Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4406Visninger
AA

39. James's synsvinkel

Jeg trak forsigtigt Eriks dyne lidt længere op over ham, så den smule varme han havde tilbage i kroppen, ville blive der. Maddie græd stadigt fulstændigt knust. Hun sad på knæ ved siden af sengen, med sine arme på sengen, og med sin hoved mod sine arme. Da hun havde reddet Erik, havde han været så langt væk, så nært døden, at han nær havde trukket Maddie med sig i døden. Men han havde overlevet. Maddie var hurtigt kommet sig igen, men hendes svaghed blev hængende, og havde kostet hende posten som overhoved for denne by. Erik selv, havde svævet mellem bevidstløsheden og bevidstheden, livet og døden i flere dage. Men så snart han endeligt var kommet sig, så havde vi begge elsket ham, som den søn vi aldrig havde fået. En kærlighed som var gensidigt. Erik havde aldrig haft nogle rigtige forældre. Hans biologiske far havde forladt ham som helt lille spæd, og hans biologiske mor havde været en narkomisbruger og til tider prostitueret, når hun manglede penge. Erik havde ikke fortjent den skæbne som menneske, så i hans nye liv havde vi forsøgt at gøre alt som forældre, for at udviske de tidligere.

Jeg satte mig forsigtigt på sengekanten, og betragtede Eriks blege ansigt. Han var for kort tid siden, holdt op med at trække vejret. Jeg blev derfor ude af stand til at fornemme om han var i live eller ej, kun Maddie vidste det. Hun kunne som hans skaber, og mor, mærke det. Og på den måde som hun græd, kunne jeg gætte mig til at Eriks liv flakkede svageligt mod enden. 

Jeg var vant til at Erik var så fuld af liv, at han altid fik både Maddie og jeg til at smile. Vi var begge efterhånden gamle, men Erik havde bragt et helt nyt lys ind i vores liv, så det føltes som om at vi så verdenen på en helt ny måde. Jeg var blevet skabt af mørke, Maddie havde fordrevet en del af det mørke, blot ved at elske mig. Men Erik havde for bestandigt fordrevet det fra mig, så det ikke længere overskyggede mine tanker og væremåde.

Jeg vidste også, at Erik havde fået Maddie til at smile som aldrig før. Hun havde altid ønsket sig et barn, en søn, som hun kunne beskytte, vogte over og lære fra sig til. Meget lidt anede hun, at det tit var omvendt. At Erik hjalp hende, beskyttede hende og lærte hende at se glæden ved livet igen. I det hele taget havde han bragt meget lys og glæde tilbage i vores liv. Og nu, hvor han var dødende, var han på vej til at tage det hele fra os igen.

Jeg hørte, at Christian kom tilbage og rejste mig fra sengen. Jeg havde bedt ham om at hente pigen, som Erik elskede og som han var ved at dø på grund af. Jeg prøvede på, at trøste mig selv med, at Erik i det mindste selv havde været lykkelig for en kort stund. Men det var svært. Han var så ung, og vi elskede ham så meget, at det virkede som om at vi døde indvendigt med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...