Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4268Visninger
AA

47. Jeg føler det langsomt bedre

"Hvad skete der egentligt med ham, som..."

Spurgte Erik endeligt efter lang tids stilhed. Jeg havde endeligt fået lov til at forlade soveværelset, men kun for at gå ned i køkkenet og spise noget af James's gode mad. Jeg forstod spørgsmålet, Erik mente det menneske, som havde slået ham ihjel. Jeg lagde tænkende gaflen fra mig, og forsøgte mit bedste at huske det. Men jeg måtte opgive, de fleste af mine minder var blevet slettet, så jeg ikke huskede mine brødre og søstre, og specielt min fader.

"Han burde være i gang med sit lægestudie på nuværende tidspunkt, men jeg må ikke huske det præcist."

Svarede jeg, og samlede hurtigt gaflen op igen, da James så utilfreds på mig. Jeg skyndte mig, at tage en bid af kødfarsen.

"Du må ikke huske det?"

Spurgte James undrende. Jeg nikkede let, og tyggede af munden.

"Jeg er faldet, så alle minder om mine brødre og søstre, og især min fader... Det er bare ikke tilladt, at jeg må huske det, fordi at jeg brød den vigtigste lov."

Svarede jeg, og forsøgte at dæmpe tristheden i min stemme. Men det var stadigt tydeligt nok til at Erik kunne høre det. Han tog ihvertfald forsigtigt min frie hånd, og aede den svagt.

"Hvor mange er jer er det egentligt?"

Spurgte James nysgerrigt, og satte sig overfor mig, efter at han havde sat den sidste skål med mad på bordet. Det var tydeligvis meningen, at jeg skulle spise det, men jeg var allerede mæt. Jeg var slet ikke vant til at spise så meget.

"Der er kun faldet en enkelt siden Lucifers fald, og dernæst mig selvfølgelig. Men jeg tror nu at du mente englene."

Svarede jeg på James's spørgsmål med et let smil.

"Men der er mange engle, langt fra lige så mange som der er mennesker. Vi... de lever trods alt meget længe, så behovet for at få børn er ikke specielt stort."

Forklarede jeg, og skammede mig over min fortalelse. James nikkede let, og Erik gav min hånd et let klem. Jeg gabte træt, og nåede ikke at skjule det. Erik tog gaflen fra mig, og rejste sig.

"Tilbage i seng med dig, og denne gang Erik, hold dig ude af sengen."

Sagde James advarende. Erik nikkede let, men gav mig alligevel sin hånd. Jeg fulgtes med ham op i seng. Erik var faldt i søvn med mig i armene, og da James så var kommet ind i værelset, fordi at han ikke kunne finde Erik, så gav det en værre ballade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...