Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4256Visninger
AA

52. Lucifer

"Går det bedre nu?"

Spurgte Maddie bekymret, da jeg gik tilbage til hende. Jeg nikkede let, glad for at have trukket lidt frisk luft. Der var stadig mange vampyrer i huset, og det gjorde mig en smule utryg.  Jeg hørte en af dem kalde efter Maddie, som let sukkede. 

"Kan du klare dig alene i to sekunder?"

Spurgte hun. Jeg nikkede hurtigt, og endnu hurtigere forsvandt hun. Jeg behøvede ikke beskyttelse konstant eller overvågning. Jeg skulle bare sove, spise og drikke alt det, og mere til, som min krop havde behov for. Jeg gik ud til haveterrasen  og satte mig på bænken. Det var lidt køligt, men Maddie havde stoppet mig i en vinterjakke, så jeg frøs ikke meget. Jeg blinkede træt, og vidste at det snart var tid til at jeg skulle sove igen. Selvom at jeg knap nok var stået op. Jeg lænede mig tilbage, og nød de få af solens stråler som kunne trænge igennem kulden. Det varede ikke længe, før at jeg opdagede, at jeg ikke var alene.

"Du er døende."

Sagde en tydelig, klar stemme i nærheden af mig. Jeg åbnede øjnene igen, og kunne se at der stod en mand ved siden af mig. Han var iklædt en lang jakke, som skjulte hans ansigt.

"Du er døende."

Gentog han. Jeg nikkede let. Jeg vidste det godt. Min krop var slidt. Jeg havde været alt for hård ved den, og nu var den ved at give efter. Desuden havde brugen af min udødelighed hurtigt opbrugt den, så jeg kun havde en smule af den tilbage. Det var nok til at holde mig gående nogle årtider endnu, hvis jeg holdt op med at bruge den, men jeg flakkede svageligt mod enden. Jeg havde endnu ikke fortalt Erik det, som var taget hen til James, for at være lidt sammen med ham. Men på den anden side, havde jeg også kun lige fundet ud af det. Det var det, som havde gjort mig utroligt svimmel, så Maddie måtte hjælpe mig ud og trække noget frisk luft.

"Hvad hvis jeg kunne ændre det? Skabe dig tilbage til dit gamle jeg? Fjerne alle dine smerter og dine sorger? Jeg kan gøre dig hel igen."

Sagde manden, men rørte sig ikke. Han lænede sig stadigt op af væggen, og så ikke på mig. Jeg behøvede ikke engang at overveje det, da jeg svarede.

"Jeg er godt tilfreds, hvor jeg er nu. Smerter, sorger, det hele hører med til et liv på jorden."

Svarede jeg, og så op i himlen igen. Jeg længtes ikke længere hjem. Min plads var hos Erik, ved hans side, så længe jeg kunne holde til det. Manden nikkede kort, og sukkede. Beslutsomheden i min stemme, afholdt ham fra at spørge igen. Han rejste sig, vendte sig og gik sin vej.

Jeg fangede et kort glimt af de iturevne vinger på hans ryg, inden han forsvandt for mine øjne.

"Lucifer."

Hviskede jeg hans navn ud i luften. Selveste Lucifer, hersker af underverden var kommet efter mig, og havde forsøgt at lokke mig, men jeg havde afslået ham. Jeg følte ingen sejr ved dette, men bad stille for mig selv, at Lucifer fandt hvad han behøvede for at gøre ham lykkelig. Det varede ikke længe, før at jeg hørte Maddie kalde efter mig igen, så jeg rejste mig og gik ind i huset igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...