Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4231Visninger
AA

34. Min opgave

James tabte den kop som han havde i hånden, Maddie så overrasket på mig og Erik rørte uroligt på sig.

"Ærke... Ærkeenglen Ga... Gabriel."

Stammede James. Jeg rystede let på hovedet. 

"Det var jeg før hen, nu er jeg en falden. Jeg har ikke noget navn, nogen identitet. Jeg kan ikke dø, men jeg er ikke usårlig. Jeg var heldig, at min fader var i godt humør, ellers havde jeg ikke bevaret min evige ungdom hellere."

Forklarede jeg, og drak lidt af den te som Erik havde lavet til mig. James og Maddie så forvirret på hinanden, og dernæst hen på Erik, som havde rejst sig igen. Jeg gjorde tegn til at de skulle sætte sig ned. Erik satte sig tøvende ned, men blev mere rolig, da jeg satte mig på stolen ved siden af ham.

"Tillad mig at forklare."

Bad jeg. Maddie skævede nervøst til James, som let nikkede, før at han satte sig på stolen overfor Erik. Maddie satte tøvende på stolen overfor mig, og så ud som om at hun havde et spørgsmål.

"I er velkomne til at stille spørgsmål."

Sagde jeg venligt, og lagde mine hænder på bordet. 

"Hvorfor faldt du?"

Spurgte Maddie forsigtigt, som om at hun var bange for at jeg ville skade hende. Jeg smilede venligt til hende, selvom at jeg ikke var glad for at fortælle dem det, specielt med Erik i nærheden.

"I kender vel at man siger at man har en skytsengel?"

Spurgte jeg, men forventede ikke noget svar. Selvfølgeligt vidste de det.

"Det er sandt til en vis grad. Ser i... Nogle mennesker er forudset til utrolige skæbner, som de skal opfylde, inden de, så at sige, dør. Disse mennesker bliver hver især vovet over af en engel, i de mere sjældne og yderste vigtige skæbner, så bliver ærkeenglene sat på disse opgaver. Er i med så langt?"

Spurgte jeg, for at sikre mig at jeg ikke skulle begynde at forklare det forfra. De nikkede let alle tre.

"Jeg fik tildelt en opgave, som det var af stor vigtighed at den blev opfyldt."

Jeg holdt en kort pause, og sukkede. Jeg huskede godt, da min fader havde givet mig opgaven, men ansigtet huskede jeg ikke længere. Det var mig forbudt.

"Englene bruger en form for spejle til at holde øje med "deres" menneske. Jeg husker det tydeligt, da jeg så i mit spejl. Jeg så en lille dreng, og den skæbne som han skulle opfylde. Den gjorde mig trist, ikke alle skæbner er lykkelige, på trods af deres storhed."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...