Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4261Visninger
AA

12. Mørket lukker sig om mig

Jeg skyndte mig videre. Jeg var nødt til at ryste varulven af, inden jeg kunne vende hjem til fabrikken, ellers ville han vide hvor jeg sov. Og det var ikke en betrygende tanke. Jeg tænkte at jeg kunne skjule mig ved havneområdet, så jeg skyndte mig derned.

Jeg kunne ikke længere høre hans skridt, og troede at jeg var alene. Så jeg satte farten ned, og trak vejret dybt et par gange. Mit hjerte hamrede af sted, og jeg havde lært på den hårde måde, at når jeg ikke havde spist ordenligt, så var det ikke godt at overanstrenge sig. Jeg var faktisk allerede svimmel, så jeg stoppede kort op og trak vejret dybt et par gange.

Det næster jeg husker, er et højt brag og følelsen af at blive trykket flad. Og dernæst kulden fra vandet. Det var tidligt vinter, men alligevel havde jeg ikke regnet med at vandet var så koldt. Varulven havde løbet udenom, og taklede mig ned i havvandet fra siden. Vandet var ikke særligt dybt, men det var nok til at jeg kunne komme ned under vandet, hvis jeg lå ned. Hvilket jeg gjorde, med varulven over mig. Hans hænder lå omkring min hals, og trykkede mig ned under vandet. Jeg forsøgte at vride mig fri, men på grund af at han var en varulv var han for stærk for mig. Jeg kunne ikke længere kæmpe imod, og mine bevægelser blev langsomt mere og mere ukordinerede, mens jeg blev svagere og svagere. Han slap mig pludseligt, da jeg holdt med at bevæge mig. Jeg kunne kun svagt føle min krop, og følte bare hvordan jeg gled væk. Jeg var ved at dø, indså jeg hurtigt.

"Undskyld, tilgiv mig. Jeg havde intet valg."

Hviskede varulven, inden han løb op af vandet og forsvandt. Jeg flød kort i vandet, før jeg begyndte at synke igen. Om få sekunder ville jeg være død, og ville drive med strømmen. Jeg accepterede det, og lukkede øjnene, så jeg ville glide bort hurtigere. 

Jeg mærkede pludseligt bevægelser i vandet, og hvordan jeg blev trukket op til overfalden igen. Da jeg mærkede hvordan jeg blev trukket op på bredden igen, åbnede jeg svagt øjnene. Jeg kunne svagt ane en skikkelse, der var på knæ og bøjede sig ind over mig. Der ledte efter min puls og forsøgte at finde ud af om jeg trak vejret. Hvilket jeg vidste at jeg ikke havde. Jeg kunne ikke dø, men min krop kunne. Min krop ville komme sig, og jeg ville genvinde kontrollen over den, men indtil da var jeg så godt som død.

Jeg kunne svagt pludseligt mærke, at jeg blev givet førstehjælp. Jeg kunne mærke at vandet i mine lunger blev presset op, og hvordan han stædigt blev ved, for at forsøge at få mit hjerte til at slå.

"Kom nu, kom nu."

Sagde han irriteret for sig selv, mens han forsøgte at få mit hjerte til at slå igen. Endeligt, efter lang tids stilhed, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte pludseligt gik igang og hamrede af sted. Han hev mig hurtigt ind til sig, og trak mig op og sidde. Så gav han sig til at slå mig på ryggen, så jeg fik hostet det sidste vand op. 

"Jeg er nødt til at få dig på hospitalet."

Sagde han roligt til sig selv. Men jeg kunne ikke tage på hospitalet, når jeg ikke eksisterede i noget system. Jeg fik taget et stramt greb i hans bluse, og tvang mine øjne åbne. Jeg gispede i overraskelse, da jeg genkendte ham. Så mærkede jeg mørket kalde på mig igen, og hviskede stille, inden jeg besvimede.

"Hospitaler er for mennesker, udødelige. Ikke for min slags."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...