Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4415Visninger
AA

57. Mennesket

"Åh du godeste."

Udbrød Maddie bekymret, og aede mig over hovedet. Jeg lå træt i armene på Erik, som havde kørt mig tilbage til huset, da vi havde elsket endnu engang. Jeg lænede mit hoved ind mod hans bryst, overvældet af trætheden. Eriks seng var kun få meter væk fra mig, men Maddie stod i vejen.

"Er det... bidemærker?!"

Spurgte Maddie vredt, men jeg var for træt til at reagere på det og nød bare at ligge i armene på Erik. Han sukkede let.

"Jeg kunne ikke lade være."

Surmulede han let, og gav Maddie et undskyldende blik. Hun sukkede dybt, og rystede så på hovedet.

"Havde hun ikke sagt, at det var farligt?"

Spurgte Maddie bekymret, og aede mig over panden. Hun forstod lettere min træthed nu. Erik havde drukket af mig, og som alle andre vampyrer, virkede hans spyt beroligende.

"Lugt til hende."

Sagde Erik lavt, og bekymret. Maddie snuste kort, før at hendes øjne gled op i stor overraskelse.

"Hun er... hun er..."

Begyndte Maddie forvirret, men kunne ikke afslutte det, idet mindste kom James ind. jeg havde lidt savnet ham, på en eller anden underlig måde. Maddie greb straks fat i James, og trak ham hen til os. 

"Lugt til hende."

Sagde hun, og lød som om at hun stadigt ikke fattede det. James behøvede endnu kortere tid, for at lugte min forandring.

"Hun er et menneske."

Sagde James undrende, og rørte let ved min hals over bidemærkerne, før at han så strengt på Erik, som hurtigt så væk.

"Jeg kunne ikke lade være."

Mumlede han lavt.

"Men hvordan?"

Spurgte James, tydeligvis forvirret. Erik lagde mig forsigtigt fra sig, ned på sengen og trak dynen over mig.

"Hendes bror kom efter hende, tilbød hende at blive engel igen og komme tilbage til himmel. Hun afslog for at blive hos mig. Jeg var bevidstløs, mens det skete, og da jeg slog øjnene op igen, så... Så var hun et menneske igen."

Forklarede Erik, og aede mig igen over kinden. Jeg smilede forsigtigt til ham, og lukkede øjnene for at sove. Endeligt kunne jeg tillade mig selv at drømme. Jeg var blevet tilgivet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...