Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4244Visninger
AA

28. James afhentede os

Jeg trykkede på knappen, så mobilen ringede op. Jeg tog den træt til øret, og lagde hovedet imod Eriks brystkasse igen. Han var faldet i søvn, jeg kunne høre det på hans vejrtrækning. Det var farligt, når solopgangen kun var få timer væk. Jeg kom endeligt igennem på mobilen.

"Erik, hvor helvede er du?"

Råbte James stiktosset i mobilen.

"Maggie er ved at gå til af bekymring, så hvor fanden er du?!"

Råbte han hidsigt. Jeg trak vejret tungt, som for at live mig selv lidt op igen.

"James?"

Kaldte jeg forsigtigt. Han holdt straks op med at tale.

"Det er mig, pigen som Erik tog med hjem..."

Forklarede jeg, men blev afbrudt.

"Det kan jeg høre."

Sagde James surt. Jeg sukkede let, og forklarede hurtigt situationen, inden at han kunne tale igen og afbryde mig.

"Erik blev angrebet af en fe. Han er skadet, men han heler. Han har ondt, men er faldet i søvn. Vi sidder ved... ved gyden... gyden indtil børnehjemmet..."

Min krop sagde pludseligt fra, så jeg var ved at falde i søvn. 

"Hold dig vågen, og fortælt mig hvor i er."

Sagde James beroligende, men med en ukendt styrke i sin stemme, som fik mig vågen igen.

"Sankt Marys børnehjem for... for hjemløse børn."

Sagde jeg træt. Jeg måtte have fået en hjernerystelse, da jeg slog hovedet i fortovet.

"Det kender jeg."

Mumlede James for sig selv, og vendte sin opmærksomhed mod mig igen.

"Er du i stand til at holde øje med Erik?"

Spurgte James bekymret, med den samme styrke i sin stemme. Men det virkede ikke længere på min krop, som var ved at give efter for min hjernerystelse.

"Jeg kan ik.. jeg.. hjernerystelse..."

Da jeg blev klar over, at jeg ikke kunne nå at forme en hel sætning, sagde jeg hjernerystelse. Så James blev klar over, at jeg havde fået en hjernerystelse, og at jeg derfor ikke kunne holde øje med Erik. Min krop sank bevidstløs op af Erik, så jeg forblev vågen inde i. Jeg var vågen, da James endeligt ankom. Han trak forsigtigt Erik væk fra mig, og lod mig hensynsløst falde sammen. James brugte få minutter på at efterse Erik for skader. Pludseligt snuste han undrende, og så på mig. Han bar Erik ind i bilen, og vendte tilbage til mig. Han bukkede sig ned til mig, og snuste let til mig. Så sukkede han dybt.

"Hvad har du nu gang i, Erik?"

Spurgte han sig selv, så jeg blev klar over hvad det handlede om. Erik og jeg havde hinandens dufte på os. James sukkede igen, og trak dernæst min krop over sin skulder, så han kunne ligge mig ind i bilen. Så han kunne få mig tilbage til huset, sammen med Erik. Jeg lod bevidstløsheden påvirke mig, så jeg kunne falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...