under navnet Nowhere girl, der lige har færdiggjort high school, der bliver tvunget til at arbejde hos sin stedfars teenage blad i ferien. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og sidder fast i der hvor hun er. Men da hun i nød må overtage et interview med et engelsk band, som alle piger i hele verdenen eftersigende skulle være tossede med, ændrer meget sig, på en enkelt uforglemmelig sommer.

33Likes
42Kommentarer
5222Visninger
AA

12. Den gode nabo

De næste dage besøger vi steder, vi tit var, da vi boede her.

”Mor, jeg vil ikke tilbage til Miami,” siger jeg en aften, efter at have spillet nogle sange på min guitar. Mor griner. ”Det har du aldrig villet. At trække dig med til Miami for 6 år siden, var et helvede. Men jeg ved, hvad du mener. Jeg elsker virkelig Miami, men jeg ved ikke. Jeg tror, jeg har fået hjemve,” siger hun og kigger direkte på mig, som om hun har noget i tankerne. ”Mor, hvordan kan det lade sig gøre?” ”Vi skal alligevel flytte til Californien og hvis du nu ikke ender på college, kunne du bo her og jeg havde en undskyldning for at komme og besøge dig,” siger hun. ”Mor, jeg har ingen penge,” påpeger jeg. ”Ja, men det burde ikke være dit problem søde,” siger hun. ”Du har boet i en campingvogn i 2 år.”

Jeg lægger guitaren fra mig og henter fjernbetjeningen, for at tænde for fjernsynet. Op på skærmen dukker One Direction. ”Hvordan gik det egentligt?” spørger mor. ”I starten var jeg skrækslagen, men de er virkelig sære, så jeg gik så langt som at stille selvstændige spørgsmål og ja… Jeg spurgte ham der hedder Niall, hvad han prøvede at lære og han svarede Shy Bird og spillede den for mig og jeg fik lyst til at spille selv, så det gjorde jeg,” fortæller jeg.”Hvad syntes de?” spørger hun. ”En af dem mumlede noget med, at jeg havde udkonkurreret dem,” mumler jeg. Mor himler og fortsætter på sin tegning. Det er mærkeligt, for jeg har ikke set hende tegne i årevis…

Jeg slukker hurtigt for tv’et, da jeg vil finde ud af, hvem One Direction egentligt er musikalsk. Så jeg tager min computer og går ud på balkonen. Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem bliver imponeret. Det er lidt for poppet til min smag og jeg synes der mangler et eller andet, selvom de rent faktisk synger godt alle sammen. Jeg synes dog godt om verset i en der hedder Na na na, og sangene Taken og Moments. Specielt Moments. Da jeg kigger i kommentarerne, finder jeg hurtigt ud af at det er Ed Sheerans værk. Det undrer mig ikke, for jeg elsker Ed Sheeran.

Jeg smækker med et computeren i og suser ind og henter min guitar. Jeg bladrer min indre jukeboks igennem. Jeg kan 2 af hans, men jeg vil ikke spille den ene nu, så jeg går i gang med Give me love. Jeg går dog fuldkommen automatisk over i A Team. Den gør virkelig ondt helt ind. Kvindens desperations efter stoffer og den sidste linje: Angels to die, minder om far.

Jeg lægger endnu en gang guitaren fra mig og går ud til kanten og kigger drømmene over mod Golden Gate Bridge. ”Du burde altså seriøst, få gjort noget ved det talent,” siger en stemme ved siden af mig, med britisk accent. Jeg kigger overrasket til den anden side. ”Hvad laver du her? Er de andre her også?” udbryder jeg. ”Vi rejser rundt hele tiden,” siger Liam, som om jeg har stillet et virkeligt dårligt spørgsmål. Det gør mig, som sædvanligt forlegen. Jeg har været, så meget sammen med min mor, at jeg næsten har glemt, hvordan det føles. ”Det var altså ikke ment sådan,” siger han. ”Det ved jeg godt, bare dårlig vane,” mumler jeg.

”Men seriøst, du burde gør noget ved det du kan,” siger han. Jeg kigger opgivende på ham. ”Det er du ikke den eneste, der siger,” sukker jeg. ”Jamen, hvorfor gør du så ikke noget ved det?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene, selvom jeg udmærket ved det. ”Jeg er bange, for at vise det. Du kender mig overhovedet ikke, men du ved jeg er genert. Så prøv at stille mig op foran 20 mennesker og bed mig om at synge. Det vil være mit livs nederlag. Og hvis det endelig går, er jeg bange for at det løber af sporet,” forklarer jeg. Han kigger lidt på mig. ”Det tror jeg, ikke det gør,” siger han oprigtigt.

”Liam, for mange har sporet jer!” lyder Sams stemme. ”Hey! Det er Evans!” udbryder Louis, som står lige bage Sam. Liam skynder sig med, mens de andre drenge lige præcis når at sende grimasser og vinke, før de er af sted. Jeg vinker, med et himlende smil tilbage, før jeg selv går ind.

Mor kigger på mig, med det smil mødre har, når de ser deres døtre med en lækker dreng. ”Mor, han har en kæreste,” himler jeg. ”Men han har ret,” siger hun med et mere alvorligt ansigtsudtryk. ”For alt i verdenen, uden hensyn til bekymringer og om det er muligt: hvad vil du være? Vil du på college? For så er det også ok,” siger hun. Jeg kan mærke på situationen, at det er nu.

”Jeg vil være mig selv,” ryger det pludseligt ud af min mund. ”Og hvordan bliver du det?” spørger mor. Min hjerne arbejder på højtryk, men så er det, som om det hele går op. ”Jeg kan synge, jeg kan spille guitar og klaver, jeg kan få ord til at lyde godt, men jeg kan ikke ret meget andet,” siger jeg. ”Du er smuk, tænksom, ikke krævende og venlig. Du er enhver managers drøm,” erklærer mor. ”Ja, altså, der er ikke rigtigt en manager, der får fornøjelsen af dig, medmindre du absolut ikke vil lade din mor og hendes gamle venner hjælpe,” siger hun undskyldende. Min hjerne kører igen på højtryk og så går jeg ud og henter min guitar og begynder på en af de sange jeg selv har skrevet. Tryin’ hedder den. Mor nikker, da jeg er færdig. ”Tør du?” spørger hun. ”Jeg vil være der hele tiden.” Jeg tøver før jeg nikker. ”Jeg tør,” mumler jeg til sidst.

Jeg ved ikke. Er det her dumt af mig? Kom bare med jeres mening, hvis i synes det. Nu er det besluttet og jeg vil kæmpe for det, så jeres mening vil være en god forberedelse på hvad der venter mig.

All and over

Nowhere Girl 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...