Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4401Visninger
AA

25. Kysset

"Erik, det er ikke meningen at du skal have mig med hjem igen."

Sagde jeg stille. Jeg kunne se, at han let nikkede for sig selv.

"Det er meningen, at jeg skal være død, præcist som du har lovet James."

Sagde jeg, og fik stadig ingen reaktion fra ham. Han så tavst ned i jorden.

"Erik, tag hjem. Jeg forsvinder, væk fra byen. Jeg... jeg kommer ikke tilbage, så du kan fortælle James at jeg er død."

Sagde jeg, og var trist over, at jeg så skulle forlade Christian. Jeg skyldte ham jo så meget. Det gjorde mig vred, at Erik bare stod, tavst og uden at bevæge sig.

"Erik, for...!"

Jeg modstod fristelsen til at bande, netop som Erik kastede sig frem og slog armene om mig. Jeg forventede kort, at han ville dræbe mig, da han pludseligt satte sine læber mod mine. Jeg forsøgte at stritte imod, men min krop gav efter, og kyssede ham tilbage. Det var som om at jeg blev båret væk, på en sky af velvære. Mit første kys, med den mand som jeg elskede af hele mit væsen. Erik afbrød kysset, og trak mig tæt ind i sin favn.

"Jeg har aldrig følt noget lignende."

Hviskede han blidt i mit øre. Jeg begyndte svagt at huske, at en vampyr kun forelskede sig en gang, i deres eneste ene. Som de aldrig forlod, før døden tog dem i sin kolde favn.

"Tag med mig hjem."

Hviskede han blidt, og aede mig over baghovedet.

"Jeg kan ikke holde tanken om at forlade dig ud."

Sagde han blidt, og så på mig igen. Han trak forsigtigt sin finger over min kind, og viste mig den. Der sad en tåre på. Jeg græd, gik det op for mig. Jeg græd af lykke, fordi at han havde kysset mig.

"Jeg vil ikke forlade dig... men jeg... fortjener dig ikke."

Hviskede jeg trist, og så væk. Straks kyssede Erik mig igen, så det næsten føltes som om at jeg svævede. Jeg glemte straks hvad det var, som jeg havde tænkt på, og kyssede ham tilbage. Jeg mærkede at han forsigtigt skubbede mig tilbage op af væggen.

"Hvis jeg kunne, så tog jeg dig op af væggen."

Hviskede Erik begærligt, og tvang sig selv til at give slip på mig, og træde tilbage, så han ikke brændte sig på børnehjemmets velsignede mure. Jeg blev rød i hovedet, og så nervøst væk. Erik lo stille for sig selv, og tog min hånd igen.

"Kom, lad os tage hjem."

Denne gang nikkede jeg, uden at tænke over det. Jeg havde kun Eriks bløde kys i tankerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...