Burn for me

Alice lever i en normal verden, hvor unormale ting sker for hende. På hendes 16 års fødselsdag bliver hun accepteret på lys akademiet.
Hun har svært ved at acceptere sit nye liv, men hun bliver hurtigt smidt ud i nogle prøvelser, som kærlighed og træning af hendes gave. Kan hun modstå fristelserne? Eller vil endnu en ting gå galt for Alice?

11Likes
16Kommentarer
1487Visninger
AA

7. Shock!

Dagene begyndte hurtigt at flyde sammen. Jeg forsøgte ihærdigt at undgå Link, når der var mennesker omkring os. Og jeg havde ikke haft muligheden for at snakke med ham privat. Der havde altid været noget i vejen for det. Enten en lærer eller en anden elev. Og for hver dag der gik, han gjorde mit liv et helvede. Han gjorde næsten alt for at få mig til at se dum ud, ved at spørge mig om ting jeg umuligt kunne vide. Det var ud i direkte mobning. Men hvem kunne jeg klage til? Ingen så det som et angreb end mig og Jen.

”Han er altså på vej over grænsen til seriøs grov mobning!”

Næsten råbte Jen, efter en slem time, hvor Link faktisk havde hånet mig for ikke at vide noget. Suk. Og jeg troede at pre-træning ville blive min død? Jeg rystede bare på hovedet og gik videre. Hvad kunne jeg gøre? Jeg var bare en simpel elev. Jen så rasende ud. Det var ikke normalt at se hende sur. Hun havde normalt en meget glad og sprudlende personlighed, men efter hver pre-trænings time, blev hun mere og mere rasende. Faktisk ofte mere end jeg blev. Hun tog virkelig det her hårdt. Jeg stoppede op og vendte mig imod hende. Jeg lagde armen om hende og sagde stille

”Jen? Er du ok?”

Hun kiggede på mig med store øjne, jeg kunne se tårerne springe frem i øjnene på hende, før hun brød sammen. Jeg trak hende helt hen imod mig og forsøgte at guide os hen til et mere roligt og stille område, uden at vække for meget opmærksomhed. Jeg fandt et lille hjørne, gemt væk bag en trappe. Jen hulkede stille og jeg var tålmodig med hende. Jeg vidste hun nok skulle sige noget når hun var klar.

”Da jeg var omkring 13 år, blev jeg voldsomt mobbet af andre elever. Jeg kunne ikke få hjælp og lærerne var virkelig ligeglade. Jeg led virkelig indtil jeg skiftede mit nørdede tøj ud med dette. Det holdte dem væk, for så var jeg ikke anderledes. Selvom jeg stadig er en nørd. De kunne bare ikke se det. Men jeg er stadig den samme, så det piner mig at se dig lide”

Jeg gav hurtigt Jen et kram og smilede bredt til hende. Det var så sørgelig historie, men det varmede mig at hun holdte af mig. Jeg trak i hende med mig og vi gik videre ned af gangen så vi kunne få frokost. Jeg kunne ikke komme mig over hvor god en veninde hun var. Et smil bredte sig atter over mit ansigt. Jeg havde faktisk fået en veninde! En der holdte af mig og som så efter mig. En som ville mig det bedste.

Da vi var ved at være færdig med idræt, så jeg min mulighed for at få Link alene. Jeg kunne mærke frygten og min stemme rystede da også da jeg spurgte ham

”Kan jeg snakke med dig. Alene?”

Han nikkede kort før han gik over mod tribunen ved siden af fodbold banen. Jeg gennemgik mine tanker og det jeg havde tænkt på jeg ville sige til ham. Jeg havde øvet det med Jen, så jeg var klar når jeg endelig fik chancen. Han stillede sig op af hegnet og så forventningsfuld ud. Men også en smule træt og som om han var ligeglad. Eller han var nok ligeglad. Han viftede sit hår væk fra øjnene, og gjorde tegn til at jeg skulle starte. Jeg rømmede mig og samlede mig.

”Hvorfor hader du mig så meget? Jeg mindes aldrig at have gjort dig noget som helst i mit liv. Jeg bliver behandlet som lort og jeg har ingen anelse om hvorfor. Jeg beder ikke om at vi skal være venner, men jeg hader at du kører på mig psykisk, og tramper på mig fysisk. Så hvorfor? Og kan det ikke godt stoppe?”

Jeg var en smule forpustet. Mit hjerte bankede så hårdt, som hvis jeg lige havde løbet et maraton. Jeg frygtede hans svar, men jeg vidste jeg havde brug for at vide det. Jeg skulle have sandheden. Jeg var ikke sikker på jeg kunne blive på denne skole hvis jeg ikke kendte sandheden. Jeg ønskede bare at det stoppede. Han så en smule chokeret ud. Som om jeg burde kende svaret. Men det gjorde jeg ikke. Jeg så forventningsfuldt på ham. Han rystede på hovedet og sagde så spørgende

”Du aner det virkelig ikke?”

Jeg rystede på hovedet og så en smule irriteret ud. Burde jeg vide det? Jeg ville jo nok ikke have spurgt hvis jeg vidste det. Han flyttede sig let på fødderne da han indså at min tavshed var svar nok.

”Jeg troede du vidste det. Men selvfølgelig. Jeg havde glemt at dine forældre døde kort tid efter du blev født.”

Mit hjerte gjorde fysisk ondt da han nævnte mine forældre. Jeg led stadig efter deres død, og havde svært ved at tænke på dem. Hvad har de med at det her at gøre? Min tavshed bragte ham videre med hans forklaring. En viden jeg aldrig ville have haft.

”Din far slog min far ihjel”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...