Løgne(n)

Luna er 16 år og er ikke en almindelig teenager, for hun er nemlig tvilling. Ikke, at det gør det store, men det unormale er, at hende og hendes tvilling, Lærke, kan kommunikere, selvom Lærke er død! Hendes forældre ved det ikke, men det skal de snart finde ud af. For det viser sig at der rent faktisk er en chance for at få Lærke tilbage..

4Likes
0Kommentarer
429Visninger
AA

5. En aftale= Familien samlet igen!

 

Da jeg vågnede næste morgen, lå jeg lidt og sundede mig i sengen. Jeg tænkte på alle de ting, som ikke burde kunne ske, men som faktisk var sket for mig de sidste par år. Jeg kom frem til den konklusion, at det ikke bare var et mareridt, det igår aftes, så jeg skyndte mig ud af sengen, fandt en langærmet grå trøje og et par sorte bukser, løb ned af trapperne og ind i køkkenet. Ude i køkkenet stod mor og far og diskuterede dæmpet. Da de så mig, stoppede de brat deres samtale, og kiggede undersøgende på mig. Jeg besluttede at gå lige til sagen: ''Hvor er Sofus?,'' spurgte jeg dem. De kiggede forvirret på mig, og far svarede: ''Han sover.'' Jeg nikkede. ''Der er noget vigtigt, jeg skal tale med jer om, og det er endnu vigtigere, at I ikke lyver for mig!'' Mor så chokeret på mig: ''Hvorfor skulle vi dog lyve for dig?,'' spurgte hun i et uskyldigt tonefald. Jeg blev sur. Hvordan kunne hun være bekendt at stå der og lade som om, at de ikke havde løjet for Lærke, Sofus og mig hele vores liv? Hvordan kan de være det bekendt? Jeg stolede rent faktisk på dem! Jeg mærkede en vredes tåre løbe ned ad min højre kind. Jeg tørede den væk med en hidsig bevægelse, og kiggede vredt på far:''Hvordan fanden kunne I lyve over for Sofus og mig? Hvordan kunne I gøre det?'' spurgte jeg nu meget sur. Jeg kunne ikke lide at anklage dem, når jeg ikke var 100% sikker i min sag, men det blev nødt til at blive gjort. ''Hvad er det, vi har gjort?',' spurgte far irriteret. ''Det ved I udemærket godt! Jeg overhørte jeres samtale igår!'' Jeg skar ansigt af dem. De kiggede underligt på mig. ''Okay Luna, jeg tror du...'' Og mere fik mor ikke sagt, før vi hørte Sofus skrige. Jeg skyndte mig ud i stuen og op ad trapperne. Inde på Sofus' værelse stod Agnete og holdt Sofus i armen. Man kunne se på Sofus' ansigt, at han prøvede at komme fri af hendes greb, men ikke kunne. Jeg kiggede forfærdet på Agnete, og hun grinede lumsk til mig. Mor og far kom ind af døren og Agnete grinede:''Hej Anna!'' Mor kiggede ned i gulvet og far udbrød: ''Kender du hende?'' Agnete svarede for mor, som stod stiv som et bræt ''Ja, hun kender mig. Vi er søstre!'' Far kiggede underligt på mor og sagde spørgende:''Jeg vidste ikke, at du havde en søster?'' Mor skulle til at forklare, men opgav. I stedet spurgte jeg Agnete:''Hvad skal du med Sofus?'' Sofus kiggede op, da han hørte sit navn. Jeg kunne se i hans blik, at han havde givet op. ''Han skal samme vej som Lærke, og dig bagefter,'' sagde Agnete. Jeg kiggede forfærdet på hende og indså, at det her nok var det bedste tidspunkt til at fortælle min hemmelighed. ''Mor..?Far..?I skal bare lige vide, at jeg har kunnet komunikere med Lærke, siden jeg var 10 år.. Det var det, jeg ville fortælle forleden, men jeg turde ikke. Undskyld, jeg løj for jer over noget så vigtigt. Men nu ved I det..'' Jeg kiggede over på mor og så, at hun græd. Der trillede lydløse tårer ned ad hendes kinder, og hun hulkede fortvivlet:''Jeg har også løjet for jer. Lærke er faktisk ikke død. Hun er fanget mellem døden og denne verden, et sted kaldet 'De dødes port'. Jeg har ikke sagt noget endnu, for hvis jeg gjorde det, ville Agnete dræbe hende helt, og det kunne jeg ikke lade ske. Jeg gik med på hendes plan om at få jer sendt til 'de dødes port' for at kunne hente jer, når Ronja havde fået pladsen. Det var enten det, eller at I alle ville blive dræbt helt af hende. Undskyld igen.'' Far så fortvivlet på os begge for at se, om han skulle tro os. Det gjorde han umiddelbart. Så det var derfor mor havde opført sig så underligt. Nu da alle løgnene var væk, stod vi meget stærkere end Agnete, og det kunne hun vist også se. Hun kiggede opgivende på os og udbrød så:''Okay! Jeg skal nok hente Lærke tilbage! Og jeg skal nok lade jer være fra nu af! Jeg kan godt se, at jeg ikke skal ødelægge sådan en familie, bare fordi jeg vil have et forhold som det I har med jeres børn. Jeg henter Lærke om lidt! Undskyld..'' Jeg kiggede på mor og far, som åndede lettet op. Så spurgte jeg:''Vent lige lidt her! Vi kan alle komme ud af det her rum som vindere! Kan man ikke opgive sin plads i rådet? Hvis Lærke, Sofus og jeg gør det, kan Ronja jo få pladsen, og vi får Lærke tilbage, og slipper for denne kamp!'' Mor og far kiggede på hinanden og nikkede:''Det kan man vel godt..'' Agnete slap Sofus, som løb direkte ind i min åbne favn. Agnete kiggede undersøgende på mig:''Ville I virkelig gøre det for os?'' Man kunne høre et lille håb i Agnetes stemme, og jeg nikkede til hende, og Sofus råber:''Ja, jeg ville, hvis vi får Lærke tilbage! Og det vil Lærke nok også!'' Han smilede over hele hovedet, da han sagde "Hvis vi får Lærke tilbage'. ''Men så er det vel en aftale?,'' spurgte mor for at få alt dette til at ende hurtigere. Agnete smilede til os: ''Så er det en aftale.''

Nogle timer efter sad mor, far, Sofus og jeg i sofaen og snakkede om det hele. Sofus og jeg havde allerede opgivet pladsen, og Agnete var gået for at få Lærke tilbage. Det ringede på døren, og jeg løb ud og åbnede. Jeg smilede over hele hovedet, da jeg så, hvem der stod der. Lærke. Jeg kunne kende hende på de nøddebrune øjne og det smukke, lange sorte hår. Da hun så, at det var mig, gav hun mig et stort kram og jeg råbte til de andre:''Lærke er her!'' Jeg kunne høre Sofus komme løbende, og jeg grinede, da jeg så ham tage tilløb til et stort, genert kram af Lærke. Den storesøster, han aldrig før havde mødt. Så kom mor og far og hele familien var endelig samlet igen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...