Burn for me

Alice lever i en normal verden, hvor unormale ting sker for hende. På hendes 16 års fødselsdag bliver hun accepteret på lys akademiet.
Hun har svært ved at acceptere sit nye liv, men hun bliver hurtigt smidt ud i nogle prøvelser, som kærlighed og træning af hendes gave. Kan hun modstå fristelserne? Eller vil endnu en ting gå galt for Alice?

11Likes
16Kommentarer
1480Visninger
AA

5. Fuck. my. life...

Da jeg vågnede næste morgen, var klokken kun 6, men fordi jeg ikke havde fået min sædvanlige morgen løbetur dagen før, brændte mine muskler for at komme afsted. Selvom jeg ikke kendte området, ville jeg da prøve at løbe lidt. Jeg behøvede ikke at løbe meget eller langt for at være tilfreds. Så jeg hoppede i mit løbetøj. Jeg kiggede kort på Jen. Hun virkede ikke som løbetypen, og jeg nænnede næsten ikke at vække hende. Hun lå med hænderne over hovedet, det ene ben stak frem fra dynen, mens jeg kunne se på dynen at det andet ben lå henover det første ben. Og så savlede hun. Hun led tydeligvis under vores snak langt ud på natten. Jeg smilede kort. Jeg troede ikke jeg ville finde så god en ven her.

Jeg listede forsigtigt ud af døren, så jeg ikke ville vække Jen og gik roligt ned at gangen. Jeg skulle ikke til de første klasser før ved en 9 tiden, så jeg havde ikke travlt med at komme afsted. Jeg løb meget, men jeg var ikke en energibombe som Jen. Jeg gik langsomt ned af trapperne og endte ude i forhallen. Der var to udgange, og jeg vidste ikke helt hvilken jeg skulle tage. Bagdøren trak mest, da jeg kunne se træer. Så det var den jeg valgte. Jeg trak vejret dybt en og nød lugten af dugvådt græs. Det var en afslappende duft og den mindede mig om moster. Jeg savnede hende dybt, men Jen havde fjernet lidt af smerten ved at snakke med mig. Og blive min ven. Jeg proppede musikken i ørene og startede ud i let løb. Mit hjerte startede hurtigt med at banke. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, ikke af frygt, men af smerte og glæde. Jeg holdte godt øje med hvor jeg var, så hvis jeg havde behov for det, kunne jeg løbe samme vej hjem igen. En ret kedelig måde, men sikkert. Da jeg havde fundet en god rytme og koncenterede mig kun om at sætte min fod foran den anden, og lytte til musikken. Bankede jeg ind i en. Jeg fløj tilbage og landte på numsen, mens personen jeg ramte ind i begyndte at bande. Jeg kiggede op da han skreg

"Så se dig dog for din uduelige unge!"

Jeg så fornærmet op på ham, og genkendte ham som idioten fra i går. Jeg havde nævnt ham for Jen, men hun var ikke sikker på hvem han var. Jeg rejste mig langsomt, og begyndte at børste snavs af mig. Jeg valgte bevist ikke at svare før jeg var helt klar. "Nå det må du sørme undskylde, men tror vi var lige gode om det, for du kunne have været udenom mig" 

Og jeg talte sandt. Stien var nok 2 meter bred. Så han havde tydeligvis heller ikke været opmærksom på hans omgivelser, så det var typisk at det skulle gå ud over mig. Han så stadig sur ud, og så ikke ud til han ville høre hvad jeg havde at sige. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne. Ryste på hovedet og løbe videre. Han råbte af mig da jeg var kommet lidt længere hen

”Det er okay! Tager imod din undskyldning”

Sikke en arrogant skid! Så gav ham fingeren og forsøgte at koncentrere mig om musikken. Men mine tanker nægtede at samarbejde. Så mit hoved var fyldt af tanker om ham. Hvem var han? Og hvorfor var han sådan en idiot? Jeg havde jo ikke gjort ham noget, men hver gang jeg stødte på ham, så var han sur på mig. Jeg forsøgte at ryste det af mig og løb tilbage til skolen. Jeg skulle alligevel snart være tilbage, hvis jeg skulle nå at blive klar til min første dag.

Da jeg nåede tilbage, svedig og træt, var Jen stået op. Hun var i sin lyserøde pyjamas. Jeg smilede kort og sagde

”Godmorgen”

Jen kiggede træt på mig, hun lignede ikke et morgen menneske. Men klokken var heller ikke mere end halv 8, så jeg kunne næsten forstå hende. Jeg havde bare fået lavet en rutine, så havde nemmere ved at stå op tidligt.

”Hvad har du lavet her til morgen?”

Spurgte jen. Jeg fortalte hende om min løbetur, inklusiv om mit møde med ham den sure fyr. Hun smilede kort af mit vredes udbrud, klappede mig kort på ryggen og trak dynen op til halsen, mens jeg gik ud på badeværelset for at komme i bad. Da vi fik klædt om og gjort klar til skole. Vandrede vi ned mod kantinen for at få en omgang morgenmad. Vi havde godt 20 minutter før vi skulle have vores første time, historie.

Historie var også kedeligt her på akademiet som det var ellers. Jeg var ved at dø af kedsomhed! Vores lærer var nok 100 år gammel. Ej okay måske mere 60, men han snakkede så monotont. Det var mere udholdeligt at vokse mine ben end at høre på ham. Meget af hvad han fortalte havde jeg ikke hørt før, men fordi han var så kedelig, ville det bare ikke huskes. Jeg vidste allerede nu, at dette var en klasse jeg ville sove i. Heldigvis var jeg ikke den eneste. Tror jeg var en af de eneste der rent faktisk var vågen. Der var endda en der højlydt snorkede, men læreren snakkede bare videre. Åh gud. Da timen var ovre kiggede jeg nervøst på Jen og sagde seriøst

”Er alle hans timer sådan?”

Hun nikkede trist og tilføjede

”Du har ham også til spillet, men det er trods alt mere spændende”

Spillet var en slags træning havde Jen forklaret mig. Det var ligesom flag i skolen. Hvor klassen var delt op i 2 hold og så gjaldt det så om at tage flaget fra det modsatte hold, ved at kæmpe mod hinanden, og man skulle bruge sit hoved og sine evner. Det var noget der startede om et par måneder, og jeg glædede mig allerede. Da vi kom ind til den næste time, som var pre træning, var jeg ved at falde om. For foran mig stod ham fyren fra i morges. Den sure idiot, som var arrogant og jeg havde givet fingeren. Han var en lærer?! Fuck. My. Life. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...