Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4280Visninger
AA

31. Jeg har intet navn

"Du skal ikke tage dig af James."

Sagde Erik trøstende, og kyssede mig let på skulderen. Han kunne jo trods alt ikke nå mit ansigt, når jeg lå med ryggen imod hans brystkasse.

"Hans humør svinger lidt meget, og du har bare fanget ham på den forkerte fod."

Forklarede han, da jeg, ved en fejl, var kommet til at nævne mit ubehag overfor James. Jeg nikkede let, og trak dynen lidt tættere om min nøgne krop. Erik var jo en smule kold at ligge op af. Ikke ubehageligt kold, men kold. Jeg havde elsket med Erik, og det minde betragtede jeg nu som mit mest dyrebare af alle.

"Vil du vide noget komisk?"

Spurgte Erik med en underlig klang i sin stemme, så jeg drejede rundt i sengen. Så jeg kunne ligge med mit hoved mod hans bryst. Jeg nikkede let imod det.

"Jeg har elsket med dig, og det har bare fået mig til at indse, at jeg elsker dig af hele mit væsen. Men det komiske er, at jeg ikke kender dit navn."

Sagde Erik lidt trist, så jeg måtte se på ham. Jeg sukkede let, og gav ham et svagt kys på læberne.

"Jeg har intet navn, min elskede Erik."

Sagde jeg trist, og lagde mit hoved mod hans bryst igen. Han lagde beskyttende sine arme omkring mig, og trak mig tæt.

"Jeg var engang en engel, da havde jeg navne, både det sande og mine jordiske. Men da jeg faldt, mistede jeg mit engle-jeg, og derved også mine navne. Og da jeg ikke kan lyve, kan jeg derfor ikke give mig selv et navn. For sandheden er, at jeg intet har."

Forklarede jeg, og mærkede at tårerne strømmede ned over mine kinder, så jeg trak mig væk fra Erik og satte mig op i sengen. Jeg vendte ryggen til ham, og tog mit ansigt i hænderne. Det var første gang, at jeg nogensinde havde grædt over min skæbne. Erik satte sig op i sengen, og slog forsigtigt sine arme omkring mig bagfra.

"Det gør ondt på dig at snakke om, så jeg vil ikke presse dig til det."

Sagde han trøstende, og kyssede mig mod skulderen igen. Jeg vendte mig i hans arme, og lod ham trække mig ned at ligge igen. Jeg lagde mig igen med hovedet mod hans bryst, hvor han forsigtigt kyssede min pande.

"Der er intet navn, som fuldtud beskriver din skønhed og dit blide væsen."

Sagde Erik kærligt, og kyssede mig blidt på læberne.

"Men Sarah passer nu sådan nogenlunde til dig."

Sagde han med et grin, og trak mig helt tæt, mens han begærligt kyssede mine læber igen. Jeg fnes kort, før jeg glædeligt kyssede ham tilbage. Sarah lød fint nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...