Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4237Visninger
AA

11. Varulven vender tilbage

Christian så gentagende gange frem og tilbage, så snart han havde åbnet døren. Det var blevet sent, og mørkt. Skyerne hang over os, mørke og tunge, truende med at give sig til at sne i det kolde vejr. Jeg gøs let, på trods af alle de år jeg havde været her, så var jeg stadig ikke vant til kulden.  Christian lod mig endeligt komme ud af døren, men han så sig stadigt vagtsomt omkring. Han var ikke glad for at lade mig gå alene, når det var så sent og mørkt. Men han var nødt til at blive. Han havde allerede sendt mig hjem, og hvis han selv gik, så ville der kun være en tilbage til at styre det hele. Og det ville være alt for meget arbejde for et enkelt individ. Jeg trådte lidt længere ud i gyden, og straks så Christian sig bekymret omkring igen.

"Jeg er ikke glad for det her."

Sagde han uroligt for sig selv, og så længe på en skraldespand, der havde bevæget sig. Jeg sagde ikke noget. Jeg havde godt set rotten kravle ned i skraldespanden, men jeg vidste at Christian var bange for dem. Jeg sukkede stille for mig selv. 

"Lov mig, at du passer på dig selv."

Bad han mig uroligt, og fangede mit blik. Jeg kunne se på hans anspændte holdning, at han overvejede at bede mig om at blive. Han ville foreslå mig, at jeg kunne sove på et af bordene eller noget lignende. Men jeg kunne også se, at han straks slog det hen igen. Han vidste at jeg blot ville afslå.

"Som sædvanligt."

Sagde jeg roligt, og trak jakken tættere omkring mig. Han så straks forvirret rundt, indtil at han kom i tanke om at jeg talte. Han fnes let for sig selv, og smilede sit sædvanlige skæve smil, mens han lænede sig op af dørkarmen.

"Jeg havde helt glemt, at du taler... Og hvordan det lyder..."

Sagde han muntert. Men jeg kunne høre på hans tilføjelse, at han stadigt forsøgte at forstille sig, hvordan det ville lyde når jeg sang. Jeg så tvivlende væk. Han ville aldrig komme til at høre mig synge, selvom om han så klart havde gjort sig fortjent til det.

"Farvel Christian."

Sagde jeg hurtigt, og skyndte mig afsted, så jeg ikke gav ham tid til at svare. Jeg havde i min ene øjenkrog fået øje på varulven fra tidligere, og det blik han sendte mig, var ikke just venligt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...