Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4222Visninger
AA

56. ... og et svar

 

"Fader ønsker dig tilbage ved hans side."

Forklarede Michael, som en forklaring på hvorfor han var kommet. Han skulle tage mig med tilbage til himlen. Men jeg rystede ganske let på hovedet.

"Jeg hører til hos Erik."

Svarede jeg, og afslog det, som jeg længe havde drømt om. At vende tilbage til mine brødre og søstre, og til min fader. Jeg vendte nu det hele ryggen, for at være sammen med Erik. Michael nikkede let, og spurgte:

"Forstår du prisen?"

Spurgte han, og hævede sin hånd med den lysende kugle af ild svævende få centimeter fra hans hud. Jeg nikkede, da jeg mærkede den ubehagelige trækken i mit indre.

"Jeg forstår prisen."

Sagde jeg tydeligt, da jeg så det triste ansigtsudtryk, som Michael fik.

"Og jeg accepterer den."

Klargjorde jeg det fuldstændigt. Michael sukkede let, og slap den lysende kugle fri. Den for straks frem, og ind i min indre. Jeg faldt på knæ, da jeg mærkede hvordan den opslugte den resterende del af min udødelighed. Jeg mærkede hvordan at den gjorde mig helt og aldeles et menneske. Michael kaldte kuglen tilbage, og efterlod en ganske lille flig tilbage i mit indre.

"Jeg burde ikke..."

Mumlede Michael let for sig selv, men sukkede kort.

"Men jeg lader dig beholde en lille flig, så du altid kan kalde på mig, så du kan fortryde dit valg."

Sagde han bekymret, så jeg blev klar over at han havde gjort det af bekymring for mig. Jeg nikkede let, netop som han forsvandt i en sky af fjer. Jeg mærkede Eriks arme omkring mig, og lagde mig træt tilbage imod ham.

"Du er et menneske."

Hviskede han bekymret, da han kunne lugte det på mig. Jeg nikkede let, og lagde hovedet mod hans skulder.

"Du har opgivet det hele, har du ikke?"

Spurgte han bekymret. Jeg nikkede let, og vendte mig i hans arme. Han trak mig tæt.

"Jeg har opgivet det hele, fordi at jeg aldrig, aldrig nogensinde vil forlade dig."

Hviskede jeg, og mærkede at Eriks tænder blidt sank ind i huden på min hals, da han lagde mig ned på tæpperne igen, for at elske med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...