Løgne(n)

Luna er 16 år og er ikke en almindelig teenager, for hun er nemlig tvilling. Ikke, at det gør det store, men det unormale er, at hende og hendes tvilling, Lærke, kan kommunikere, selvom Lærke er død! Hendes forældre ved det ikke, men det skal de snart finde ud af. For det viser sig at der rent faktisk er en chance for at få Lærke tilbage..

4Likes
0Kommentarer
432Visninger
AA

4. Det hele bliver vendt op og ned..

 Da vi stod der alle tre, fortrød jeg det pludselig. Jeg opdigtede derfor hurtigt noget andet, som jeg fortalte dem. Heldigvis troede de på mig, men bagefter fortrød jeg så, at jeg ikke havde fortalt dem det. Nu ville jeg blive nødt til at fortsætte med at lyve over for dem.

 

Lidt senere tog mine forældre til møde og jeg blev hjemme og passede Sofus. Mens jeg sad og chattede med min veninde, Sofia, på facebook, dukkede der en chat besked fra Karla frem.

Karla: Har du fortalt dem det? O.o

Luna: Nej:-(

Karla: Hvorfor ikke?

Luna: Jeg turde ikke alligevel. Var bange for deres reaktion..

Karla: Ej hvor ærgeligt.. Men hvad gjorde du så?

Luna: fortalte dem en lille hvid løgn om Lærke:-)

Karla: Nå okay. Hvad laver i så nu?

Luna: De er ude og spise og jeg passer Sofus. Han sover sødt:-)

Luna:Hvad med dig?

Karla: Ikke så meget,keder mig mest...

Luna: Prøv at vent! Sofus er ret stille. For stille. Han plejer at sige små lyde...

Karla: Vær ikke så bekymret...Det er sikkert ikke noget.

Luna: Nej sikkert ikke... Nu skreg han! Tjekker lige til ham!

Jeg løb hen til Sofus værelse og så til min skræk, at han ikke lå i sin seng. Jeg løb hele huset igennem, men han var der ikke. Jeg ringede til mine forældre og bad dem komme, og jeg ringede til Karla og bad hende komme og hjælpe med at lede. Lidt efter løb jeg rundt i kvarteret og ringede på hos alle og spurgte, om de havde set ham. Jeg var gået i panik! Lidt efter ringede Karla og sagde, at hun havde fundet ham på legepladsen. Jeg ringede til mine forældre og bad dem møde os derovre. Da vi lidt senere mødtes på legepladsen, var det blevet mørkt og man kunne knapt nok se Sofus, som lå under gyngerne og græd. Han ville ikke komme hen til os. Han lå bare der og græd. Jeg begyndte at grine. Ikke at der var noget, der var sjovt ved hele den situation, vi var i, men det hele virkede bare så absurd! Jeg burde jo være en helt almindelig teenager, med helt almindelige problemer såsom drenge og hvilket tøj jeg skal have på næste dag. Men i stedet har jeg problemer, som de her... Så kom jeg i tanke om, at Sofus nok stadig lå under gyngerne, og så stoppede jeg med at grine. ''Hvor er Sofus?'' spurgte jeg bekymret. ''Han ligger stadig under gyngerne,'' svarede Karla forfærdet: ''Han vil ikke ud. Hver gang vi nærmer os, skriger han: Jeg vil kun have Luna!'' Jeg rejste mig op og begyndte at løbe over mod gyngerne. Lige da jeg nåede derover, så jeg noget i skyggerne. Sofus kiggede op på mig, og rakte armene ud, for ligesom at bede mig om at tage ham op. Og det gjorde jeg. Jeg tog ham op og krammede ham ind til mig. Imens hørte jeg noget hvæse inde fra skyggerne rundt omkring os. Jeg begyndte at løbe over mod de andre, men noget, eller nogle, stod i vejen. Det var Agnete, Karlas privat lærer. ''Agnete? Hvad laver du her?,'' spurgte jeg forvirret, og var lige ved at tabe Sofus. ''Jeg er her for at hente Sofus. Han skal samme vej som Lærke, og det skal du også snart...,'' hvæsede Agnete lumsk. Hvad? Vil hun dræbe Sofus? ''Hvorfor?'' røg det ud af mig. Hun grinede: ''Hvorfor? Hvorfor tror du? Fordi at lige så snart dig og dine søskende er udryddet, kan min Ronja overtage jeres plads.'' Jeg måbede. ''Hvilken plads? Og hvor?'' spurgte jeg. Hun svarede underligt:'' Øhh vidste du ikke noget om jeres plads? Der er et råd. Et råd, som styrer passagen mellem denne verden og Dødens Rige. I det råd vil der altid være den ældste af børnene i 11 forudbestemte familier. Man skal dog være fyldt 18 år, og man skal være under 40 år. Hvis der ikke er en fra hver familie, som opfylder kravene, er der andre familier, som også er bestemt på forhånd, som skal overtage pladsen. Min familie er bestemt til at overtage, hvor jeres familie stopper op. Jeg vil gerne have Ronja i det råd, for det er det, hun allerhelst vil! Men I står i vejen for hende! Og det tillader jeg ikke! Derfor dræbte jeg Lærke, jeg prøvede også at dræbe dig, men det gik ikke, og nu dræber jeg Sofus! Så bliver du så svækket af sorg, at det vil blive let at dræbe dig! Og så får Ronja en plads i rådet, og hun vil elske mig for evigt for det!'' ''Wow, det lyder underligt,'' kom det fra mig. Og så forsvandt Agnete. Jeg undrede mig lidt over det på vej over til mor og far. Far lignede en, der slet ikke forstod, hvad der lige var sket, men mor derimod så bare lidt underlig ud. Hun kiggede på mig med en blanding af forviring og frygt i øjnene. Jeg valgte at glemme det. Jeg satte Sofus ned, nu da han ikke græd mere. Vi begyndte at gå hjemad. Lidt efter hev Sofus mig i bukserne:''Hvor kendte du hende fra?'' Jeg smilede til ham og sagde:''Det er ligemeget. Hun er væk nu.''

 

Lidt senere derhjemme sad jeg oppe på mit værelse. Jeg kunne høre nogle tale sagte nede i stuen. Jeg lagde mig ned på gulvet og lyttede til deres samtale. De talte om, at det ikke var godt, at 'hun' afslørede det om rådet. De ville ikke have, at Sofus og mig skulle vide noget om det. Jeg kunne kende den ene stemme som mors, men jeg vidste ikke, hvem hun talte med, da jeg ikke kunne høre den anden stemme. Jeg gættede på, at det var far. Jeg besluttede mig for at konfrontere dem med, hvorfor vi ikke må tte vide noget om vores skæbne. Men først imorgen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...