Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4397Visninger
AA

17. Lynkartofler

"Er der en ekstra kartoffelskræller?"

Spurgte Erik, da han stillede sig hen ved siden af mig. Jeg skubbede lydløst den ekstra kartoffelskræller over i hans retning, uden at se på ham. Jeg så på den kartoffel, som lå i min hånd og som jeg var igang med at skrælle. Den var lige rigeligt blød, men vi kunne ikke smide den ud. Al mad skulle bruges til at brødføde de mange hjemløse, som kom her i suppekøkkenet. Erik stod bare lydløst ved siden af mig, og skrællede kartofler. Når det var muligt, så skrællede han dem i hurtigt tempo, når vi var de eneste i køkkenet. Når der var nogen i køkkenet, så måtte han skrælle i almindeligt tempo. Jeg kunne godt skrælle i hurtigt tempo, men jeg gjorde det som regel ikke.

"Hvis vi fik skrællet kartofler i et hurtigere tempo, så kunne vi hjælpe til inde ved serveringen."

Sagde Erik, næsten som henvendt til sig selv, selvom at det var ment til mig. Jeg sukkede kort, og vendte mig, så jeg kunne overskue køkkenet. Der var ikke nogen, så jeg vendte mig mod kartoflerne igen.

"Konkurrence..."

Var Erik ved at forslå, da jeg satte i gang. Han kunne ikke følge med i mine hurtige bevægelser, og så chokeret til, mens den ene kartoffel efter den anden kom ned i gryden. Jeg stoppede endeligt op, da der ikke var flere kartofler i sækken. Erik stod stadig med en uskrællet kartoffel i hånden. De få sekunder det havde taget mig, at skrælle kartoflerne, havde Erik bare set til. Jeg tog kartoffellen ud af hånden på ham, og skrællede den hurtigt i normalt tempo.

"Du kommer nok til at høre det her nogle gange, men hvad fanden er du?"

Spurgte Erik, og trak fraværende sin hånd igennem håret. Jeg smed den sidste kartoffel i gryden, og tørrede lynhurtigt min hånd af, inden jeg lagde min pegefinger over hans læber.

"Du burde ikke bande. Det klæder dig ikke."

Sagde jeg, og var blevet opmærksom på, at min krop havde fået mig utroligt tæt på Erik. Alt, alt for tæt. Jeg var kun få centimeter fra hans ansigt, og trak mig hurtigt tilbage, inden den overvældende lyst til at mærke hans læber vandt over mig. Han så igen undrende på mig.

"Du virker bekendt."

Mumlede han for sig selv. Jeg skyndte mig, at trække mig yderligere væk. 

"Kom, vi kan hjælpe til ved servering."

Sagde jeg hurtigt, og skyndte mig igennem køkkenet. Erik begyndte endeligt at gå efter mig, hvilket bare gav mig lyst til at løbe langt, langt væk. For selv om, at jeg elskede ham af hele mit væsen, så var det en forbudt kærlighed. En forbudt kærlighed, som jeg allerede havde betalt den højeste pris for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...