Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4224Visninger
AA

8. Jeg kan ikke lyve

 

"Hvad hedder du egentligt?"

Spurgte han nysgerrigt, og lagde straks mærke til den utilfreds trækning jeg lavede på spørgsmålet. Jeg rejste mig, og tog skålen i den ene hånd. Jeg havde engang haft et navn, men det navn var blevet taget fra mig, da jeg faldt. Jeg havde ikke noget navn, jeg var navnløs. Det var lige så skamfuldt, som det var skamfuldt at jeg var faldet. Jeg skyllede skålen af, og lagde den hen til den kæmpe stak af opvask, der lå på køkkenbordet. Pigen, som jeg havde taget overfor, var ikke vendt tilbage. Jeg havde forventet det, så nu skulle jeg også gøre hendes arbejde. Jeg kunne høre Christian rejse sig i baggrunden, mens jeg fyldte vasken med vand og sæbe. Da den var fyldt, trak jeg de lange ærmer på min arbejdsbluse op og begyndte at vaske op. 

"Hvor gammel er du?"

Spurgte Christian, da han samlede et viskestykke op, så han kunne tørre af. Jeg rakte ham den første skål, som han straks tørrede af og stillede på det tørre bord.

"Hvor er du fra?"

Han stillede endnu et spørgsmål, godt klar over at det irriterede mig. Jeg udtrykte det ikke, men vaskede blot lidt mere hidsigt op. Han tog imod skålene, men blev ved med at se studerende på mig, mens han tørrede dem af og stablede dem. Han vidste at han var nået igennem den beskyttende hinde af stilhed og mystik, der lå omkring mig. Nu var han bange for, at hvis han ikke blev ved med at spørge, så ville jeg lukke til igen og holde op med at tale.

"Har du nogen slægtninge? Hvorfor lå du i gyden? Hvorfor er du så striks med reglerne? Hvorfor vil du hellere sulte, end at bryde reglerne?"

Spurgte han, igen og igen. Han spurgte løs. Han forsøgte at få lokket et eller andet ud af mig, så jeg ikke ville lukke af for ham igen. Jeg fortsatte, tavst, med at vaske op og give ham skålene. Han fortsatte med at spørge, og tørre af og stable. Jeg blev mere og mere irriteret, og overvejede slet ikke at tale til ham mere. Selvom jeg godt vidste at det kunne jeg ikke. Det var ikke hans skyld, at jeg var bragt i den situation, det var min egen.

"Hvorfor taler du aldrig?"

Spurgte han opgivende, og gav sig til at tørre af i tavshed. Jeg sukkede dybt, og besluttede mig for at svare ham. Jeg ønskede ikke at såre ham på nogen måde. Ikke efter alt hvad han havde gjort for mig.

"Christian..."

Sagde jeg uroligt, og så på ham. Jeg sagde ikke noget, før mine øjne fangede hans. Da jeg havde hans opmærksomhed, gav jeg ham et trist smil.

"Jeg kan ikke lyve."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...