Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4217Visninger
AA

1. Suppekøkkenet

Jeg øsede en portion af dampende, hed suppe op i endnu en af mange skåle. Den gamle kvinde som holdt den, rystede svagt på hænderne, så en smule røg ud af skålen og på gulvet. Men hendes dårlige syn gjorde at hun ikke så det, så hun fortsatte roligt videre, hen for at få et stykke brød. Undervejs spildte hun flere gange, så kun halvdelen af indholdet til sidst var tilbage, da hun endeligt satte sig ved et af de mange spiseborde. Jeg vendte min opmærksomhed tilbage mod suppen, og rørte let rundt i den, inden jeg øste op til den næste.

En lille pige, med små blå øjne og beskidt, uglet blondt hår kom op med sin skål. Hun havde allerede hentet en gang, huskede jeg hurtigt. Reglen sagde dog, at man kun måtte få en portion. Men hun var så lille og spinkel, at jeg roligt øste op igen og lod som om jeg ikke huskede hende. Hun gik videre hen, og fik udleveret et stykke brød, inden hun skyndte sig tilbage til sin bordplads. Jeg lagde mærke til at en endnu yngre dreng sad ved siden af hende, og at hun forsigtigt fodrede ham med suppen. Det varmede mit hjerte, at se hvordan hun forsigtigt pustede på suppen, så den ikke var for varm for den lille dreng. Hun rev også brødet i bitte små stykker, som hun forsigtigt dyppede i suppen og gav ham. Han spiste glad og veltilfreds, og smilte, så han fik små smilehuller. Pigen aede noget af hans blonde hår tilbage, og tørrede forsigtigt noget overskudende suppe af hans kinder. Jeg så væk igen, og mindede mig selv på at jeg havde andet at lave.

Jeg hankede op i den tomme gryde, der burde betød afslutningen på min lange vagt. Jeg bar den tomme gryde ud i køkkenet, og kunne se en af de nye frivillige komme gående med en fyldt gryde. Den var tung for hende, hvilket jeg udmærket godt kunne forstå. Gryder var af den slags, som indeholdt mere end ti liter. Jeg skyndte mig hen, og tog den fra hende, så hun ikke tabte den. Hendes grønne øjne så både taknemmeligt, og undersøgende på mig. Jeg bar gryden, med langt mindre besvær, tilbage ind i serverings-stuen og satte den op på varmeren. Jeg tændte hurtigt for varmepladen, så suppen ikke nåede at blive kold. Den unge pige skyndte sig hen, og gav sig til at servere for de ventende i den lange kø. Jeg trak mig tilbage, så pigen kunne få plads. Jeg holdt kort øje med hende, for at sikre mig at hun gjorde det helt rigtigt. Samtidigt kunne jeg også kaste et kort blik ud over serverings-stuen.

Den var ved at være fyldt til bristepunktet. De mange spisende, lavede en konstant larm af skramlen, smasken og larmen, men kun ganske lidt snak. Få kendte hinanden, men alle var i samme situation. De var uden hjem. Der var børn, i alle aldre. Dem som ofte var blevet efterladt på gaden af deres forældre, eller som havde mistet dem. Nogen så små, at de endnu ikke kunne tale, eller gå. Disse blev som regel passet af nogle, lidt ældre børn, som hellere ingen forældre havde. Derudover var der også fuldvoksne mænd og kvinder, som havde mistet alt. De havde ikke andet tilbage i deres liv, end at komme her i suppekøkkenet og få en gratis portion suppe med lidt brød til. Der var også nogle få ældre, to mænd og en kvinde. Der var ikke mange af dem på denne tid af året. Vinteren var begyndt at sætte ind, og de kolde nætter slog de fleste af dem ihjel. De sad derfor så tæt sammen som muligt, for at kunne holde varmen. Jeg kunne stå sådan længe, studerede hullerne i deres tøj. Skidten på dem, og på gulvene. Jeg kunne bruge lang tid på at finde ud af hvor mange borde og stole, der trængte til at blive repareret. Væggenes maling skallede af, og flere af pærerne i lamperne blinkede faretruende. Som om de hvert øjeblik truede med at springes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...