Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4261Visninger
AA

58. Ikke noget, mor

Jeg gav diskret Erik et kys, og skyndte mig at lade som ingenting.

"Sarah!"

Råbte Maddie straks utilfreds af mig, og var lige ved at smide puden efter mig. James rullede bare med øjnene, og hamrede den sidste liste på plads. Jeg var blevet smidt ud af Eriks værelse, efter at jeg var kommet mig. Jeg aede let min hals over de to små kærligheds bid, som Erik havde givet mig.

Istedet var et af deres ubrugte rum blevet ryddet, og der var blevet købt en ny seng til mig. Og jeg havde fået nogle andre møbler, som havde været stillet væk på loftet. Eller som havde stået i deres lagerrum, huskede jeg mig selv på. Det var underligt. Mine minder som engel, var langsomt begyndt at blegne og blive uklare. 

"Kom her."

Sagde Maddie utilfreds. Jeg sukkede, og satte mig på sengen, som hun lige var blevet færdig med at redde op til mig. Erik blev stående, og satte nogle bøger på plads på den reol, som jeg havde fået. Hun gav mig et bebrejdende blik.

"Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg skal være glad for, at Erik ikke flåede halsen ud på mig."

Sagde jeg opgivende, og overdrev det en smule. Jeg sukkede, og lod mig falde tilbage på sengen. Maddie sukkede opgivende, og satte sig på sengekanten, så hun kunne se ned på mig.

"Måske ikke lige rive halsen ud på dig, men du må huske, at han altså ikke er så gammel endnu. Han har stadigt lidt af en nyfødts tendenser i sig."

Sagde hun advarende, men skubbede kærligt noget af mit hår væk fra mit ansigt. Jeg sukkede igen, og nikkede lidt. Så meget kunne jeg da huske. Jeg satte mig op i sengen, og satte mig i en skrædderstilling. Så var det som om, at noget sagde klik og jeg blev helt blank.

"Sarah. Sarah?"

Kaldte Maddie bekymret, og rakte ud efter mig. Jeg blinkede forvirret, og så på hende. 

"Det er væk."

Mumlede jeg, og tog mig til hovedet. Maddie satte sig lidt tættere på mig, og James og Erik så nysgerrigt på mig. 

"Det hele er væk."

Konstaterede jeg, og følte et enormt sort hul, hvor der tidligere havde været minder om... om... Om et eller andet, som jeg ikke længere kunne huske. Noget med fjer, og savn... Men så var det væk igen, og jeg var atter blank. Maddie tog forsigtigt ved min skulder, så jeg så på hende.

"Jeg har glemt noget..."

Sagde jeg tøvende, og så på hende. Jeg var kort tid i tvivl om hvem hun var, men blinkede let, så jeg pludseligt huskede det.

"Hvad har du glemt?"

Spurgte Maddie bekymret. Jeg rystede på hovedet, og lagde mit hoved i hendes skød.

"Ikke noget, mor. Ikke noget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...