Burn for me

Alice lever i en normal verden, hvor unormale ting sker for hende. På hendes 16 års fødselsdag bliver hun accepteret på lys akademiet.
Hun har svært ved at acceptere sit nye liv, men hun bliver hurtigt smidt ud i nogle prøvelser, som kærlighed og træning af hendes gave. Kan hun modstå fristelserne? Eller vil endnu en ting gå galt for Alice?

11Likes
16Kommentarer
1491Visninger
AA

6. Panikanfald

 

Da jeg indså hvem han var. Dukkede jeg mit hoved og forsøgte at gemme mig bag Jen. Hun forstod ikke hvorfor jeg pludselig var sådan. Jeg gik normalt rundt med hovedet oppe, og nu forsøgte jeg at gemme mig væk? Jeg trak hende med op bag i klassen, så jeg kunne blive gemt godt væk. Han skulle helst ikke se mig, og få endnu et raseri anfald. Jen kiggede bekymret på mig og hviskede

”Hvad sker der?”

Jeg rystede på hovedet og sagde så stille jeg kunne

”Det er ham.”

Hun så forvirret ud. Jeg lavede øjne og bevægelser mod læreren. Da Jen endelig fattede det gjorde hun store øjne. Og måbede af mig. Jeg rystede fortvivlet på hovedet. Bekræftelse på at mit liv var officielt ovre. Det var utroligt han ikke havde fået smidt mig ud noget før. Da alle elever havde sat sig. Klappede han i hænderne og sagde højt

”Godmorgen alle sammen! Jeg er Link og er jeres lærer i pre-træning. Det vil primært være en klasse hvor jeg vil forklare teknikkerne og så vil i senere skulle udføre det praktisk. Det er derfor klassen hedder pre-træning.”

Alle nikkede forstående og han gik i gang med at undervise, dog var det mest en intro til klassen. Så det var ikke så slemt. Jeg frygtede hele tiden at han ville opdage mig og råbe af mig. Men han virkede så flink og rolig her foran klassen. Hvad pokker? Var det så kun mig han hadede? Åh det var så forvirrende.

Dagen gik hurtigt og min sidste time var idræt. Ja vi havde faktisk et normalt fag som mennesker også havde. Det var for at holde vores form i orden, da hvis man skulle være klar til træning, så krævede det en god fysisk form. Og surprise! Det var Link der underviste i det også. Han havde skiftet fra de jeans og skjorte han havde på i pre-træning til et par joggingbukser og en stram hvid t-shirt. Alle piger inklusiv mig selv, kunne ikke lade være med at stirre. Du kunne se hans muskler igennem hans t-shirt. Han smilede det samme skæve smil som han sendte mig i går. En gruppe piger der stod et par meter fra mig, sukkede højlydt og jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. De skulle bare vide hvor ond han er ellers! Hans øjne faldt på mig, og jeg skrumpede mig automatisk, da hans øjne zoomede ind på mig og det gik op for ham hvem jeg var. Han kiggede ret ondt på mig. Før han begyndte at gå herover. Jeg ledte efter udveje så jeg kunne flygte, men klogt nok havde jeg lænet mig op af et hegn. I et hjørne. Mentalt sparkede og skreg jeg af mig selv, hvor dum var jeg lige? Da han kom helt tæt på mig. Kunne jeg ikke lade være med at stirre ind i hans karamel farvet øjne. Han førte en hånd igennem hans hår og hviskede så i mit øre

”Vær glad for du er mere betydningsfuld her end i menneskenes verden. For ellers var du røget ud herfra”

Mine knæ rystede, men jeg nægtede at vise hvor svag jeg var. Jeg vidste virkelig ikke hvorfor han hadede mig så meget. Men jeg agtede at finde ud af det, men her var ikke stedet. Jeg måtte fange ham alene et sted. Men hvordan?

Link gik væk fra mig igen med raske skridt, og smilede stort til de andre piger. Udefra stående kunne sagtens have misforstået det, mens jeg næsten rystede. Jeg forsøgte at smile, men Jen kiggede bekymret på mig. Jeg gjorde tegn til at jeg ville fortælle om det senere og begyndte at løbe rundt på banen, som Link råbte ud at vi skulle. Mit hjerte bankede hårdt i kroppen. Følelsen af at ikke kunne få luft var næsten ved at kvæle mig. Jeg kunne mærke et panikanfald udvikle sig. Jeg forsøgte virkelig. Men endte med at jeg løb væk. Med tårerne løbende ned af kinderne. Jeg kunne høre en råbe mit navn, men jeg satte farten op indtil jeg var i sikkerhed på toilettet. Jeg smækkede hurtigt døren i, og forsøgte at være stille. Jeg kunne høre en komme ind

”Alice? Er du herinde?”

Det var Jen. Jeg kunne ikke komme frem endnu. Jeg blev nød til at få lidt fat i mig selv inden jeg kunne vise mit ansigt til nogen. Men tårerne blev ved med at løbe. Hvorfor var jeg så svag? Hvorfor nu? Han havde jo ikke engang truet mig! Og i går ville jeg gerne væk herfra. Jeg rystede på hovedet og efter et par minutter mere åbnede jeg døren og kom ansigt til ansigt med Jen. Hun så medfølende på mig og gav mig et stort knus. Jeg blev forskrækket, da jeg var overbevist om at hun var gået igen. Men jeg havde åbenbart ikke været opmærksom nok. Hun slap mig igen, gav mig et lille smil og sagde så

”Hvad skete der?”

Jeg forklarede hurtigt hvad han havde sagt. Hun rynkede på næsen. Så det var ikke kun mig der var forvirret over hans åbenlyse had til mig. Jeg fortalte hende om min plan om at snakke med ham alene. Hun så ikke glad ud. Men jeg stod fast. Og hun kunne godt se det, det var bedre der ikke var andre der. Hvis nu han vidste noget som jeg ikke gjorde. Jeg ville hade hvis det ville knække mig foran andre. Jeg hadede mig selv for at være så svag. Så jeg kiggede Jen i øjene og sagde

”Jeg vil ikke være den svage mere. Nu er jeg her, og vil blive stærk”

Hun smilede til mig og klappede mig på skulderen. Hun sagde ikke noget, men førte mig ud. Om hendes tavshed var støtte eller fordi hun syntes jeg var skør, det vidste jeg ikke. Men jeg håbede på det første.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...