Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4215Visninger
AA

27. Trætheden

"Du rører ham ikke!"

Skreg jeg hidsigt, og kunne høre at Erik stønnede smerteligt. Feen sukkede let, og rystede så på hovedet.

"Jeg lader ham være, hvis du går frivilligt med."

Sagde feen med et lusket smil. Jeg troede ikke det mindste på ham, og tvang mig selv til at slappe af igen. Jeg havde kun for få måneder siden, opdaget at jeg havde en evne. Jeg kunne bruge min udødelighed, selvom at det kostede mig dyrt. Jeg frigav en smule af min udødelighed, som straks kastede feen flere meter væk. Så sank jeg sammen, og gav efter for bevidstløsheden, som min krop havde brug for.

"Er du okay?"

Spurgte Erik bekymret, da jeg vågnede igen, kort tid efter. Jeg nikkede svagt, men lod træt mit hoved ligge mod Eriks skulder. Han sad stadigt på gaden, op af en væggene i gyden. Han havde trukket mig ind til sig, så snart det var blevet muligt for ham.

"Hvad med..."

Ville jeg spørge, men sank endnu mere træt sammen op af Erik.

"Han stak af, så snart hans ben kunne bære ham."

Sagde Erik med et grin, og lagde forsigtigt, men med besvær, en arm omkring mig. Jeg skævede bekymret til ham.

"Er du..."

Begyndte jeg, men han afbrød mig.

"Jeg har det fint."

Løj han, og trak mig tættere ind til sig.

"Så rejs dig op."

Sagde jeg udfordrende. Han sukkede, og så på mig med blide øjne, før han forsigtigt kyssede mig på panden. Så lo han kort.

"Jeg har brug for lidt tid."

Indrømmede han, og kyssede mig let på panden igen, før han lagde sit hoved mod væggen igen. Han var træt, det kunne jeg se på ham. Jeg fiskede hans mobil ud af lommen. Han var for træt til at bemærke det. Hans krop var ved at hele, hurtigt, det gjorde ondt og det gjorde ham træt. Jeg fandt James nummer, det var nemt og hurtigt. Erik havde kun få kontakter i sin mobil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...